Obligationer: Renterne ses stige - fokus på rentemøde i USA
Federal Reserve-chef Jerome Powell.
Foto: Yuri Gripas/Reuters/Ritzau Scanpix
Økonomi Af
Investorerne ser ud til at højere appetit på risiko torsdag, hvor der er positive tendenser for aktiebørserne i Europa efter onsdagens stigninger på Wall Street, der faldt som reaktion på tirsdagens midtvejsvalg i USA.

Det kan omvendt gå ud over interessen for de fastforrentede papirer, og meget tyder dermed på rentestigninger, når det danske obligationsmarked åbner torsdag.

Dagens store fokus er på resultatet af det rentemøde i USA, der startede onsdag og afsluttes torsdag aften med en rentemelding fra Federal Reserve.

"Investorerne vil i dag se frem mod rentebeslutningen fra den amerikanske centralbank. Vi venter ingen pengepolitiske ændringer fra Federal Reserve. Investorerne vil holde øje med, om Federal Reserve i rentebeslutningen vil kommentere på de store fald på aktiemarkederne i oktober."

"Vi venter dog, at Federal Reserve næppe vil kommentere på kursfaldene i oktober. Alt i alt venter vi beherskede reaktioner på de finansielle markeder i kølvandet på rentemødet," skriver Mathias Rømer Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

Sydbank ligger dermed på linje med andre finanshuses opfattelse af, at der ventes en fastholdelse af den toneangivende rente på 2,00 til 2,25 pct.

Future-markedet indikerer en sandsynlighed på 99 pct. for en fastholdelse - men markedet vil holde øje med nyt i formuleringerne fra banken om økonomien og inflationen.

Federal Reserve har dog været urokkelig i sin pengepolitik om "gradvise" renteforhøjelser og har senest skærpet retorikken på det område med indikation af en forhøjelse igen i december, ligesom banken venter yderligere tre i 2019.

De amerikanske obligationer udviskede onsdag aften rentefald fra tidligere på dagen, og renterne er dermed nu højere, end da det danske marked lukkede onsdag.

Torsdag morgen i asiatisk handel ligger den tiårige amerikanske rente i 3,23 pct., hvilket er 4 basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid.

Resultatet af midtvejsvalget i USA bekræftede forventningerne om en splittet Kongres med flertal til Demokraterne i Repræsentanternes Hus og majoritet til Republikanerne i Senatet.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation i 0,38 pct. onsdag.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Veldrejet junior-Mercedes til den lille familie

USA's demokrater vil have hele Mueller-rapporten offentliggjort

Manden bag historiens største konefinte: "Jeg har skiftet Mercedesen ud med en 12 år gammel Renault"

Trekking i junglen omkring Chiang Mai: Rå natur i rigelige mængder

Uber får kæmpeinvestering før børsnotering

Efterforsker: Kortslutning kan være årsag til Notre Dame-brand

Kontroversielt forbud mod shorting i Wirecard er ophævet

Vindmøller og sol skal forsyne Apple's datacentre med strøm