Argentinas peso igen ramt - centralbankchef stopper
Recession og inflation i Argentina. Tirsdag var der generalstrejke i hovedstaden Buenos Aires, hvor det meste lå stille.
Foto: Ritzau Scanpix
Økonomi Af
Den argentinske peso er igen tirsdag udsat for et salgspres, da den svækkes med 2,6 pct. over for dollaren, og en dollar koster nu 38,31 peso mod 37,31 peso mandag aften.

Presset på valutaen kommer i kølvandet af, at det kriseramte lands centralbankchef, Luis Capato, har sagt sin stilling op. Efter blot tre måneder i jobbet.

- Denne opsigelse skyldes personlige årsager, med overbevisning om, at en ny aftale med Den Internationale Valutafond vil genskabe tilliden til den finanspolitiske, finansielle, monetære og valutakursmæssige situation, lyder det i en meddelelse fra centralbanken ifølge Financial Times.

Pesoen faldt i første omgang med næsten 4 pct., men har altså rettet sig lidt siden.

Centralbanken har allerede fundet en afløser for Capato, der har en baggrund fra bankverden, og som ifølge Financial Times havde etableret et godt forhold til finansmarkederne.

Den nye chef bliver Guido Sandleris, en økonom med en anset baggrund. Han har tidligere arbejdet for Federal Reserves afdeling i Minneapolis, for den chilenske centralbank og for IMF.

Argentinas økonomi er i 2018 blevet ramt af de stigende renter på verdensmarkederne og af stigende energipriser. Det har i sin tur skabt recession i landet, mens inflationen buldrer derudaf og udhuler pesoens købekraft.

I andet kvartal skrumpede den argentinske økonomi det meste, den har gjort, i fire år, da landets BNP faldt med 4,2 pct. i forhold til samme periode året før.

Siden årets start er den argentinske peso blevet halv så meget værd over for dollaren. I slutningen af 2017 kostede en dollar 18,62 peso mod nu altså 38,31 peso.

Landets centralbank har forsøgt at forsvare valutaen og bekæmpe inflationen via stejle renteforhøjelser. Lige nu er den toneangivende rente i verdensrekordniveau med 60 pct. mod 28,75 pct. ved nytår.

IMF har tidligere i år givet tilsagn om at yde en kreditfacilitet på i alt 50 mia. dollar.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    "Herfra ser vi et midt-encifret afkast på danske aktier, og prisfastsættelsen begynder at se lidt anstrengt ud"

    Aktien er eksploderet, men flyboss kalder et brexit uden aftale katastrofal

    Kina og USA's centralbank pumper liv i risikovillige investorer

    Er en 12-cylindret Jaguar en drømmebil eller et økonomisk mareridt?

    Topchef i Norwegian lægger op til salg: Forudsætningen er en køber, der er god for alle mine medarbejdere og rejsende

    Guldalderens saloner er blevet genoplivet

    I disse lande får du mere for pengene på din ferie

    Lone Fønss i spidsen for Lars Seiers kryptosats