Stadigt få tvangsauktioner trods lille sommerstigning
Antallet af tvangsauktioner steg i juli.
Foto: Martin Ballund/arkiv/Ritzau Scanpix
Økonomi Af
Antallet af tvangsauktioner og konkurser er fortsat lavt og milevidt fra de hårde tider i 80'erne, hvor tusinder af danskere måtte gå fra hus og hjem.

I juli var der 230 tvangsauktioner, og det er en stigning på 23 fra juni. Det skriver Danmarks Statistik.

Udjævner man udviklingen og kigger på perioden fra maj til juli, så er antallet dog faldende. Sammenlignet med de tre måneder før maj, så var der samlet 87 flere tvangsauktioner.

- I 2018 har det sæsonkorrigerede gennemsnit ligget på 235 tvangsauktioner om måneden.

- Til sammenligning toppede antallet af tvangsauktioner i 1990, hvor der i gennemsnit var 1695 tvangsauktioner om måneden, mens der i 2006 kun var 103 tvangsauktioner om måneden. Det var det laveste niveau, siden statistikken startede i 1979, skriver Danmarks Statistik.

Det var med 135 klart flest tvangsauktioner af enfamiliehuse i juli. Men også antallet af lejligheder på tvangsauktion steg til 21.

- Det stigende antal tvangsauktioner i juli er kedeligt nyt. Men det er værd at bemærke, at den forholdsvis store stigning ikke skyldes, at antallet af tvangsauktioner er eksploderet den seneste måned. Men snarere at der var ualmindeligt få tvangsauktioner i juni, skriver boligøkonom hos Nordea Lise Nytoft Bergmann i en kommentar.

Med 235 tvangsauktioner om måneden er det gennemsnitlige tal steget fra sidste års gennemsnit på 225.

Det er en kedelig udvikling, men ikke noget, der vækker stor bekymring.

- Den skal primært forklares med, at kommunerne er i gang med at inddrive gamle restancer fra det kulsejlede it-system EFI, og ikke at boligejerne har fået sværere ved at betale deres regninger, skriver Nordeas boligøkonom.

Skeler man til antallet af konkurser, så steg det til 233 i juli og kostede 1205 job. Det var flere end juni. Trods stigningen er Dansk Erhverv ikke bekymret.

- Konkurser er en naturlig del af dynamikken i en markedsøkonomi. De er med til at føre ressourcerne i økonomien derhen, hvor deres værdiskabelse er størst.

- Vi skal derfor heller ikke forvente, at det samlede antal konkurser i 2018 kommer til at ligge meget lavere end konkurstallet for 2017 på trods af, at dansk økonomi vokser i disse år, skriver brancheorganisationen.

/ritzau/


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Mette Frederiksen dykker kraftigt på troværdighed i statsministerduel

Fynsk industrifamilie tryner kapitalfond

Børsen mener: Rød bloks skattetanker er gift for velstanden

Iran kritiserer EU-trio for manglende indsats for atomaftale

Kvindelige britiske topledere tjener i gennemsnit knap 25 mio kr mindre end mænd

Modemogul smider millioner efter ny brexitafstemning

Mercedes CLS overbeviser, men hvad tager du: Diesel eller benzin?

Iran: Intet Opec-medlem bør få lov til at overtage vores olieeksport