Den stående vittighed i Davos
Det er ingen nem sag at komme med korrekte forudsigelser på det verdensøkonomiske topmøde i Davos.
Foto: Scanpix
Økonomi Af
"Ligemeget hvilke forudsigelser vi kommer med, så vil de vise sig at være forkerte."

Sådan lyder en stående vittighed hos talerne på det økonomiske topmøde i Davos i Schweiz. 

Microsoftstifter Bill Gates erklærede på 2005-mødet skråsikkert, at dollaren ville falde. Et år senere var dollar steget 14 pct. mod euro.

David Rubenstein, medstifter af kapitalforvalteren Carlyle Group, forudsagde i 2008, at USA ville slippe for recession. Da tallene kom ud viste det sig, at recessionen faktisk var begyndt måneden før, og den varede helt til juni 2009.

Og økonomen Nouriel Roubini, som korrekt forudsagde finanskrisen og fik øgenavnet Doctor Doom, var i 2012 helt sikker på at Grækenland ville forlade euro'en inden for 12 måneder. Her tre år senere har grækerne stadig ikke genindført drakmer. 

Vellykkede profetier

I lyset af så markante, men fejlagtige udsagn, har Bloomberg News lavet en opgørelse, som viser at sidste års talere langt hen ad vejen havde ret i deres profetier for 2014.

Stephen Schwarzman, chef for kapitalforvalteren Blackstone, sagde i Davos for et år siden, at amerikansk økonomi er på temmelig god kurs. Og ja, USA's økonomi var stærk gennem året, væksten var 5 pct. i tredje kvartal og ledigheden på 5,6 pct. er det laveste siden 2008.

Nigerianeren Aliko Dangote, Afrikas rigeste mand og formand for konglomeratet Dangote Group, forudsagde at det globale aktie-bull-marked ville fortsætte. MSCI's verdensindeks steg 3 pct. og verdens største aktiemarked, det amerikanske, steg 11 pct.

Dollar steg markant

Formanden for den schweiziske storbank UBS Axel Weber var sikker på, at de forskellige pengepolitiske tiltag i USA, Europa og Japan ville presse dollaren op. Han fik ret, dollaren steg omkring 14 pct. over for både yen og euro.

Chefen for Bank of England Mark Carney kunne sidste år ikke se nogen grund til at den britiske rente skulle hæves. Ganske vist har han selv indflydelse på den beslutning, men renten er blevet fastholdt på 0,5 pct. året igennem.

Christian Meissner, der leder investeringsbankdelen i Bank of America, lovede mange flere fusioner og opkøb. Værdien af de samlede globale fusioner og opkøb steg over 40 pct. og nåede det højeste niveau siden 2007.

Og Audi-topchef Rupert Stadler lovede kækt at han ville indsnævre BMW's forspring som markedsleder. Det lykkedes, selv om BMW stadig sælger lidt flere biler end Audi.

Klare fejlskud

Men selv om mange af Davos-talerne sidste år ramte plet, så var der også nogen, der ramte helt forbi skiven.

Mario Draghi, der leder Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, forudså en "dramatisk" forbedring i eurozone-økonomien, komplet med en stigende inflation. Men faktisk oplevede eurozonen i december det omvendte, nemlig deflation.

Og Zhang Xin, chef for Kinas førende firma inden for erhvervsbyggeri, var sikker på at der ikke ville springe nogen boble på det kinesiske boligmarked.

Man kan diskutere om hun tog totalt fejl og om det ligefrem var en boble, der brast, men i hvert fald dykkede boligpriserne kraftigt og trak andre dele af økonomien ned i gear, så Kinas 2014-vækst ifølge økonomer har udsigt til at blive den laveste siden 1990. 

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



App lader dig afstemme firmaudgifterne i realtid

Annoncørbetalt
indhold af Eurocard

Forsiden lige nu


Mærsk-topchef til regnskabseksamen: "Hvis ikke jeg selv mente, det var bestået, så var der da for alvor noget galt"

Aktieluk i USA: På weekend med plus - men endnu et ugefald

Manglende dansker i vigtig EP-gruppe bekymrer erhvervslivet

Ekspert om udbyttesag: "Sanjay Shah har bygget en kæmpe kulisse"

Medie: Børsmyndigheder undersøger Boeing efter flystyrt

George Soros køber aktiepost i skandaleramt schweizisk kapitalforvalter

Aktiestatus i USA: Opblødning løfter aktier - it-selskaber i top

DI træder ind i bestyrelsen for Copenhagen Fintech - "Vi vil også være en del af det"

Præsident for den tyske Bundestag: "Euroskeptiske kræfter bliver stærkere"