Cepos: Høj løn presser konkurrenceevnen
Foto: Scanpix
Økonomi Af
Det Radikale Venstre har fat i noget af det rigtige, når de melder ud, at det er nødvendigt med arbejdsmarkedsreformer, der skal trykke de danske lønninger.

For det går ud over vores konkurrenceevne, ligesom det koster danske arbejdspladser, når vi sammenlignet med andre I-lande har nogle af verdens højeste timelønninger i fremstillingsindustrien.

Sådan lyder det fra den liberale tænketank Cepos. 

"Det er desværre ikke overraskende, at virksomheder som Fritz Hansen rykker produktionen af designermøbler til Polen, fordi omkostningerne er så meget lavere. Så De Radikale har fat i noget af det rigtige. Vi har meget høje lønninger i Danmark, og det presser vores konkurrenceevne," siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, til Børsen.

Han henviser til nye tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, der hvert år opgør lønnen over industriarbejde i verden.

Her ligger Danmark nummer fire med en gennemsnitsløn i timen på 284 kr. i timen per 2010, kun overgået af Norge, Schweiz og Belgien. 

Se grafik over timelønninger i højre side af artiklen

Et politisk spørgsmål

Debatten om lønniveauet har raset den seneste måned, efter 3F har indledt blokade mod Restaurant Vejlegården, som de beskylder for at forringe betingelserne for lønmodtagerne, efter de har indgået forlig med den gule fagforening Krifa.

Regeringspartierne har indtil nu forholdt sig passivt i sagen, men i dagens udgave af Jyllands-Posten indrømmer De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, at målet med regeringens reformer blandt andet er at presse løntrykket. 

"Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det. Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere ift. Tyskland de seneste ti år," siger han til avisen.

Ikke overraskende har det fået regeringens støtteparti Enhedslisten op af stolen.

"Det er hul i hovedet, når De Radikale foreslår, at vi skal konkurrere med tyske lønninger. Mindstelønnen i Tyskland er på ca. 55 kr. Nadeem Farooq kan selv gå ned i løn, hvis han vil, men det er ikke på nogen måde en holdbar strategi for de danske lønmodtagere," siger partiets fungerende politiske ordfører, Stine Brix, i en pressemeddelelse.

Hos oppositionen har både Venstre og Liberal Alliance støttet op om Restaurant Vejlegårdens ret til frit at kunne vælge overenskomstpartner, ligesom de har plæderet for en reform af den såkaldte danske model. 

Teknologi og uddannelse vejen frem

Danmark har i løbet af det seneste årti mistet flere tusinde industriarbejdspladser som en konsekvens af de lavere lønomkostninger i udlandet.

Blandt andet har slagterigiganten Danish Crown rykket en stor del af produktionen til udlandet. Og senest har møbelproducenten Fritz Hansen, der står bag succeser som Ægget og Svanen, ligeledes bekendtgjort, at de rykker teltpælene op og flytter produktionsapparatet til Polen.

Ifølge Cepos skal bedre uddannelse og ny teknologi sikre bedre produktivitet i Danmark.

"Det er vigtigt, at den høje løn matches af, at medarbejdere kan producere tilsvarende mere per time end i andre lande. Det kan nås ved, at virksomhederne investerer mere i ny teknologi og maskiner, og det kan fremmes ved at sænke selskabsskatten, ligesom et højere uddannelsesniveau også vil være en vej til højere produktivitet," siger Mads Lundby Hansen.  

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Vulkanudbrud lukker to lufthavne på italiensk ferieø

Tivolidirektøren nægter at blive hjemme

Vandretur uden for turistruten i det colombianske højland

Volvo tilbagekalder 503.000 biler efter brand ved motoren

Hedgefond-kongen der shorter den fossile økonomi

Fintech gik ned med 45 medarbejdere - nu forsøger personerne bag igen: "Den største fejl vi begik var at vi voksede for hurtigt"

Regeringen studerer metode til at omgå USA's Iran-sanktioner

Sen forårsfrost koster frugtavlerne kassen

Tiffany-smykker fra en anden verden