Chefstrateg: Statsbankerot truer euroen
Foto: Bloomberg
Økonomi Af
Den Europæiske Centralbank (ECB) og eurosamarbejdet står mellem valget at redde et euroland fra fallit og opgive den stramme inflationspolitik eller lade den fælles valuta, euroen, bryde sammen.

"Det, jeg tror, der kommer til at ske, er, at vi i Europa får et Lehman-moment, hvor ECB skal vælge mellem at redde en europæisk regering fra fallit ved at trykke penge, og dermed opgive den stramme inflationspolitik, eller lade euroen bryde sammen," siger Thomas Thygesen, som i dag er chefstrateg i X-asset Management i den svenske storbank SEB, til borsen.dk.

"Det vil komme til at minde om det, der skete i banksektoren i USA sidste år i august, hvor Lehman Brothers krakkede, hvor Europa i øjeblikket er i gang med nationalstaternes udgave af et bank-run," siger Thomas Thygesen til borsen.dk.

Et bank-run er en situation, hvor en banks kunder på én gang forsøger at hæve deres opsparing, hvorved banken kollapser.

Italien risiko for fallit

Når eurosamarbejdet og fundamentet under ECB's inflationspolitik risikerer at falde fra hinanden, så hænger det for Thomas Thygesen sammen med meget store budgetunderskud i flere eurolande, hvor især landene i Sydeuropa er under et enormt pres.

Et kerneelement i EU's økonomiske politik og grundlaget for pengepolitikken og euroen er vækst- og stabilitetspagtens princip om stram budgetdisciplin, hvor det offentlige underskud maksimalt må udgøre 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).

"De underskud, der skal finansieres de næste par år, bliver på op til 10 til 12 pct. af BNP. Det er langt uden for EU's regelsæt defineret i vækst- og stabilitetspagten, og man skal være klar over, at regelsættet for euroen og ECB's inflationsmål derfor skal ændres," siger Thomas Thygesen.

Især situationen i Italien er kritisk. Thomas Thygesen vurderer, at presset på den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, snart kan blive så stort, at han må bede Bruxelles om hjælp.

"Mit gæt er, at det Lehman-moment kommer, når Silvio Berlusconi møder op i Bruxelles en sen fredag aften og siger, at Italien går fallit mandag morgen, hvis ikke ECB er villig til at redde dem, ligesom det skete med Lehman Brothers sidste år," siger Thomas Thygesen og fortsætter:

"Det øjeblik er tættere på, end de fleste er klar over, og konflikten går på, om ECB kan få sig selv til at bryde reglerne, når det bliver nødvendigt, eller om ECB hellere vil risikere at det hele bryder sammen."

ECB skal opgive inflationsmål

ECB's historiske ballast er en meget stram inflationspolitik på under 2 pct.

Thygesen ser de meget stramme ECB-regler for inflationen, som det helt grundlæggende problem i den nuværende krise med en enorm gæld, stagnerende vækst og stærkt faldende prisudvikling, der risikerer at udvikle sig til deflation.

"Hvis du kigger på reglerne for euroen, så har Europa så stramme regler, at ECB er den eneste større centralbank i verden, der stædigt fastholder en høj rente," siger Thygesen.

Han sammenligner ECB's regler med USA, hvor centralbanken (Fed) har en overordnet målsætning om prisstabilitet, der giver USA rum til at køre en inflationspolitik i en årrække, uden at man formelt set bryder nogle regler.

"Det er kun i Europa, at regelsættet er så stramt, og det vil være en stor fordel, hvis man politisk intervenerede og slækkede på inflationsrammen," siger Thygesen.

Statsbankerot

Netop i den nuværende krise mener han, at ECB har en indbygget svaghed, hvor de enkelte lande ikke længere har adgang til deres seddelpresse og derfor kan gå konkurs.

I f.eks. eurolandet Italien har regeringen ikke længere adgang til at trykke penge, og på europæisk plan er integrationen ikke så langt fremme, at en central regering kan intervenere og redde et land fra fallit.

"Der står i ECB's regler, at de ikke må trykke penge, så det kan være fint nok at give Italien lov til at køre med et stort budgetunderskud. Men hvis markedet nægter at tage den risiko for en statsbankerot, der følger med, så vil ECB i sidste ende blive nødt til at garantere den italienske statsgæld," siger Thygesen.

"Man har givet landene lov til at køre med større underskud, men man har ikke skabt muligheden for, at de kan finansiere de voksende budgetunderskud. En regering, der ikke selv har adgang til seddelpressen, kan derfor blive presset ud i en statsbankerot," lyder analysen videre fra Thygesen.

Regelforandring eller sammenbrud

Han ser hele diskussionen om en ændring af ECB's inflationsmålsætning som den mest aktuelle diskussion i markederne i øjeblikket, og han tror, at det politiske pres på ECB for at lette inflationsmålsætningen vil blive intensiveret.

"Der er ingen politiske alternativer længere. Presset på ECB bliver gigantisk, hvis det viser sig, at man ikke kan bruge fleksibiliteten på egen hånd, og så tror jeg, der kommer en regelforandring eller et sammenbrud," siger Thygesen.

I europæisk sammenhæng er de store integrationspolitiske tiltag altid kommet i forbindelse med kriser. Den nuværende krise kan dermed åbne op for, at EU begynder at føre finanspolitik.

"Kriser udløser gigantiske brud, og hvis du vil redde systemet, så kommer det til at gå op i en spids, hvor det bliver en enten eller situation, Det er meget ubehageligt som investor, men det er det der kommer til at ske," siger Thygesen.

Han henviser til den strukturelle krise i slutningen af 1970'erne, hvor britiske Margaret Thatcher og amerikanske Ronald Reagan transformerede økonomien, mens depressionen i 1930'erne førte til Keynesianismen, der lægger vægt på en aktiv finanspolitik.

"Vi mangler en samfundsmæssig transformation til IT-samfund. Den vil komme nu, og det er en kæmpe stor politiks opgave at løse den, og den kommer til at ske med fuld risiko i løbet af de nærmeste måneder," siger Thomas Thygesen.

Ny sæson af podcasten Topchefernes strategi med Niels Lunde

Den danske arkitekt Bjarke Ingels er kendt over det meste af verden og har fået international succes med virksomheden Bjarke Ingels Group - i daglig tale kaldet BIG.

Men hvordan ser Bjarke Ingels på strategi i sit særlige krydsfelt mellem en kunstnerisk og en kommerciel verden? Hvorfor eksisterer BIG? Hvilke kompetencer indeholder virksomheden? Hvordan tiltrækker han de bedste medarbejdere?



Abonnér:
   

Ledelse


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Boeing opdager ny fejl i ulykkesfly

Libyske havne blokeret af oprørsleder - mere end halvdelen af olieeksporten er væk

Fransk it-gigant bliver hovedsponsor af e-sportsvirksomhed: Det øger interesse, rekruttering og eksponering

"Hov, han har jo for korte bukser på"

Weinsteins skæbne i voldtægtssag afgøres af fem kvinder og syv mænd

Kina-ekspert: ByteDance og Luckin Coffee kan blive de nye globale børsgiganter - danske virksomheder vil blive tromlet

Novo Nordisk-optur fortsætter efter godkendelse: Analytiker tror stadig på aktien