Politikere holder sig skarpe med løb
Foto: Brinkmann Mie
Motion Af
Normalt er krigen på ord, men en gang om året kæmper de løbetrænende christiansborgpolitikere en fysisk kamp mod hinanden Løb er den perfekte motionsform til en politiker. Det er fleksibelt, og et sæt løbesko kan altid presses ned i en politikers rejsetaske. Man kan have politikerne mistænkt for, at de løbetræner for at kunne løbe hurtigt fra deres løfter.

En ting er i hvert fald sikkert. Mange af de danske folkevalgte politikere på Christiansborg er begyndt at gøre som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) – holde sig fysisk og mentalt i skarp form med hyppig løbetræning.

Derfor tør de også stille op til årets DHL-stafetløb i København. I alt har Folketinget tilmeldt 35 blandede hold. Kun et parti glimrer med sit fravær – Dansk Folkeparti. Ifølge sekretæren skyldes det manglende tid og lyst, men det er helt forkert, lyder meldingen fra en overrasket Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand for Dansk Folkeparti.

"Jeg har været ude af landet, da der var tilmeldingsfrist. Nu vil jeg skynde mig at samle et hold," siger Kristian Thulesen Dahl og fortæller, at han netop har løbet en tur med partifællen Peter Skaarup.

Topmotiveret Samuelsen

Mens Dansk Folkeparti løber for hyggens skyld, er motivation anderledes for partileder hos Liberal Alliance, Anders Samuelsen.
"Jeg skal vise, hvem der er den hurtigste partileder i dette land. Ikke bare i hovedet – også i benene," siger Anders Samuelsen, der fysisk har en klar fordel som tidligere junior landsholdsløber på 5000-meter-distancen.

"Jeg var en ret habil løber for 20 år siden, da kunne jeg løbe fem kilometer på 14 minutter og 40 sekunder. I dag skal jeg bare ned på cirka 20 minutter," siger Anders Samuelsen.
Liberal Alliance-formanden føler sig meget sikker på sin favoritrolle.

"Der er ingen af de andre partiledere, der har en chance. Det er helt sikkert," siger han.

Hos Venstre tror Jakob Ellemann-Jensen da også på sin Christiansborg-kollega.

"Han er i absurd god løbeform," lyder kommentaren fra Jakob Ellemann-Jensen, der blot har sat sig for at løbe hurtigere end sin søster, Venstres folkeskoleordfører Karen Ellemann.

Derimod kan Anders Samuelsen få problemer mod den kun 21-årige radikale politiker Jeppe Mikkelsen, der har indgået et væddemål med sit partis pressechef, Andreas Hemmeth .

"Det er for at have en motivation, og løber jeg ikke distancen på under 20 minutter, skal jeg rende rundt med et DF-badge en hel dag," siger Jeppe Mikkelsen.

Omvendt kan han se frem til at se Andreas Hemmeth med et DF-badge på jakken, hvis han når tidsgrænsen.

Kristian Thulesen Dahl glæder sig til at pynte en af de to gambleres brystkasser og oplyser, at han altid er leveringsdygtig i DF-badges.

Helt ude på venstrefløjen stiller Enhedslisten med tre hold, men kun to af partiets politikere løber med.
"Det kommer ikke bag på mig. Både Johanne (Schmidt-Nielsen, red.) og Pernille (Skipper, red.) ryger så mange cigaretter," siger Rosa Lund.

Enhedslistens børne- og uddannelsesordfører erkender, at hendes egen løbeform først er ved at tage form. Derfor er målet at holde sig i løg hele vejen og bruge DHL-løbet som springbræt til en snarlig 10-kilometer.

For Venstres Kristian Jensen bør stafetten ikke volde nogen problemer, da han træner til H.C. Andersen Maraton den 23. september.

"Det bliver mit tredje maraton, og jeg vil gerne løbe det på cirka fire timer," siger Kristian Jensen.
Hans tidligere ministerkollega Lars Barfoed (K) må acceptere at se til fra sidelinjen.

"Jeg er desværre knæskadet og må lige nu koncentrere mig om at cykle," siger Lars Barfoed.


Eksklusiv invitation: Kom tæt på Danmarks største skatterøveri

Kom helt tæt på den store udbytteskandale, hvor Skat blev lænset for 12,3 mia. kroner. Det sker i et eksklusivt læserarrangement, hvor tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, og journalisterne Thomas G. Svaneborg og Niels Fastrup giver dig et unikt indblik i hele sagens forløb og dens konsekvenser.

Det er 3. oktober kl. 17:00, og Børsen-abonnenter deltager uden betaling. Meld dig til her.





Andre læser dette lige nu


Seneste motions nyheder