Tuborg: Respekt. Blev der sagt.
Tuborgs dåser prydet med Rosilde Festivalens orange farve.
Foto: Scanpix
Medier Af ,
"Drik med respekt - for The Orange Feeling" stod der på brystet af Carlsberg Danmarks sponsorchef, Peter Giacomello, da han sammen med to kolleger viste en flok journalister og bloggere rundt på festivalpladsen ved årets Roskilde Festival - på cykel.

Og det var ikke bare et Roskilde-stunt fra festivalens hovedsponsor, men de første synlige beviser på, at bryggeri-giganten nu tager hul på for alvor at aktivere sin "responsible drinking"-strategi.

 "Urmager-symbolet", som Tuborgs logo kaldes, var i samme anledning udstyret med et stort "R" for respekt, ligesom bar-flader, storskærme og festival-avisen Orange Press var prydet af Tuborgs nye ansvarligheds-tegn.

Det er alvorligt

Og på klistermærker blev gæsterne blandt andet opfordret til at drikke med respekt for...at Roskilde varer 9 dage, for den frække aftale i teltet, for toiletkøen, for ekstranummeret, og for en lækre fyr fra Camping Øst.

"Vi mener helt alvorligt, at vi som Danmarks største bryggeri og markedsleder inden for øl-kategorien har et ansvar for at arbejde for udviklingen af en ansvarlig alkoholkultur. Men i stedet for at løfte pegefingre vil vi hellere tale om respekt. For os selv, for de mennesker, vi holder af, og for de situationer, vi er i, siger Peter Giacomello.

Fortsætter til Grøn Koncert

Roskilde Festival var første gang, danskerne kunne stifte bekendtskab med den nye ansvarlighedskommunikation fra Tuborg, men "Drik med respekt"-konceptet fortsætter fremadrettet i flere andre sammenhænge - og lige om lidt er det Grøn Koncert-gæsterne, der skal tænke sig om.

 "Sol, sommer, Grøn Koncert og alkohol hænger jo sammen for en stor del af publikummet på sommerens koncerter, og derfor opfordrer vi også til, at alle drikker med respekt på Grøn Koncert," siger Peter Giacomello.

Til Grøn Koncert har Tuborg således blandt andet fået designet armbånd med teksten "Drik med respekt", som udleveres til personer over 18 år ved indgangen til koncerterne. På den måde lettes betjeningen ved barerne, og samtidig er det en klar opfordring til at tage ansvar for sig selv og den situation, man befinder sig i. For omgivelserne, for dagen og musikken.

Det er fleksibelt

Armbåndene skal således også minde om, at livet er "lidt grønnere", når man ikke er nødt til at fortryde det dagen efter.

"Men konceptet er "occasion-bestemt", som vi kalder det. Så det er fleksibelt og kan bredes ud til alle mulige sammenhænge, som fx studiemiljøer, hvor vi kan opfordre til at drikke med respekt for eksamen eller for lektierne. Eller omkring Jul, hvor det kan handle om respekt for den gode julefrokost og for dagen efter," siger Peter Giacomello, som videre fortæller, at Tuborg også kommer til at aktivere den nye strategi på emballager og forpakninger.

Men er det i bund og grund ikke lidt små-hyklerisk: I skal jo helst sælge så mange øl som muligt?

"Nej, det synes vi faktisk ikke, det er. Vi mener helt alvorligt, at vi som landets største bryggeri har et ansvar for at arbejde for en fornuftig alkoholkultur. Vi vil hellere sælge færre øl til de få, der drikker meget, og i stedet sælge flere til de mange, der drikker med ansvarlighed. Så i vores øjne er der ikke nogen modsætning i at være en stor kommerciel aktør - og samtidig udvise ansvarlighed."

  

Andre læser dette lige nu


Seneste medie nyheder