24timer lukker i næste uge
Snart er kun Metroxpress den eneste danske gratisavis.
Foto: Scanpix
Gratisavisen lukker 24timer. Det bekræfter adm. direktør Søren Riis på et pressemøde. Avisen udkommer sidste gang d. 22. marts.

Samtidig relanceres MetroXpress d. 2. april med nyt logo, ny farve, nyt website og ændringer i det redaktionelle indhold.

"Vi bliver de første i Danmark, der introducerer berliner-formatet," siger adm. direktør i MetroXpress Søren Riis om den nye avis, som i størrelse bliver lidt mindre end tabloidaviserne.

Det bliver i øvrigt nogle af hans sidste ord som adm. direktør. Søren Riis sagde op tidligere på året, og hans efterfølger bliver Thomas Raun.

Børsen kunne allerede tilbage i januar fortælle, at avisens nye ejer, den schweiziske gratisavisudgiver 20 Minuten, overvejede 24timers fremtid, og siden er rygterne svirret, men det er først i dag, at ledelsen bekræfter oplysningerne.

Ifølge Chefredaktør Jonas Rathje skal den nye profil især appellere til unge læsere mellem 15-39 som efter hans mening "i stigende grad bliver ladt i stikken og forlader de etablerede aviser".

"MetroXpress bliver de unges avis. Vi kommer til at være mere underholdende. F.eks. bliver manglen på ungdomsboliger en vigtigere historie end manglen på ældreboliger, og sådan vil det være hele vejen igennem," fortæller Jonas Rathje.

Det nye MetroXpress vil udkomme i et oplag på 350.000-400.000.

Savner du faglig inspiration i din indbakke? Modtag en mail fra chefredaktør Niels Lunde en gang om ugen og få et konstruktivt blik på ledelse og dansk erhvervsliv. Tilmeld dig til Niels Lundes nyhedsbrev i boksen herunder


Ledelse


Andre læser dette lige nu


Seneste medie nyheder