Aprilsnar Top-10
Foto: Zepto
Borsen.dk bringer her 10 af 1. aprils tophistorier. Nummer et på listen går til en historie, som kan narre selv den bedste.

En søvnig morgenvagt på borsen.dk nåede således at lægge denne historie på borsen.dks forside længe nok til, at 600 læsere nåede at blive forargede over nyheden:

1. Broklapper til Storebæltsbroen skal finansieres af bilisterne

Storebæltsbroen er blevet for lav. Ifølge Internationale søfartsregler skal der være en gennemsejlingshøjde på mindst 65 meter, og den højde kan broen ikke opfylde i fremtiden.
Det er den globale opvarmning og dermed den stigende vandstand i verdenshavene, der er skyld i den formindskede højde, oplyser DR Sjælland.

Derfor skal højbroen have monteret broklapper, og arbejdet går i gang til sommer. Dermed fremtidssikres Danmarks største bro mod den stigende vandstand.
Det bliver i øvrigt bilisterne, der i sidste ende kommer til at finansiere de nye broklapper. En tur over Storebælt kommer op på 300 kr. og stiger altså med næsten 100 kroner.

Det bedste, medier ved, er at narre andre medier. Både Mediawatch og Business.dk slugte denne historie råt:

2. Se & Hør ansætter læserredaktør for at blive stuerene

Se og Hør vil nu være et medie på linie med DR, Politiken og senest TV2 ved at ansætte en læserredaktør, hvis opgave er at tage læsernes og ofrenes parti. Det skriver journalisten.dk.

"Se og Hør sætter høje journalistiske mål, og vi har nogle af de mest velresearchede artikler. Det vil vi gerne understrege og dokumentere for vores læsere, så vi kan få mere respekt over for hinanden og aflive nogle myter,« siger chefredaktør Henrik Qvortrup til journalisten.dk.

3. Heidi røg ud af X-factor ved en sms-fejl

Tredjepladsen på borsen.dks aprilsnar top-10 går til en historie, som medførte en sådan storm fra offentligheden, at TDC så sig nødsaget til at udsende et dementi i en pressemeddelelse:

Politiken og Ekstra Bladet afslører i dag, at Heidi blev snydt for 350.000 sms-stemmer pga. en fejl fra TDC's side. En anonym operatør fra telegiganten fortæller, at systemet pga. en overbelastning ved en fejl tildelte Laura smser, som retmæssigt tilfaldt Heidi.
Afsløringen har oprørt Thomas Blachmann i en sådan grad, at den kontroversielle dommer kræver, at finalen skal gå om, hvilket Danmarks Radio afviser.

"Vinderen skal være den rigtige. Det kræver musikken af os. Alt andet vil være at tage pis på selve fænomenet talent. Så kunne vi jo lige så godt have trukket lod," siger Thomas Blachmann til Politiken.dk.

4. Den lille Havfrue flytter til Ørestaden

KLP Ejendomme oplyser i en pressemeddelelse, at Den lille Havfrue skal flyttes til Ørestaden som et led i den nye byplanlægning:

"Flytningen kommer som et naturligt led i at Københavns mest attraktive erhvervs- og forretningsområder nu for alvor har flyttet sig fra den indre by til Ørestad. Med Kastrup Lufthavn og Metroen som naboer er Ørestad blevet et meget velanset område for danske og svenske virksomheder," lyder det i pressemeddelelsen.

5. Ryanair indfører betalingstoiletter på flyrejsen

Ryanair meddeler i en pressemeddelelse, at flyselskabet som det første i Europa indfører en afgift på toiletbesøg under flyveturen.

Afgiften er på 2 euro som startbeløb, og tiden kan forlænges gennem yderligere møntindkast. Wilhelm Hamilton, nordeuropachef for Ryanair, udtaler om konceptet:

"Vi tror, at det bliver skidegodt!"

6. Kristian Thulesen Dahl på besøg hos paven

I forbindelse med Team Rynkeby-cykelturen fra Ringe til Paris, smutter Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl videre til Vatikanet, hvor han blandt andet skal mødes med Pave Benedikt XVI.

Den optimistiske gruppeformand tilføjer, at han allerede nu er i gang med at varme op til den lange cykeltur:

"Foreløbig nøjes jeg med tre ugentlige cykelture, men det giver nu også ganske godt. Jeg er overbevist om, at jeg på sommerens tur hurtigt kommer til at trække i den gule førertrøje. Og jeg glæder mig til at føre en række frugtbare samtaler med Paven, som efter sigende også skulle være passioneret cyklist," siger Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.

7. Berlingske-ansatte må undvære toiletter

De hårdt prøvede ansatte hos Berlingske Tidende flytter til sommer omsider hjem til Pilestræde efter i en længere periode at have været naboer til rockerborgen på Titangade.

Men glæden er kortvarig, for koncernchef Lisbeth Knudsen kunne ifølge Mediawatch i dag meddele, at der ved en fejl ikke er blevet installeret et eneste toilet i nyrenoverede Pilestræde. Medarbejderne henvises derfor til toiletterne på Amagertorv, mens ledelsen får stillet tørklossetter til rådighed.

8. Gækkebreve ny brandingtrend

Ifølge et nyhedsbrev fra Frontal.dk er gækkebreve den nye brandingtrend:

"Danske gækkebreve er højt værdsat i udlandet. Med dette koncept får vi en døråbner på det nordiske marked over for IT-virksomheder, der er vores primære kunder. Desuden undersøger vi mulighederne for at indgå aftale med en leverandør af håndklippede gækkebreve i Japan, der har en lang tradition for den type papirhåndværk. Klippene kan nemlig fint kombineres med nordiske versefødder," siger kommunikationsekspert Per Henriksen fra kommunikationsbureauet Frontal på Frederiksberg i en pressemeddelelse.

9. Zepto første computer på månen

Fra i aften vil det fra Danmark og resten af Europa med det blotte øje være muligt at se bogstaverne Z E P T O skrevet med rødt laserlys på månens overflade.

Intel har tilbudt Zepto at blive de første producent af bærbare computere, der får skrevet sit navn på månen. Zepto accepterede og har denne kommentar til aftalen:

"Man fristes jo til at sige – et lille skridt for Zepto, et stort skridt for menneskeheden. Vi er ovenud stolte over at blive midtpunktet i denne begivenhed, som vil blive et kolossalt springbræt for os til at blive et kendt brand over hele verden," siger Lasse Frost, CEO for Zepto A/S i en pressemeddelelse.

10. Stylist skal vejlede i valg af cykelhjelm

Flere og flere bruger cykelhjelm. Hjelme med striber, blomster, flammer og pangfarver er blevet en del af gadebilledet. Men der er stadig folk tilbage, der synes, de ser fjollet ud med en cykelhjelm på hovedet.

Rådet for Større Færdselssikkerhed vil i samarbejde med TrygFonden og Dansk Cyklistforbund sætte fokus på cyklisternes forfængelighed ved at tage rundt i landet med en stylist, som kan vejlede kunderne, så de får den hjelm, der passer til lige præcis deres personlige stil.


NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Seneste medie nyheder