ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Markedet lukker: ISS, Vestas og Genmab sender C25 nær rekord

Arkivfoto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Markante stigninger i et bredt udsnit af danske aktier, og især ISS, Vestas og Genmab, prydede igen torsdag aktiehandlernes skærme efter tirsdagens valg i USA.

Selv om der er endnu ikke er kommet et endeligt resultat af præsidentvalget, har valgresultatet og udsigten til en fortsat delt Kongres med flertal til Demokraterne i Repræsentanternes Hus og udsigt til et fortsat flertal til Republikanerne i Senatet skabt lettelse.

– Jeg tror, at der er mange, der har holdt investeringerne tilbage op til præsidentvalget. Der er mange, der har taget lidt risiko ud op til valget, og nu er den risiko overstået, og så er folk gået ind i markedet igen. Vi har stadigvæk lave renter, og der stadig ikke noget alternativ til aktier, siger aktiechef i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.

C25-indekset sluttede 2,4 pct. højere i 1593,26. Det er den tiende største stigning i indeksets historie og bare 0,3 pct. fra rekorden på 1598,28 fra den 14. oktober. Onsdag noterede C25 sin femtestørste stigning på 2,7 pct.

GENMAB ER HØJDESPRINGER

Genmab var blandt højdespringerne med en gevinst på 6,2 pct. til 2492 kr. efter sit regnskab onsdag aften, der viste mere end en fordobling af driftsindtjeningen, samtidig med at også omsætning og bundlinjen landede bedre end ventet.

Flere finanshuse har efterfølgende hævet deres kursmål for aktien.

Derudover har sundhedsaktierne generelt fået et stort løft oven på valget. Meget tyder på, at Republikanerne fortsat kommer til at sidde på flertallet i det amerikanske Senat, og dermed måske kan stå i vejen for store reformer på sundhedsområdet i USA, hvor medicinalselskaberne under de nuværende regler henter en stor del af deres indtjening.

Endelig står pipeline-nyhederne fra Genmab i kø, og der ventes ifølge Mads Zink spændt på nye data fra et af de tidligere udviklingsprojekter mandag i næste uge.

RIFT OM ISS OG VESTAS

Torsdagens vindere talte også ISS og Vestas, der steg henholdsvis 7,1 pct. og 7,2 pct. til 97,50 kr. og 1152,50 kr.

Onsdag faldt vindmølleaktien 3,5 pct., da Vestas' regnskab for tredje kvartal skuffede på driftsmarginal og ordreindgang, mens omsætningen var noget bedre end ventet.

Torsdag giver udsigten til en potentiel Biden-sejr dog Vestas-aktien medvind. Joe Biden har nemlig talt varmt om vedvarende energi i modsætning til den nuværende præsident, Donald Trump.

I forhold til ISS så har onsdagens regnskab medvirket til at skabe ro.

– Den steg ikke så meget i går, men jeg tror, at markedet er blevet ganske overbevist om, at de ikke har behov for en kapitaludvidelse. Det er det, den ligger og stiger på, vurderer Mads Zink.

ISS fik desuden løftet både anbefaling og kursmål hos SEB, der nu anbefaler “køb” af aktien.

GODE TAKTER I MATAS, ALK, SCHOUW OG CHEMOMETEC

Blandt sidepapirerne sluttede Matas 2,6 pct. højere i 79,10 kr. efter en opjustering i regnskabet for andet kvartal af 2020/21.

Også ALK-Abello har justeret i sine forventninger og regner nu med at realisere en bedre indtjening end tidligere estimeret. Det sendte ALK-aktien op med 4,1 pct. til 2304 kr.

Schouw, der også opjusterede, steg 3,7 pct. til 616 kr. Derudover gjorde Chemometec status for første kvartal, der viste en pæn fremgang i både omsætning og driftsindtjening, mens forventningerne blev fastholdt. Investorerne belønnede aktien med en stigning på 8,5 pct. til 427,50 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu