ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåbning i USA: Grøn start efter Biden-dekreter

Joe Biden er præsident i USA og mener, at receptmedicin er for dyrt.Arkivfoto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix
Joe Biden er præsident i USA og mener, at receptmedicin er for dyrt.Arkivfoto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Det amerikanske aktiemarked er åbnet med plusser i de tre ledende indeks, på en dag hvor der har været god stemning i Europa, mens Danmark dykker på nyheder fra netop USA.

Her har præsident Joe Biden trukket overskrifter med offentliggørelsen af et nyt dekret, som er målrettet stærkere konkurrence på tværs af flere industrier.

Ved markedsåbningen stiger S&P 500-indekset 0,4 pct., det teknologitunge indeks Nasdaq stiger 0,1 pct., og Dow Jones øger med 0,6 pct.

Det sker efter en torsdag med fald på tværs af de tre ledende indeks, hvor særligt de cykliske aktier stod for skud. Fornyet coronafrygt og bekymringen for udbredelsen af Delta-varianten var med til at presse markedet ned torsdag.

BIDEN UNDERSKRIVER KONKURRENCE-DEKRET

I fredagens handel er den store joker dekretet fra USA's præsident, Joe Biden, som han efter planen sætte flere ord på fredag aften klokken 19.30 dansk tid.

I dekretet kritiserer Joe Biden blandt andet priserne på receptpligtig medicin, der ifølge præsidenten er mere end 2,5 gange så høje som i andre lande.

Han kritiserer samtidig, at lægemiddelproducenter gør brug af betalingsaftaler, hvor konkurrenter mod betaling undlader at træde ind på et marked.

På det danske marked sendes Novo Nordisk-aktien ned på nyheden, og i USA falder konkurrenten Eli Lily 0,1 pct. til 237 pct. fra start fredag. Biogen falder 0,8 pct. til 366 dollar.

Omvendt stiger Merck 0,6 pct. til 78,60 dollar, og Johnson & Johnson stiger 0,7 pct. til 170,19 dollar.

TRANSPORTAKTIER OG TEKNOLOGI KAN PÅVIRKES

Joe Biden lægger ifølge Bloomberg News også op til, at luftfartsindustrien skal blive hurtigere at refundere penge til passagerer, ligesom han også langer ud efter priserne på fragt af varer.

Som en del af dekretet lægger Joe Biden op til, at USA's søfartsmyndighed, FMC, skal tage skridt for at beskytte amerikanske eksportører mod containerrederiernes stigende fragtpriser.

American Airlines stiger dog 1,9 pct. til 20,74 dollar, hvilket kan hænge sammen med, at investorernes bekymring over udbredelsen af Delta-varianten igen er dæmpet. Det øger alt andet lige appetitten på rejseaktier.

Rederiet ZIM, der for nyligt er noteret i USA, stiger 0,3 pct. til 39,20 dollar. Det står i kontrast til de europæiske konkurrenter, heriblandt danske A.P. Møller-Mærsk, hvis aktie har tilbragt fredagen i minus.

Joe Biden ventes også at tage fat på teknologigiganternes brug af forbrugerdata, ligesom opkøb og fusioner skal granskes i højere grad for at undgå for dominerende spillere, skriver Bloomberg News.

Blandt nogle af de store teknologiselskaber reagerer aktierne med en stigning på 0,6 pct. til Facebook, og Alphabet, som ejer Google, stiger beskedent med 0,1 pct.

PFIZER TYGGER PÅ TREDJE STIK

Pfizer planlægger inden for en måned at søge om godkendelse i USA til et tredje stik med selskabets vaccine mod covid-19, siger forskningschef Mikael Dolsten til Reuters.

Samtidig vil selskabet videreudvikle vaccine målrettet mod Delta-varianten, der beskrives som værende mere smitsom.

Pfizer stiger 1,7 pct. til 39,92 dollar.

MULIG NY MEME-AKTIE

I en helt anden kategori tiltrækker Carver Bancorp sig opmærksomhed med en massiv stigning på 78,5 pct. til 39,08 dollar fra start.

Det skyldes ifølge Bloomberg News, at selskabet på Reddit er udpeget som en mulig ny "meme-aktie", der kan blive udsat for et såkaldt short-squeeze på linje med det, som Gamestop og AMC har været udsat for.

Det går ud på, at investorer lægger et tungt købspres på aktien, således at den stiger, mens investorer, der har satset på kursfald, tvinges til at lukke positionerne og dermed presse aktien yderligere op.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu