Manden der bliver kaldt hvidvaskjæger er under beskydning: "De er håndlangere i en større Putin-organiseret propagandakampagne"

382714_16_9_large_951.jpg
Longread
Eksklusivt for kunder
09. jun 2019 KL.10:12

null

Et dødsfald i et russisk fængsel, et omdiskuteret møde med den amerikanske præsidents søn, en politiransagning, beskyldninger om at udbrede russisk propaganda, dødstrusler og optræden i Panama Papers. Det lyder som opskriften på en – om end meget kompleks – Hollywood-film, men det er i meget grove træk alle sammen hændelser, der spiller ind i sagen om forretningsmanden Bill Browder, der har været en central aktør i sagen om hvidvask for milliarder gennem Danske Banks estiske filial og flere andre sager. Børsen har kulegravet sagen om den amerikanske forretningsmand, hvis motiver og forklaringer, der bliver sået tvivl om

Forretningsmanden Bill Browder, som har anmeldt flere storbanker for hvidvask – herunder Danske Bank – er kommet i modvind. Flere påpeger, at der er huller i fortællingen om den russiske advokat og revisor, Sergei Magnitskij, som døde i russisk fængsel i 2009 – en sag som Browder har fået skabt lovgivning verden over på baggrund af.

Børsen har kulegravet sagen, hvis elementer sagtens kunne indgå i en Hollywood-film, og forsøger her at redegøre for argumenterne i de syv mest centrale stridspunkter. Og ligesom Hollywood-filmen ville være en kompleks størrelse, er sagen det mildest talt også.

Børsen møder Bill Browder, stifter af kapitalfonden Hermitage Capital Management, i London. Han sidder sammen med to andre mænd fra kapitalfonden rundt om et bord, der flyder med retsdokumenter og udprintede slideshows. De er frustrerede. Flere gange hæver de stemmen og slår i bordet.

Bill Browder er en markant skikkelse, når det gælder forholdet mellem Rusland og Vesten. Han har vidnet i den amerikanske kongres om russisk indblanding i det amerikanske valg, og han var personlig ven af den tidligere præsidentkandidat John McCain, som døde sidste år, og som var kendt for sin hårde linje over for Rusland. Han har udråbt sig selv til at være Putins største fjende, og den russiske præsident har kæmpet for at få ham udleveret til Rusland.

I Danmark blev han kendt som hvidvaskjægeren i kølvandet på Danske Banks hvidvaskskandale, fordi han har jagtet penge fra et stort svindelnummer, som omfatter 230 mio. dollar. Han mener, at svindelnummeret kostede hans advokat Sergei Magnitskij livet, fordi han, ifølge Browder, afslørede svindelen. Ifølge Browder blev en stor del af svindelpengene hvidvasket gennem store nordiske banker, heriblandt Danske Banks estiske filial, og han har derfor indgivet flere anmeldelser til myndighederne i bl.a. Danmark, Sverige, Finland og Estland.



Medier har fortalt hans historie, mens politikere i flere lande har fulgt hans ønske og fået indført den såkaldte Magnitskij-lov, som i starten var en sanktionsliste over folk, der havde forbindelse til Magnitskijs død og det angivelige svindelnummer, men som har udviklet sig til en generel sanktionsliste for folk, der bryder menneskerettigheder verden over.

Loven blev underskrevet i USA i 2012, og var benzin på bålet i det anspændte forhold mellem Rusland og Vesten, fordi den betød, at udvalgte russere blev nægtet indrejse i USA, ligesom deres midler blev indefrosset. Det fik endda den russiske regering til at sige, at USA ved underskrivelsen af loven ville starte en ny kold krig.

Loven er nu blevet indført i lande som Storbritannien samt de baltiske lande, ligesom EU også er på vej med en udgave af loven. Bill Browder har også været i Danmark for at prøve at få danske politikere til at indføre en udgave af Magnitskij-loven. Browder er altså central i et storpolitisk spil mellem Rusland og Vesten – et spil, som Danske Bank ufrivilligt blev en brik i, da afsløringerne om den estiske filial væltede frem i løbet af 2017 og 2018.

Men kan man stole på Bill Browders fortælling, som har været en medvirkende årsag til, at forholdet mellem Rusland og Vesten i dag er konfliktfyldt? Nej, mener kritikere.

Når Browders folk slår i bordet, skyldes det, at Børsen har forelagt ham en række kritikpunkter vedrørende hans forklaring om den russiske advokat og revisor Sergei Magnitskij, der døde i et russisk fængsel i 2009.

Det drejer sig bl.a. om, hvordan Sergei Magnitskij døde, hvem der stod bag det påståede svindelnummer, hvem Magnitskij i virkeligheden var, og hvordan hans relation til Browder var. 

Derudover handler det også om selskaber i skattely og en russisk advokat med forbindelse til et møde i Trump Tower i 2016.

Men for at forstå sagen skal vi først ti år tilbage i tiden. Helt nøjagtigt tilbage til november 2009 i et fængsel i Moskva. Her dør russiske Sergei Magnitskij i sin celle efter at have været fængslet i et år.

Før han blev anholdt, fungerede Sergei Magnitskij som advokat for Bill Browders kapitalfond Hermitage Capital Management, som op igennem 1990’erne og 2000’erne udviklede sig til den største udenlandske kapitalfond i Rusland med flere mia. dollar under forvaltning. Magnitskij arbejdede for Hermitage Capitals faste advokatpartner Firestone Duncan med Jamison Firestone i spidsen.

Kontorerne hos både Hermitage og Firestone Duncan blev i 2007 ransaget af russisk politi, hvor bl.a. selskabsdokumenter og selskabsstempler blev beslaglagt. Begrundelsen for ransagningerne var, ifølge russiske myndigheder, at Browder og Hermitage var under efterforskning i en sag om skattesvindel. Sergei Magnitskij blev af Browder sat til at undersøge sagen og opdagede, ifølge Browder, at flere af Hermitages selskaber var blevet stjålet af de russiske politibetjente, der stod bag ransagningen, og at de efterfølgende var blevet brugt i et stort svindelnummer om tilbagebetaling af skat for 230 mio. dollar.


Ifølge Browder foregik svindelen ved, at de russiske politifolk, som ransagede kontorerne, brugte de beslaglagte selskabsdokumenter og -stempler til at registrere nye ejere af selskaberne. De nye ejere, som ifølge Browder var stråmænd for korrupte russiske embedsfolk, brugte angiveligt ejerskabet til at kræve 230 mio. dollar tilbage, som var en del af de penge, kapitalfonden Hermitages selskaber havde betalt i skat i Rusland. De 230 mio. dollar blev så, ifølge Browder, ført ud landet gennem flere store banker, heriblandt Danske Bank i Estland og Nordea.

Browder siger, at flere personer med tråde til den absolutte elite i Rusland har været involveret i det påståede svindelnummer såsom en af Vladimir Putins gode venner, Sergei Roldugin. En påstand som Vladimir Putin har benægtet.

Spørger man Browder, blev Sergei Magnitskij anholdt, fordi han afslørede det store svindelnummer, og Browder mener, at det også var derfor, han døde. Faktisk er han overbevist om, at Magnitskij blev dræbt i fængslet, fordi han afslørede svindelen.

Men i løbet af de sidste par år er der blevet sået tvivl om Browders historie af bl.a. journalister og en filminstruktør. Senest kom det til udtryk i en række artikler i erhvervsmediet Finans for et par måneder siden.

Tvivlen er primært opstået på baggrund af en dokumentarfilm ved navn “The Magnitsky Act – Behind the scenes”, som blev lavet af den russiske filminstruktør Andrei Nekrasov i 2016. Han har tidligere lavet film, der er Putin-kritiske – heriblandt en film om russeren Alexander Litvinenko, som blev forgiftet i London i 2006.

I filmen, som Browder ved flere lejligheder har stoppet visningen af, forsøger Nekrasov at bevise flere huller i Browders forklaring. Bl.a. at Sergei Magnitskij ikke blev banket til døde i fængslet, at Browder eller nogen fra hans organisation selv stod bag registreringen af nye ejere til de selskaber, som Browder mener blev stjålet, og at Sergei Magnitskij ikke var en whistleblower, men var mistænkt i en sag om skattesvindel i forvejen, og at det var derfor, han blev fængslet.

Beskyldningerne får opbakning fra den erfarne amerikanske journalist Lucy Komisar, som har skrevet om sagen og fulgt Browder i omkring 20 år. Hun beskylder bl.a. Bill Browder for at have været involveret i skattesvindel i sin tid som investor i Rusland og kritiserer bl.a., at han har haft selskaber i skattely, ligesom hun sætter spørgsmålstegn ved hele hans forklaring om Sergei Magnitskij.

Browder mener derimod, at beskyldningerne fra Lucy Komisar og Andrei Nekrasov er russisk propaganda og et forsøg på at tilsværte ham og hans sag.

Og det er ikke første gang, at kritikken blusser op. Derfor er stemningen trykket, mens Browder og hans folk i mere end fire timer gennemgår de mange hundrede sider med dokumentation, som de mener modbeviser Andrei Nekrasov og Lucy Komisars beskyldninger. De fastholder, at de er udsat for en smædekampagne iscenesat af Rusland – ja, faktisk af selveste Vladimir Putin.

“Lige siden mordet på Sergei Magnitskij og igangsættelsen af min kampagne for at få retfærdighed, som førte til indførelse af Magnitskij-loven, har Vladimir Putin og resten af de højtstående embedsmænd i den russiske regering været på en mission for at forsøge at miskreditere mig og få fjernet Magnitskij-loven,” siger han og fortsætter:

“De har truet mig personligt med vold og død, de har sagsøgt mig, de har forsøgt at få mig arresteret, og de har også organiseret en stor propagandakampagne i Rusland og uden for Rusland. Og Nekrasov og Komisar er blot håndlangere i en større Putin-organiseret propagandakampagne.”

Og det er ligeså hårde ord, der flyder den anden vej, da Lucy Komisar og Andrei Nekrasov bliver konfronteret med Bill Browders beskyldninger:

“Han er en løgner, og han er en skurk,” siger Lucy Komisar, mens Andrei Nekrasov heller ikke lægger fingre imellem:

“Jeg er en meget sjælden art. En indfødt russer helt uafhængig af den russiske regering, med intellektuel indsigt i både russiske og vestlige anliggender. Derfor er jeg en fare for Browder, mere end Putin, og han fornærmer mig, fordi han er bange for mig.”

Linjerne er altså trukket hårdt op. Men hvad er op og ned?



Dyk ned i de 7 mest centrale stridspunkter

1. Hvordan døde Sergei Magnitskij?


Ét af de største stridspunkter er, hvorvidt Sergei Magnitskij blev slået ihjel eller ej.
Der er ingen, der er i tvivl om, at den russiske advokat og revisor Sergei Magnitskij døde i russisk fængsel i 2009 som 37-årig efter at have været fængslet i et år.

Men her stopper enigheden også mellem parterne. Browder siger, at otte vagter bankede Sergei Magnitskij til døde med gummiknipler, mens han var lænket til sin seng med håndjern. Det skulle ifølge Browder være sket, fordi han ellers ville kunne fortælle omverdenen om de korrupte russere, der havde været med til at svindle staten for 230 mio. dollar.

Nekrasov mener ikke, at Magnitskij blev banket til døde, men at han døde af sygdom.
Uenigheden skyldes, at der er udgivet flere forskellige rapporter om dødsfaldet, der internationalt skabte røre mellem Rusland og Vesten.

I 2011, to år efter Sergei Magnitskijs død, blev der udgivet en rapport af menneskerettighedsgruppen Human Rights Council under den daværende præsident Dmitrij Medvedev. Rapporten pegede på flere kritisable ting – bl.a. at Sergei Magnitskij blev behandlet dårligt i fængslet, og at han var blevet slået med gummiknipler.

Rapporten udelukker, ifølge flere medier, som berettede om rapporten på det tidspunkt, heller ikke, at Sergei Magnitskij blev banket til døde.

I Nekrasovs film sår filminstruktøren tvivl om, hvorvidt rapporten er troværdig. Han påpeger bl.a. i filmen, at han mener, at de menneskerettighedsforkæmpere, der har lavet rapporten fra 2011, har samarbejdet med Bill Browder, og at rapporten dermed ikke er uafhængig.

Han baserer bl.a. sin kritik på et tv-klip fra et pressemøde med Human Rights Council i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten. Her ser man én af personerne fra organisationen, som fremviser nogle papirer. Papirer der ligner de slideshows, som Browder og hans folk rejser rundt og viser medier og politikere verden over, og som Browder også fremlægger under besøget i London.

Kirill Kabanov, som sad i Human Rights Council, har desuden sagt i en retssag under ed, at rapporten kun var foreløbig, og at materialet, der lå til grund for rapporten, bl.a. kom fra Bill Browder. Dette bestrider Browder dog, da han siger, at Kabanov ikke arbejdede med delen af rapporten, der havde noget med menneskerettigheder at gøre. Han understreger, at de andre medlemmer af Human Rights Council står ved rapportens konklusion.



I filmen laver Nekrasov derfor et interview med Sergei Magnitskijs mor, som siger, at hun mener, det var lægers uagtsomhed, der forårsagede døden. Hun har dog senere, i samarbejde med Bill Browder, taget afstand fra filmen. Bill Browder har, ifølge Nekrasov, desuden fået bremset flere visninger af filmen ved at true med sagsanlæg. Andrei Nekrasov har sagt, bl.a. til Washington Post, at han ikke mener, at Sergei Magnitskij blev dræbt, men at han blev behandlet dårligt i fængslet, og at det var årsagen til, at den russiske revisor og advokat døde.

Bill Browder mener derimod, at Andrei Nekrasov manipulerer med dokumenter og ignorerer fakta. Han henviser til bl.a. Sergei Magnitskijs dødsattest, hvor der under dødsårsag står anført mulige skader på Sergei Magnitskijs kranie – dog efterfølgende markeret med et spørgsmålstegn.

“Nekrasov manipulerer med beviserne med vilje,” siger Bill Browder.

Browder henviser også til billeder af Sergei Magnitskijs ben og hænder, som blev taget efter hans død, hvor der er flere skader. Derudover viser han dokumenter fra fængslet, hvor der bliver givet tilladelse til at lægge Magnitskij i håndjern, ligesom der står, at der blev brugt gummiknipler.

I en retsmedicinsk rapport fra 2011, fremgår det i den engelske udgave, som Browder har fået oversat, at skaderne på hænderne og benene er sket ved kontakt med en stump genstand, muligvis en gummiknippel, men at de ikke kan være dødsårsagen. Ifølge rapporten døde Sergei Magnitskij på grund af en hjertefejl, og der står også, at Sergei Magnitskij ikke modtog ordentlig lægehjælp. Både Lucy Komisar og Andrei Nekrasov påpeger dog, at flere af de oversættelser, som Browder har fået lavet, er mangelfulde.

2. Hvem stod bag omregistreringen af selskaberne – og hvad var formålet?

Bill Browder har fortalt historien om, hvordan flere selskaber, som Hermitage administrerede, blev stjålet, efter politifolk ransagede kontorerne hos Hermitage Capital Management og kapitalfondens advokatpartner, Firestone Duncan, tilbage i 2007.

Ifølge Browder beslaglagde politifolkene selskabsdokumenter og selskabsstempler, som de senere brugte til at registrere nye ejere af selskaberne.

Med ejerskabet skulle de nye personer bag selskaberne have krævet 230 mio. dollar tilbage i skat fra den russiske stat, og de penge blev så ført ud af landet gennem forskellige banker bl.a. Danske Bank i Estland.

Det en central pointe for Browder, at det var nødvendigt med originale selskabsdokumenter og stempler for at omregistrere selskaber, og det er en vigtig brik i Browders fortælling, da det var omregistreringen, der var nødvendig for at kunne udføre det store svindelnummer.

Men dette betvivler Andrei Nekrasov i sin film. Han siger, at man i Rusland ikke behøver at være i besiddelse af originale selskabsdokumenter og selskabsstempler for at omregistrere et selskab.

Han henviser også til et købs- og salgsdokument, hvor direktørerne for Browders selskaber har givet fuldmagt til, at en mand ved navn Oktai Gasanov kan sælge selskaberne videre. Fuldmagten ser ud til at være blevet givet fra selskabernes direktører – altså folk fra Browders organisation.

Nekrasovs pointe er, at Browder og folk fra hans organisation stod bag videresalget af selskaberne for selv at få fingrene i de 230 mio. dollar, der senere blev udbetalt fra den russiske stat.

I filmen påpeger Andrei Nekrasov også, at selv hvis det var nødvendigt med originale selskabsdokumenter og selskabsstempler for at omregistrere selskaber, så kunne man blot forfalske dem, hvis man ville.

Browder fastholder, at lovgivningen i Rusland i 2007 var sådan, at man skulle bruge originale selskabsdokumenter og selskabsstempler for at registrere nye ejere, modsat hvad Nekrasov siger.

Han henviser til en russisk lov, hvori der står, at når et selskab skal registreres, skal det certificeres med en underskrift fra en autoriseret person. Om personen er autoriseret til at skrive under skal herefter tjekkes hos en notar – altså en, der validerer underskrifter.

Han henviser herefter til en anden russisk lov, hvor det står, at en notar skal have flere officielle dokumenter for at kunne verificere, om en person er autoriseret.

Men Nekrasov mener ikke, at loven om notarer kan bruges i dette tilfælde. Han mener, at en notar blot skal bruge ID, som eksempelvis et pas, for at bevise, at man er autoriseret.

Browder siger også, at den fuldmagt, der blev givet fra hans selskabers rigtige direktører til Oktai Gasanov er det pure opspind. Han har flere gange stemplet den som falsk. Ifølge retsdokumenter har det amerikanske justitsministerium tidligere undersøgt ægtheden af underskriften og ligesom Browder fastslået, at den var forfalsket.

Det skete i den såkaldte Prevezon-sag, som omhandler selskabet Prevezon, som angiveligt skulle have været modtager af nogle af pengene fra det påståede skattetyveri på 230 mio. dollar og hvidvasket dem via ejendomshandel. I sagen forsøgte Prevezon forgæves at bevise, at selskabernes direktører bevidst havde solgt dem videre – ligesom Nekrasov påpeger i filmen.

I Prevezon-sagen var fuldmagten på dagsordenen, da selskabet hævdede, at direktørerne for de virksomheder, der ifølge Browder var blevet stjålet, bevidst havde solgt dem videre – ligesom Nekrasov påpeger i filmen. Altså at der var givet fuldmagt til Oktai Gasanov, så han kunne sælge selskaberne videre.

Prevezon-sagen endte med et forlig mellem parterne.



Filminstruktøren Andrei Nekrasov påpeger, at den amerikanske regering var part i Prevezon-sagen, og at undersøgelsen af fuldmagten dermed ikke var uafhængig.

Han mener desuden, at det er underligt, at Browder ikke selv har meldt noget ud om Gasanov.

“Spørgsmålet er, hvorfor nævner Browder ikke fuldmagten, hvis den er falsk? Hvorfor nævner han ikke salget af selskaberne?,” siger Nekrasov og henviser til, at Browder ikke har nævnt Oktai Gasanov og fuldmagten i den historie han har fortalt rundt omkring i verden.

På den ene side har vi altså Browder, der siger, at korrupte russiske embedsfolk stjal originale selskabsdokumenter og selskabsstempler, så de kunne omregistrere selskaber og på den måde få fingrene i 230 mio. dollar, der var betalt for meget i skat.

På den anden side har vi Andrei Nekrasov, der siger, at det i Rusland ikke er nødvendigt med originale selskabsdokumenter, og at folk fra Browders organisation i øvrigt selv gav fuldmagt til at videresælge selskaberne.

3. Hvorfor var Bill Browder og Sergei Magnitskij i myndighedernes søgelys?

Den officielle forklaring går altså på, at Sergei Magnitskij døde som følge af sygdom, mens det er svært at afgøre, hvem der omregistrerede de tre selskaber og hvorfor. Men hvis vi træder et skridt tilbage, kan man spørge hvorfor russerne ransagede kontorerne hos Hermitage og Firestone Duncan til at starte med i 2007? Og hvorfor blev Magnitskij egentlig anholdt?

Også her, er der uenighed mellem parterne.

I Andrei Nekrasovs film siger instruktøren, at grunden til, at Hermitage og Firestone Duncans kontorer blev ransaget i 2007, var, at de allerede var under mistanke i en anden skattesag vedrørende en af Hermitages klienter – et selskab ved navn Kameya.

Ifølge Nekrasov mente de russiske myndigheder, at Kameya havde betalt for lidt i skat. Men ifølge Browder passer det ikke, og han siger, at Kameya overholdte alle regler.

Desuden fremviser Browder flere dokumenter fra myndighederne, der angiveligt viser, at Kameya betalte de korrekte skatter. Det har dog ikke været muligt for Børsen at verificere ægtheden af disse dokumenter.

Browder anerkender dog, at han og Hermitage var i myndighedernes søgelys, men siger, at det var et forsøg på at tilsværte ham fra den russiske regerings side.

Browder og kapitalfonden Hermitage Capital Management var allerede i 2001 i myndighedernes søgelys, da de to selskaber Saturn Investments og Dalnaya Step blev beskyldt for uretmæssigt at have trukket udgifter fra i skat. Dette skulle være sket ved at udnytte en lov i regionen Kalmykia, hvor selskaberne var registrerede. Her var det nemlig muligt at få en skattefordel, hvis 50 pct. af medarbejderne i et selskab var handicappede.

Det er noget, som bl.a. den amerikanske journalist Lucy Komisar siden 2014 har beskrevet i historier om Bill Browder på sin hjemmeside. En af hendes kilder er Konstantin Ponomarev, som var med til at stifte Hermitages advokatpartner, Firestone Duncan.

Han har sagt til Lucy Komisar, at Browder bevidst forsøgte at slippe uden om skat ved at have selskaber i skattely, og at Sergei Magnitskij var ansat til at hjælpe med det.

Bill Browder afviser, at der var betalt for lidt i skat og siger, at Konstantin Ponomarev er en svindler, man ikke kan stole på. Ponomarev stoppede da også i Firestone Duncan allerede i 1996, før sagerne med Saturn Investments og Dalnaya Step startede, og før skatteunddragelsen, ifølge myndighederne, skulle være sket.

Ponomarev er i Rusland anklaget for svindel, bestikkelse og forfalskning af beviser. Lucy Komisar mener dog ikke, at det ødelægger hans troværdighed, da han ikke kun har givet inkriminerende oplysninger om Browder, men også om sig selv til hende. Konstantin Ponomarev er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra Børsen.

Kritikken i sagen om Saturn Investments og Dalnaya Step går på, at Browder og hans selskaber slet ikke havde ansatte, der var handicappede, og at de dermed opnåede skattefordelen uretmæssigt. Men Browder viser i London flere dokumenter frem, hvor det fremgår, at de har foretaget betalinger til ansatte, som var veteraner fra Sovjetunionens krig i Afghanistan. Heller ikke disse dokumenter har det dog været muligt for Børsen at verificere ægtheden af.

Browder benægter ikke, at de har fået skattefordelen og siger, at de blev rådgivet af bl.a. revisionsfirmaet Arthur Andersen til at ansætte handicappede.

I sagen om Saturn Investments og Dalnaya Step blev revisor og advokat Sergei Magnitskij afhørt i 2006, da han allerede dengang repræsenterede Hermitage via sit arbejde hos Firestone Duncan, og han blev senere anklaget for sin rolle i sagen.

Sagen om Dalnaya Step og Saturn Investments endte med, at Bill Browder blev idømt ni års fængsel for skattesvindel in absentia i 2013. I samme sag blev Sergei Magnitskij kendt skyldig posthumt, altså efter sin død, men han blev ikke dømt. Rusland har flere gange forsøgt at få Bill Browder udleveret, men Interpol har nægtet, da de offentligt har meldt ud, at de ser sagen som “overvejende politisk”.


Ifølge russerne var det på grund af skattesagen med de handicappede medarbejdere, at Magnitskij blev anholdt.

Lucy Komisar tror ikke på, at Browder reelt har haft handicappede medarbejdere ansat:

“Jeg tror ikke på, at bare fordi han lavede nogle papirer, så er alt i orden.”

4. Hvem anmeldte svindelnummeret, og var Magnitskij whistleblower?


Vi kan konkludere, at Magnitskij og Bill Browder allerede var i myndighedernes søgelys, før kontorerne hos Hermitage og Firestone Duncan blev ransaget i 2007. Men der er også en anden vigtig pointe i Browders fortælling. Han har nemlig rejst verden tynd med fortællingen om, at Sergei Magnitskij var whistleblower.

Han siger, at det var Magnitskij, som gik til myndighederne og fortalte, at han havde opdaget, at Hermitage var blevet udsat for et omfattende svindelnummer. Dette skulle han have gjort i oktober 2008 – altså mere end et år efter ransagningerne fandt sted.

Men dette sår Nekrasov også tvivl om i sin film. Han mener, at det ikke var den russiske stat, der blev anklaget for skattetyveriet men Hermitage selv. Det bygger han på en tidslinje på Hermitages gamle hjemmeside. Her fremgår det, at en kvinde ved navn Rimma Starova i april 2008 anmeldte Hermitage for tyveri af statsmidler – altså fem måneder før Magnitskij ifølge Browder gik til politiet med sin viden.

Men Browder siger, at anmeldelsen var falsk, og at formålet med anmeldelsen blot var at få flyttet efterforskningen til Kazan – en russisk by i regionen Tatarstan – fordi der her angiveligt sad en efterforsker, som var på de russiske kriminelles side. Browder siger, at selve svindelnummeret om de 230 mio. dollar slet ikke var blevet opdaget endnu på dette tidspunkt.

Altså mener Browder, at korrupte russere selv gik til myndighederne og anmeldte sagen for at få den flyttet til en retskreds, hvor de selv kunne bestemme udfaldet af en eventuel efterforskning.

Browder holder fast i, at det var Magnitskij, der opdagede skattetyveriet, og at han og Hermitage anmeldte det til myndighederne i 2008, inden Magnitskij blev indkaldt som vidne og forklarede sagen til politiet i oktober samme år.

Men også afhøringen af Sergei Magnitskij har Nekrasov sået tvivl om. Der findes nemlig flere afhøringsrapporter. En fra juni 2008 og en fra oktober 2008, hvor Sergei Magnitskij bliver afhørt. Browder har hævdet, at de to betjente, der stod for ransagningerne, stod bag skatte- og selskabstyveriet.

Men ifølge Nekrasovs film, så anklager Magnitskij ikke de to betjente for at stå bag skattetyveriet i sin afhøring.

Browder siger, at Sergei Magnitskij blev afhørt, fordi han repræsenterede Hermitage i en sag, der var blevet åbnet, da kapitalfonden havde indgivet anmeldelser efter, dens kontorer blev ransaget i 2007.

I filmen holder Nekrasov sig derimod til den officielle russiske forklaring om, at Magnitskij blev afhørt, fordi han og Browder var under efterforskning for skattesvindel.

Magnitskij nævner i den første afhøringsrapport de to betjente flere gange, men ikke i relation til det påståede skattetyveri. Han nævner derimod betjentene, der stod for ransagningen af kontorerne, som er central i begge fortællinger. Det skyldes, ifølge Browder, at skattetyveriet først blev opdaget senere.

I afhøringsrapporten fra oktober starter Magnitskij med at bekræfte vidneudsagnet fra juni. I modsætning til afhøringen i juni, så nævner Magnitskij i oktober også skattetyveriet på de 230 mio. dollar.

I en del af vidneudsagnet, som Børsen har fået oversat fra den originale russiske version, står der nemlig, at der er foretaget “ulovlig tilegnelse af statsejede pengemidler, som overstiger 5 mia. rubler (svarer nogenlunde til 230 mio. dollar i datidens kurs, red.), og som meget sandsynligt var blevet begået af den samme gruppe af personer, som brugte ulovlig omregistrering af Parfenion, Makhaon og Rilend (Hermitages tre angiveligt stjålne selskaber, red.).”

Nekrasov, manden bag dokumentarfilmen, holder fast i sin pointe om, at Magnitskij ikke direkte anklager de to betjente for at stå bag skattetyveriet.

“Browder har mange gange sagt til mig og hele verden, at Magnitskij 7. oktober i 2008 anklagede de to betjente fra ransagningen af kontorerne for svindel med skatterefusion (svindelnummeret med de 230 mio. dollar, red.). Da jeg læste det (vidneudsagnet, red.) anklagede han ikke betjentene for svindelen. Han nævner ikke engang deres navne,” siger Andrei Nekrasov.



5. Var Magnitskij overhovedet advokat?

I sin selvbiografiske bog “Red Notice” beskriver Bill Browder, at han kontaktede den bedste advokat, han kendte, da hans kontorer blev ransaget i 2007. Men flere, bl.a. journalisten Lucy Komisar og dokumentaristen Andrei Nekrasov, har sagt, at Sergei Magnitskij var revisor og ikke advokat, som Bill Browder påstår. Og at han havde arbejdet for Hermitages faste advokatpartner Firestone Duncan siden 1996.

Når Andrei Nekrasov og Lucy Komisar fremhæver det, så er det fordi, at det, ifølge dem, er endnu et bevis på, at Browder ikke fortæller sandheden.

Browder erkender da også, at Magnitskij ikke var uddannet advokat, og at han havde arbejdet for Firestone Duncan siden 1996. Han siger, at han mødte Sergei Magnitskij i 2002. Han siger, at grunden til, at han brugte Sergei Magnitskij som sin advokat, var, fordi han var den bedste.

Han påpeger også, at man i Rusland ikke behøver at have en juraeksamen for at være advokat i skattesager og fremviser flere eksempler på, at Sergei Magnitskij har optrådt i talrige retssager som advokat.

Browder fremhæver også en paragraf i lovgivningen, hvor det bliver slået fast, at man ikke behøver være uddannet advokat for at fungere som advokat i skattesager i Rusland.

“Han var den klogeste advokat, jeg nogensinde har mødt i Rusland. Da vi blev angrebet af den russiske regering og var ofre i et komplekst svindelnummer, var jeg sikker på, at han var den bedste person til at hjælpe os med at finde ud af, hvad der foregik,” svarer Browder på spørgsmålet om, hvorfor han brugte Sergei Magnitskij i en så omfattende sag og ikke en uddannet advokat.

6. Hvorfor havde Browder selskaber i skattely – og i Panama Papers?


Noget andet, som ikke relaterer sig direkte til sagen om Sergei Magnitskij og det store svindelnummer, handler om de såkaldte Panama Papers.

Den amerikanske journalist Lucy Komisar har ved flere lejligheder talt kritisk om Browder, fordi han i sin tid som investor har haft selskaber i skatte- og informationsly, selvom han, bl.a. i forbindelse med sagen om Danske Bank, har kritiseret investorer, der gjorde det samme – altså havde selskaber i skatte- og informationsly.

Bill Browder havde i sin tid som investor et stort netværk af selskaber, hvoraf to af dem var Berkeley Advisors og Starcliff. Begge selskaber var registreret på De Britiske Jomfruøer, og det firma, der havde stået for registreringen, var det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca.

Mossack Fonseca var det selskab, der spillede en hovedrolle i det store læk af oplysninger om selskaber i skatte- og informationsly fra 2016 – også kendt som Panama Papers.



Både Berkeley Advisors og Starcliff optræder i Panama Papers-databasen, som er oprettet af konsortiet for undersøgende journalister, ICIJ. Bill Browder siger da også, at han er ejer af selskaberne, men mener ikke, at dette er et problem, da al information om, at det er ham, der ejer selskaberne, står opført i offentlige registre.

Han siger desuden, at det ikke var ham, men den bank, som han brugte i New York, der valgte Mossack Fonseca som registreringsagent.

7. Blev Nekrasovs film finansieret af Rusland?

Det er som sagt ikke første gang, at Bill Browder er nødt til at forholde sig til kritiske spørgsmål om sin fortælling. Det er sket flere gange tidligere i kølvandet på den film, som Andrei Nekrasov lavede i 2016. Nu har vi gennemgået de mest centrale stridspunkter i selve sagen, men hvem er manden bag filmen – og dermed en stor del af kritikken – egentlig støttet af?

Bill Browder har flere gange beskyldt sine kritikere for at være købt og betalt af Rusland. Senest skete det, da erhvervsmediet Finans beskrev Nekrasovs film. Ifølge Finans konstaterede Browder efter en umiddelbar gennemlæsning af mediets spørgsmål, at en af journalisterne bag måtte være på den russiske lønningsliste, ligesom han kritiserede de to journalister på Twitter.

Også i EU-Parlamentet, hvor Bill Browder tidligere på året deltog i en høring, var han oppe i det røde felt, da et parlamentsmedlem spurgte ind til, hvorfor Browder ikke tog debatten med Andrei Nekrasov i stedet for bare at lukke ned for kritikken ved at stoppe visninger af filmen. Herefter beskyldte Browder parlamentsmedlemmet for at være i ledtog med den russiske sikkerhedstjeneste FSB.

“Tak for dit spørgsmål. Jeg vidste, der ville være en fra FSB, der havde fået et (spørgsmål red.) plantet herinde,” sagde Browder under høringen.

Og Andrei Nekrasov går heller ikke fri selv. Flere gange har Browder stemplet hans film som værende russisk propaganda.

“Nekrasov og Lucy Komisar er blot håndlangere i en større Putin-organiseret propagandakampagne,” siger Bill Browder.

Hvordan kan du være så sikker på det
?

“Fordi de gentager præcis de samme beskyldninger, og vi kan også bevise, at Andrei Nekrasov modtog finansiering fra Natalia Veselnitskaya, som er en kendt agent for den russiske regering, og deres spørgsmål (om hullerne i Browders forklaring, red.) fremgår igen og igen i de russiske statsmedier, og nu fremgår de igen i danske medier.”

Browder siger altså, at Andrei Nekrasovs film har modtaget finansiering af en kvinde ved navn Natalia Veselnitskaya. Hun er advokat og nok mest kendt for sin rolle i den verserende sag med den amerikanske præsident, Donald Trump, fordi hun mødtes med præsidentens søn, Donald Trump Jr. i Trump Tower i 2016.

Her skulle Veselnitskaya have tilbudt smuds på Donald Trumps modkandidat til præsidentembedet, Hillary Clinton. Til gengæld skulle Donald Trump arbejde for at afskaffe Magnitskij-loven i USA, hvis han blev valgt som præsident.



Det fremgår bl.a. i den nyligt offentliggjorde Mueller-rapport, opkaldt efter den særlige efterforsker Robert Mueller, som handler om mulig russisk indblanding i det amerikanske valg. 

Ifølge rapporten var Magnitskij-loven oppe at vende på mødet i Trump Tower i 2016. Det har Veselsnitskayas tidligere tolk afgivet forklaring om. I rapporten står der, at Donald Trump Jr. i forbindelse med samtalen om Magnitskij-loven skulle have sagt at “de ville revurdere spørgsmålet, når og hvis de kom i regering”.

Under mødet tog Donald Trumps tidligere kampagnerådgiver, Paul Manafort, noter på sin telefon, som, ifølge rapporten, giver et billede af, hvordan samtalen forløb. Her stod “Bill Browder” øverst i noterne.

Veselnitskaya var desuden advokat for firmaet Prevezon i den amerikanske retssag og blev i januar tiltalt i New York for at forpurre en hvidvaskefterforskning i Prevezon-sagen, som handlede om et af de firmaer, som angiveligt skulle have hvidvasket nogle af pengene fra sagen om de 230 mio. dollar. Af anklageskriftet fremgår det, at hun har haft tætte forbindelser til Ruslands statsanklager i sagen.

Børsen har forsøgt at få en kommentar fra Natalia Veselnitskaya, men hverken hun eller hendes tolk er vendt tilbage.

Der er ingen beviser for, at Natalia Veselnitskaya skulle være direkte involveret i Andrei Nekrasovs film – eller at repræsentanter for Rusland i øvrigt skulle være det. Men Browder siger, at Veselnitskaya betalte for visningen af Andrei Nekrasovs film i Washington D.C. i juni 2016. Det baserer han på, at Natalia Veselnitskaya har været rådgiver for en fond, Human Rights Accountability Global Initiative Foundation, som stod bag visningen af filmen i Washington D.C.



Veselnitskayas tidligere tolk har desuden sagt til det amerikanske Senat i en høring om Trump Tower-mødet, at Veselnitskaya støttede Andrei Nekrasov og hjalp med at promovere hans film.

Selv siger Andrei Nekrasov, at han ikke ved, om Natalia Veselnitskaya betalte for visningen i Washington D.C.:

“For at være ærlig ved jeg ikke, hvem der betalte for visningen af filmen. Jeg kendte ikke Veselnitskaya særlig godt. Jeg forsøgte at få fat i hende, da jeg lavede filmen på grund af Prevezon-sagen. Men hun afviste mine opkald, fordi hun troede, jeg var fra Browder, og hun ville ikke tale med mig, før hun havde set filmen. Da hun havde set den, så tænker jeg, at hun kunne lide den. Hun havde absolut intet at gøre med at lave filmen.”

Udover at den russiske regering nok ikke er synderligt begejstret for Bill Browder, så har han unægtelig også været en sten i skoen for en del af de storbanker, som Browder mener, har været indblandet i hele Magnitskij-sagen.

Han har indgivet anmeldelser mod banker som Danske Bank, Nordea og Swedbank. Og nogle af dem, har endda ført til, at myndigheder har åbnet strafferetlige efterforskninger.

Der venter nu et retsligt efterspil for bankerne. Uanset hvordan det ender, så er der nok ingen tvivl om, at Bill Browders involvering i sagerne har givet anledning til alvorlig hovedpine hos nogle af bankerne.
Eksempelvis bremsede Danske Bank et planlagt obligationssalg tidligere i år, da Bill Browder meldte ud, at han havde nyt i den verserende sag om Danske Bank.

Det er altså en mand, der er central både storpolitisk men også i de hvidvasksager, der har set dagens lys de sidste par år.

Om vi nogensinde får den fulde sandhed om denne magtfulde mand er uvist, men det tyder dog på, at der er flere nuancer i sagen end som så.

Spørgsmålet er, hvor stor vægt der bliver lagt på hans anmeldelser i det retlige efterspil, der venter, og om noget af kritikken kommer til at rokke ved Bill Browders troværdighed.