Lagkagehusets stifter før kæmpehandel: "Jeg fik gelé i benene"

350631_16_9_large_202.jpg
Longread
Eksklusivt for kunder
14. mar 2018 KL.14:25
Med Lagkagehuset slog Steen Skallebæk et brød op, der var langt større end ham selv, fordi han nægtede at acceptere den skæbne, de fleste provinsbagere ender med at møde. Nu fortæller den sky bagermillionær for første gang sin version af succeshistorien.

Der står en mand i en bagerforretning i Aabenraa i Sønderjylland. Det er ikke nogen helt almindelig mand, ligesom det ikke er nogen helt almindelig bagerforretning. Den er en af Danmarks første med drive-in, så bilisterne kører i ring rundt om forretningen for at handle rugbrød, flødekager og kaffe. Fra morgen til aften.

“Det er ligesom på McDonalds. Bare med brød,” siger manden bag den idé, Steen Skallebæk, der står midt i lokalet og skærer rugbrød.

“Jeg gør det for at tjekke kvaliteten. Jeg undersøger, hvordan krummen ser ud. Hvad med skorpen? Er der dejrand? Og hvordan smager brødet egentlig?”

Steen Skallebæk er afslappet klædt i mørkegrå jeans, åbenstående denimskjorte og hvid T-shirt. Han stikker ud i butikken, hvor alle andre bærer uniform. Men tag ikke fejl. Han er håndværker med stort H, og dét er årsagen til, at han ikke kan holde sig væk fra bageriet, selvom han for længst er stoppet som aktiv bagermester.

At bage brød og kager er simpelthen hans passion, og den har ført ham vidt omkring. Senest til tops på listen over de mest velhavende, danske iværksættere. For Steen Skallebæk er ikke alene manden bag drive-in-bageriet i det sønderjyske, men også medstifter af en af de største, danske erhvervssuccesser i nyere tid.
Sig navnet: “Lagkagehuset,” og de fleste vil nikke genkendende til den populære, danske bagerkæde, der i juni blev solgt for en pris på den pæne side af 1,5 mia. kr. Siger man derimod “Steen Skallebæk” ryster folk blot på hovedet. Og det selvom navnet faktisk indgår som del af det håndskrevne Ole&Steen-logo på samtlige Lagkagehusets facader.

Det er lykkedes Steen Skallebæk at forblive fuldstændig ukendt i den brede, danske offentlighed samtidig med, at den ene Lagkagehuset-butik efter den anden er skudt op over hele landet. Det er en bedrift, der passer ham ganske fortrinligt.

“Jeg er slet ikke typen, der har brug for at fortælle vidt og bredt om mig selv, men jeg er virkelig stolt af de resultater, vi har nået med Lagkagehuset,” siger han og erkender, at det vitterlig ER en god historie, der fortjener at blive fortalt.

Derfor går han med til at sætte ord på nogle af de erfaringer, han har gjort sig som iværksætter og ikke mindst fortælle hele historien om den bragende succes, der har gjort Lagkagehuset til en mastodont i dansk detailhandel.

Det er fortællingen om, hvordan en enkelt god idé vokser fra fire forretninger i 2008 til i dag at udgøre en hel koncern med 67 bagerforretninger i Danmark og senest to i London. Men det er også historien om en mand, der satser, når han ser muligheder.

Der er endnu fire måneder til det spektakulære salg af Lagkage­huset, da Steen Skallebæk tager imod i bageriet i det sønderjyske. Det er her, han for første gang smager succes, og det er her i regionen, at eventyret for alvor begynder, fortæller han.

Han grundlægger sin første bagerforretning i domkirkebyen Haderslev i 1992, men når efter en årrække til den erkendelse, at han vil mere end blot at drive en enkelt butik. Han har ambitioner. Store ambitioner.

“Jeg spekulerer meget over, hvad fremtiden vil bringe og tænker på den klassiske livskurve for bagermestre med egen butik. Hvad sker der den dag, man bliver gammel og ikke længere har energien og overskuddet til at stå op midt om natten for at gå ned i bageriet og gå i gang? Normalt er det sådan, at man enten sælger forretningen til en bagersvend, eller man lukker butikken. Det er de to muligheder, der er. Men jeg kommer til at tænke på, om der er en tredje vej? Kan jeg på nogen måde knække bagerens klassiske livskurve og skabe en længere levetid for sådan en forretning som min?”

Det er tanker som disse, der gør, at Steen Skallebæk hurtigt skiller sig ud i den hjemlige bagerbranche. Han er anderledes end de andre og tør tænke stort og til tider fuldstændig utraditionelt.


“Så dér står jeg som 22-årig på havnen i Boston, USA og er klar til at gå om bord på det her kæmpestore skib. Jeg har aldrig før været alene i udlandet"


Men han er ikke typen, der gør det med stor snak og ditto armbevægelser. Dertil er han alt for genert.

Allerede som barn har han ofte svært ved at falde i snak med andre, men han nyder at spille fodbold og lege med de jævnaldrende børn i det trygge parcelhuskvarter i Fredericia, hvor han vokser op. Hans mor er folkeskolelærer, mens faderen starter ud som landmand. Den karriere sætter en dårlig ryg en stopper for, så faderen sadler om og bliver i stedet ejendomsmægler.

“Min far er min mentor. Uden tvivl. Det er ham, der tidligt fortæller mig, at jeg en dag skal være selvstændig, “for så bestemmer du selv,” som han altid siger. Det tager jeg til mig og har det i baghovedet, da jeg som 17-årig vælger at gå i lære som bager. Her er noget, jeg føler, jeg er god til.”

Tre et halvt år senere er han udlært og hører en dag fra en kammerat, som han har mødt på fagskolen, at der er arbejde at få om bord på krydstogtskibet M/S Polaris. Det lyder eksotisk, og Steen Skallebæk er sulten efter eventyr.

“Så dér står jeg som 22-årig på havnen i Boston, USA og er klar til at gå om bord på det her kæmpestore skib. Jeg har aldrig før været alene i udlandet, kun på et par charterferier, så jeg er rystende nervøs.”

Heldigvis går der ikke længe, før han slipper angsten, og han opdager, at han virkelig mestrer sit fag. Om bord på skibet skal han også kun koncentrere sig om én ting: At bage brød og kager. Alt andet er der andre, der tager sig af.

“Det er jo en fantastisk tilværelse, og jeg ender med at tage tre ture på skibet, så jeg sammenlagt er om bord i lidt over et år. Jeg lærer så mange ting, og stadig i dag tænker jeg tilbage på den periode som den mest lærerige i mit liv. Jeg husker faktisk mere fra tiden til søs, end jeg gør fra mine første mange år med egen bagerforretning,” siger Steen Skallebæk, der hjemme i Danmark først når en tur forbi bageriet i Kvickly i Vojens og Nakskov, før han i 1992 endelig opfylder den drøm, som hans far har plantet i ham:
Som 26-årig bliver han selvstændig med eget bageri, som selvfølgelig får navnet Skallebæk.

Tilværelsen som selvstændig er ikke let, men det betyder meget for ham, at han nu er sin egen herre. Der er ikke længere nogen, der bestemmer over ham eller hans tid. Og nu kan han arbejde lige så mange timer, han vil. Han giver den fuld gas.

“Jeg knokler løs i de år. Jeg er overbevist om, at jeg kan arbejde mig til succes, og jeg holder aldrig fri. Mit arbejde bliver mit liv, og jeg føler ikke, jeg har brug for andet. Men jeg mærker heller ikke efter,” siger han.

Hver nat står han op kl. 01.00 og bager til langt ud på formiddagen, hvorefter han går ud i butikken for at se, hvordan varerne sælger. Det er hér, han for første gang oplever, hvor vigtig den personlige kundekontakt er, og han lærer at lytte til, hvad folk i forretningen siger og efterspørger.

“Min daværende kæreste, Lone, står også i butikken, og vi arbejder begge to benhårdt, men jeg må nok erkende, at jeg ikke er meget værd som kæreste i de første tre-fire år med eget bageri. Det handler ene og alene om arbejde og intet andet. Det kan jeg godt fortryde en smule i dag, for jeg arbejder jo som besat.”

Noget gør han rigtigt, for kunderne får øje på den arbejdsomme bager, der har mere på hylderne end mange af de andre, lokale bagere, der måske er gået en smule i stå. Det er som om, der ikke rigtig har været produktudvikling blandt bagerne i mange år, og nu kommer Steen Skallebæk pludselig med det ene nye produkt efter det andet. Kunderne strømmer til, og mange kommer endda langvejs fra.


"Min advokat kigger direkte på mig, da jeg fortæller ham om min idé og siger så: “Er du overhovedet klar over, hvad det er, du har gang i? Du satser jo det hele, Steen”


Steen Skallebæk etablerer sig på få år som egnens førende bager, og efter seks år kan han konstatere, at der står 10 mio. kr. på kontoen. Det hårde arbejde i bageriet har resulteret i det, han selv kalder “en sund opsparing,” og nu bliver han utålmodig. Pengene skal sættes i spil. Spørgsmålet er bare hvordan?

“En dag snakker jeg med min advokat, der spørger mig, hvorfor jeg ikke sælger bageriet, der alligevel er blevet for småt og bygger et nyt og større et andet sted i byen? Den tanke forplanter sig i mig, og da jeg endelig får fat i min revisor, er jeg allerede langt med mine planer. Han kigger direkte på mig, da jeg fortæller ham om min idé og siger så: “Er du overhovedet klar over, hvad det er, du har gang i? Du satser jo det hele, Steen.”

Steen Skallebæk griner højt, da han fortæller historien, men nu hvor han ser tilbage, husker han egentlig ikke, at han er nervøs, da han kaster sig ud i det eventyr, som revisoren på det tidspunkt kalder “risikabel.”

“Nej, for hvis det går helt galt, kan jeg sikkert bare flytte ind hos min kæreste, men hvorfor skal det ikke gå godt? Jeg tænker slet ikke tanken. Jeg kan jo se, at kunderne strømmer til, og de står i kø uden for min forretning hver eneste dag. Med et nyt og flot byggeri kan de endda komme ind i varmen, mens de venter.”

Og lige dér slår det ham, at kunderne slet ikke behøver at komme helt ind i forretningen. De kan bare blive siddende ude i deres biler.
“Jeg får idéen til et drive-in-bageri i forbindelse med det nye byggeri. Det er aldrig før set i bagerbranchen, men McDonalds har jo allerede oplært kunderne, så jeg tænker, at det vil jeg også give mine kunder mulighed for.”

Danmarks første drive-in-bageri er en realitet, da Steen Skallebæk i 2001 åbner sit spritnye bageri i Haderslev. Og det er en kæmpe succes fra dag ét.

“Jeg er godt nok 10 mio. kr. i minus, da vi åbner, men folk strømmer til, og jeg tjener hurtigt gode penge. Jeg lancerer en masse nye produkter hver eneste uge, og folk river dem ned fra hylderne. Det er helt vildt. På et tidspunkt er det dog lige ved at gå galt, og der opstår skænderier ude i butikken. Vi har ikke noget nummersystem, så der er ingen retfærdighed, siger kunderne til mig. Eller rettere: De råber: “Det er fandeme ikke i orden, Steen.” Lige dér tænker jeg, at det skal vi have løst med det samme, for det kan betyde, at kunderne ikke vender tilbage. Nogle gange er det simpelthen de mindste ting, der er forskellen på succes og fiasko.”

Omsætningen i den nye bagerforretning slår rekorder, og revisorens bekymringer bliver hurtigt gjort til skamme. Hvert eneste år vokser omsætningen med mellem tre og fire mio. kr. helt frem til 2008, hvor den lander på 42 mio. kr.

Steen Skallebæk kalder rejsen for “én lang optur,” men alligevel er der noget, der nager ham. Fornemmelsen af hverdag og en ulmende rastløshed sniger sig ind.


"Da bageriet så endelig er i drift, og det hele bare kører, begynder jeg måske at kede mig en smule. Sådan er jeg nok af natur”


“På det tidspunkt har jeg jo ligget og rodet med byggeplaner i flere år og kæmpet med kommunen og alle mulige andre om at få det hele op at stå. Da det så endelig er i drift, og det hele bare kører, begynder jeg måske at kede mig en smule. Sådan er jeg nok af natur.”

Han beslutter sig for at dele sine tanker med vennen, bagermester Ole Kristoffersen fra København, som han har kendt siden midten af 1990’erne.

“Ole og mit venskab går mange år tilbage. Jeg hører første gang om ham, da jeg får fortalt historien om en bager på Christianshavn, der har flyttet sin ovn ind i selve forretningen, så kunderne kan stå og se, brødet blive bagt. Det lyder simpelthen så spændende og nyskabende, at jeg tager derover for at se, hvad det går ud på,” husker Steen Skallebæk, der knytter stærke bånd til sin sjællandske kollega, som han også i årene fremover mødes med i en frivillig, faglig netværksgruppe.

“Ole og jeg har fra starten god kemi, og vi bliver venner. Han driver på et tidspunkt to bagerier i København, så vi snakker nogle gange om det her med bagerens livskurve, som vi begge gerne vil knække. Vi drøfter alle mulige idéer, og på et tidspunkt er vi endda i forhandlinger med nogle japanere, som vil bruge vores ekspertise til at udvikle en ny slags bagerforretninger. Alt er i spil, men en dag ringer Ole pludselig til mig. Jeg skal komme til København, for der er et vigtigt møde, jeg skal deltage i.”

Det viser sig, at mødet slet ikke handler om japanerne og det nye forretnings­koncept, men er en snak med Thomas Broe-Andersen, som er partner i den norske kapitalfond FSN Capital.

“Jeg aner ikke, hvad mødet går ud på, da jeg sidder i bilen på vej fra Sønder­jylland over til København. Jeg tror bare, det er en løs snak om noget samarbejde, men da jeg når frem, er det lige på og hårdt i det øjeblik, jeg træder ind af døren. Ole og jeg skal simpelthen etablere en kæde af bagerforretninger sammen med kapitalfonden. Og vi begynder med vores i alt fire forretninger,” husker Steen Skallebæk om den intense majdag i 2008.

“Vi bliver allerede den eftermiddag enige om vilkårene, men skal først have en pris for Oles og mine forretninger forhandlet på plads. På et tidspunkt i løbet af forhandlingerne går Ole og jeg ud på gangen for at tale sammen under fire øjne, men vi ved begge to godt, hvad vi vil. Vi er klar til at sælge vores forretninger for at starte noget større op. Her er vores chance for at knække den kurve, der gør, at vores livsværk ellers dør med os. Samme aften lander vi en aftale med FSN Capital, som får 70 pct. af ejerskabet, mens Ole og jeg hver beholder 15 pct. af den fælles virksomhed, vi senere på året går ud og præsenterer som Lagkagehuset.”

Både Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk bliver mangemillionærer på den handel, men ingen af de to trækker sig fra selskabet. I stedet forbliver de begge som aktive medejere i den nye konstruktion, og det er en beslutning, der skal vise sig at være uhyre fornuftig og enormt lukrativ.

Nyheden slår først igennem i Sønderjylland. En journalist fra en regionalavis ringer en dag til Steen Skallebæk og spørger lidt ind til de rygter, han netop har hørt. Er det korrekt, at den populære Skallebæk-bager med drive-in i Haderslev er solgt, og hvad sker der nu? spørger han en fuldstændig uforberedt Steen Skallebæk.

“Jeg er i chok, for vi har jo ikke fortalt nogen om handlen overhovedet. Jeg aner ikke, hvor de har historien fra, og jeg kommer med en eller anden undskyldning om, at jeg lige må vende tilbage,” husker Steen Skallebæk, der får travlt med at forklare både pressen og de mange trofaste kunder i forretningen, at der altså ikke kommer til at ske det store.

“Jo, vi ændrer navn til Lagkagehuset, men ellers forbliver sortimentet det samme, ligesom vi heller ikke skal ud og fyre folk. Tværtimod. Jeg står over for at åbne endnu et bageri i Aabenraa, så vi vokser os større og stærkere,” siger Steen Skallebæk.

“Der er dem, der siger sådan noget som “Steen har solgt ud for ussel mammon,” men de aner jo ikke, hvordan denne handel er skruet sammen. Jeg bliver ikke en del af Lagkagehuset for at “cashe ind,” men fordi, jeg tror på idéen. Jeg er jo fortsat medindehaver og har 15 pct. af virksomheden, så det er kun i min egen interesse fortsat at arbejde så hårdt, jeg overhovedet kan.”

Så det gør han. Allerede året efter – i 2009 – er Steen Skallebæk med til at åbne tre nye afdelinger af Lagkagehuset i København. På Dampfærgevej, Falconer Allé og Kultorvet. Og derefter går det ellers hurtigt med ekspansionen.


"Der er perioder, hvor jeg savner en smule mere frihed, og jeg begynder at høre mig selv sige de samme ting til min familie igen og igen: “Jeg ved godt, at jeg arbejder rigtig, rigtig meget, men på den lange bane bliver det godt. Tro på mig"


Holdet bag Lagkagehuset sætter fra 2010 turbo på udviklingen, og den ene butik efter den anden skyder op over hele landet. Især husker Steen Skallebæk butiksåbningen i sin gamle fødeby Fredericia.

“Det er i 2012, og det er stort at se, at vores koncept også kan klare sig uden for Sønderjylland og København, hvor vi har været i en del år. Kort efter følger Vejle, Middelfart, Odense og Aarhus. Det er byer, hvor vi fra starten af har succes, og jeg er ikke længere i tvivl om, at Lagkagehuset er kommet for at blive.”
I kulisserne fungerer arbejdsdelingen intakt mellem de to stiftere. Det er Ole Kristoffersen, der er ansigtet udadtil, mens Steen Skallebæk med glæde holder sig i baggrunden.

“Det fungerer, fordi vi er forskellige. Ole er god til at være på og har det store overblik, mens jeg er mere eftertænksom og nyder at være hands-on i vores bagerier. Jeg er den, der sørger for, at vi altid har det rigtige udstyr i Lagkage­huset, en ordentlig produktion, de bedste råvarer samt gode opskrifter. Det kører, men det er også en uhyre arbejdskrævende model.”

Ved årsskiftet 2015/16 vælger både Steen Skallebæk og Ole Kristoffersen at træde ud af direktionen i Lagkagehuset for at give plads til den nye direktion, der ønsker at ændre kursen for virksomheden.

“Det betyder, at jeg får bedre tid til min familie. I mange år kører jeg et alt for stramt program med utallige møder linet op langt ude i fremtiden. Det er virkelig noget, der kræver tid og overskud, og det går ud over mit privatliv, føler jeg. Der er perioder, hvor jeg savner en smule mere frihed, og jeg begynder at høre mig selv sige de samme ting til min familie igen og igen: “Jeg ved godt, at jeg arbejder rigtig, rigtig meget, men på den lange bane bliver det godt. Tro på mig, jeg skal nok arbejde mindre, men vi skal lige i mål med Lagkagehuset,” siger jeg til min kæreste og mine børn.”

I 2016 tiltræder han dog en ny stilling som konsulent i Lagkagehuset, hvor han bl.a. er med til at starte kædens første forretning uden for landets grænser. Det bliver til bageriet ”Ole & Steen,” der ligger nær Piccadilly Circus i hjertet af London.

For Steen Skallebæk er åbningen i England et afgørende skridt på vej mod målet: At få gjort Lagkagehuset til en international succes og ikke mindst få konceptet anerkendt og gjort interessant for internationale investorer.

Majoritetsejeren FSN Capital har igennem længere tid ledt efter en potentiel køber til Lagkagehuset, men endnu er der ikke bid. Steen Skallebæk følger processen fra sidelinjen, og han har det i perioder som en fodboldspiller, der sidder på bænken.

“Jeg er utålmodig. Selvfølgelig er jeg det. Der er dage, hvor jeg nærmest har gelé i benene, og jeg spørger mig selv, om der vitterlig er nogle, der vil købe Lagkagehuset, og om de er villige til at betale prisen? Vi vil ikke sælge til hvem som helst, for det er jo vores livsværk. Samtidig siger jeg til mig selv, at det hele nok skal gå, og at jeg også kommer til at have et godt liv bagefter - uanset hvad det hele ender med,” siger han.

“Det har været en helt utrolig rejse, og jeg har nydt at arbejde sammen med Ole og have en kompagnon, som jeg har delt alle mine tanker og drømme med. Vi er lykkedes med så mange af de planer, vi havde dengang, vi begyndte, så nu vil det være rart at få det afsluttet med manér.”


"Vi er blevet holdt fuldstændig uden for salgsprocessen, og det er først efter en times tid, at vi får at vide, at køberen er kapitalfonden Nordic Capital”


Fire måneder senere – i slutningen af juni – får Steen Skallebæk endelig det opkald, han har gået og ventet på. Salget af Lagkagehuset er inde i sidste og afgørende fase.

Igennem flere måneder har FIH Erhvervsbank på vegne af FSN Capital søgt efter en mulig køber af Lagkagehuset, og nu er feltet af bejlere snævret kraftigt ind. Deadline for at afgive bud er onsdag den 28. juni, og allerede samme aften ringer telefonen hjemme hos Steen Skallebæk i Haderslev.

“Klokken er 19.30, da Thomas Broe-Andersen fra FSN Capital ringer til mig og spørger, om jeg er klar til at komme til København? Det passer mig egentlig ikke så godt, for jeg har andre planer. Men en time senere ringer han igen og siger, at nu kan jeg godt starte bilen. Forhandlingerne er i gang.”

Omkring midnat kører Steen Skallebæk ind på parkeringspladsen foran erhvervs­bankens hovedkontor på Sundkrogsgade i Københavns Nordhavn-­kvarter. Her møder han sin kammerat og medejer af Lagkagehuset, Ole Kristoffersen, der kommer direkte fra en bytur.

“Dér sidder vi to så i et mødelokale og drikker dårlig kaffe og vand. Vi taler lidt frem og tilbage, men ved egentlig ikke så meget om, hvad der foregår inde i lokalerne ved siden af. Vi er blevet holdt fuldstændig uden for salgsprocessen, og det er først efter en times tid, at vi får at vide, at køberen er kapitalfonden Nordic Capital.”
Forhandlingerne trækker ud, men klokken 03.30 sker der noget. Repræsentanter for både køber og sælger samt bankens rådgivere stimler sammen i et mødelokale. De er måske 10-12 personer i alt, og nu kommer der papirer på bordet. Det er udkastet til en købsaftale. Steen Skallebæk er ivrig efter at skrive under.

“Jeg tror kun, det tager ti minutter for os at læse dokumenterne. Der er ikke så meget at komme efter, for vores advokat har allerede læst det hele igennem. Det ser fint ud, så vi sender papirerne til renskrivning. Kl. 04.15 giver vi alle hinanden hånden, underskriver kontrakten og får et par glas champagne.”

Kort efter står han igen ude på parkeringspladsen. Det er ved at blive lyst, og han sætter kursen ind mod det hotel, han i al hast har nået at reservere i Indre By. Da han nærmer sig Vesterbro gør han holdt ved Lagkagehusets store bageri på Amerikavej lige bag ved spillestedet Vega.

“Jeg går derind for at se, hvordan produktionen kører og hilser på et par af bagerne. Jeg kender dem ret godt, men kan jo ikke fortælle dem noget om handlen, for den vil først blive offentliggjort om aftenen, så de undrer sig sikkert bare over, hvad jeg laver så tidligt oppe?”


"Hvis ikke jeg havde forfulgt de chancer, der bød sig til, var det sikkert også endt med, at jeg havde solgt min bagerforretning som 65-årig og var gået på pension. Det var udsigterne dengang”


Det bliver til halvanden times søvn, før han står op. Resten af torsdagen går hurtigt, og han spekulerer egentlig ikke så meget over selve handlen. Han har jo også prøvet det før.

“Da Ole og jeg i 2008 sælger vores fire forretninger til FSN Capital og sammen skaber Lagkagehuset, er jeg virkelig stolt. Jeg husker det som noget helt særligt, men denne gang er det anderledes. Jeg synes, det har været ret opslidende at nå hertil, og spørger du mig, kunne vi godt have solgt allerede for to år siden. Jeg er typen, der har brug for klare tidshorisonter, men den her handel har været lidt for længe undervejs. Jeg er derfor heller ikke trist over at sælge min del af Lagkagehuset. Det er et lukket kapitel,” siger Steen Skallebæk, der med knap 14 pct. af aktierne kan se frem til et trecifret millionbeløb.

“Jeg er godt tilfreds med handlen. Mere vil jeg ikke sige om det.”

Steen Skallebæk taler heller ikke med pressen, da handlen samme aften kl. 18.10 bliver offentliggjort på Børsens Facebook-side.

“Jeg sidder og spiser på Wok Shop på Frederiksberg sammen med min datter, da hun viser mig skærmen på sin mobiltelefon. “Så er nyheden ude,” siger hun og griner. I samme sekund eksploderer min egen mobil med beskeder og opkald. Det er både venner, bekendte og forretningsforbindelser, der skriver for at ønske mig tillykke. Vi hygger og tager en stille og rolig aften, for jeg skal op og deltage i en polterabend næste morgen.”
For Steen Skallebæk vender hverdagen hurtigt tilbage. Og allerede om mandagen er mobilen igen blevet tavs. Der er ikke længere nogen, der ringer. Og medierne har fundet andre historier at skrive om. Det passer ham perfekt.

“Så har jeg fået mine 15 minutters berømmelse, ha, ha. Handlen ændrer sådan set ikke det store. Min familie og jeg laver ikke om på de planer, vi har, bare fordi handlen nu er en realitet. Vi fortsætter vores liv, men jeg vil nok prioritere på en anden måde. De sidste mange år har jeg blot arbejdet og sovet, og det fungerer ikke. Der skal være en bedre balance,” siger han.

Endnu har han ikke sat nye projekter i søen, men han afviser heller ikke, at han igen vil kaste sig ud i nye iværksætter-eventyr.

“Jeg er jo kun 52 år og tænker stadig, jeg har noget at give, men det behøver ikke at blive så stort som Lagkagehuset. Da jeg begyndte som selvstændig i 1992 var drømmen blot at tjene penge nok, så jeg kunne ansætte en ekstra bager og måske holde fri om søndagen. Eller bare hver anden søndag. Og hvis ikke jeg havde forfulgt de chancer, der bød sig til, var det sikkert også endt med, at jeg havde solgt min bagerforretning som 65-årig og var gået på pension. Det var udsigterne dengang.”

Han holder en lille pause og leder efter ordene, før han retter sig op i stolen og rykker et stykke frem.

“Ved du hvad? Jeg har været heldig. Jeg tror, at når man får succes med noget – uanset om det er stort eller småt – så bliver man hver dag en lille smule mere modig. Man tør tage større og større chancer. Hvis man samtidig er så heldig, at man undgår at lave alvorlige fejl undervejs, kan det vokse sig så stort, at det måske bliver til et livsværk, der står tilbage, når man selv er borte.”