Anne Kathrine Steenbjerge har talt i godt en times tid, før hun siger det. Flere gange under interviewet har hun forsøgt at nærme sig emnet, men forgæves. Det er for svært, for følsomt, for abstrakt.
Men hen mod slutningen af samtalen kommer modet alligevel til hende, og hun giver tankerne frit spil og sætter ord på det tema, der altid har fyldt meget i hendes bevidsthed: Virksomhedens fremtid; medarbejdernes trivsel og en mulig arvtager internt i familien.
“Det er noget, som fylder meget. Det er da klart,” siger hun.
Et øjeblik går hun i stå, men lyser så op i et stort smil.
“Det vil da være helt usandsynligt fantastisk og against all odds, hvis der skulle være en sjette generation i familien, som vil overtage virksomheden og føre den videre. Den mulighed skal selvfølgelig afsøges. Men lige nu ser det ikke sådan ud, og den tanke kan holde mig vågen om natten. Sådan er det.”
Anne Kathrine Steenbjerge trækker vejret dybt.
“Jeg spekulerer virkelig meget over, hvad der skal ske med virksomheden. Det gør alle ejerledere, og det har jeg gjort lige fra den dag, jeg trådte ind ad døren. Det ligger simpelthen i jobbet, at du skal sørge for at give stafetten ordentligt videre. Men alene det faktum, at vi har været i stand til at drive virksomheden som et ejerledet selskab helt frem til femte generation, er jo helt vildt.”
47 år og siden 2009 adm. direktør i Ancotrans. Den familieejede transportvirksomhed blev grundlagt i 1882, og Anne Kathrine Steenbjerge er femte generation i ledelsen. Hun har en etårig HH-uddannelse og er uddannet projektleder fra Den Danske Reklameskole. Fra 1999 account director i reklamebureauet Young & Rubicam (Y&R). Anne Kathrine Steenbjerge har gennemført bestyrelsesuddannelsen på CBS og sidder i dag i bestyrelsen i virksomhederne Everfuel, Danish Agro samt Familien Hede Nielsens Fond. Privat er hun gift med Nico Schou, der er selvstændig mentor. Parret har en fælles datter på 18 år samt to voksne bonusbørn. Familien bor i Hellerup.
Vi skruer tiden en time tilbage. Anne Kathrine Steenbjerge tager imod i transportvirksomheden Ancotrans’ hovedkontor i Glostrup klædt helt i grønt. Hun kalder selv farven for Anco-grøn.
“Ja, den farve er vi helt vilde med her i huset,” siger hun og giver en kort rundvisning i den familieejede virksomhed, der udover hovedsædet har lokale kontorer i Aarhus, Aalborg, Odense, Helsingborg, Göteborg, Hamborg og Rotterdam.
“Det er alle de steder, hvor der er meget containertrafik, eller hvor vi har nogle af vores største kunder,” siger hun og nævner de virksomheder, som fylder allermest på kundelisten.
“Det er f.eks. Danish Crown, Arla og Novozymes, som alle er vores direkte kunder, og speditionsfirmaer som DSV, DHL og Kuehne+Nagel samt rederier som Mærsk, Cosco og Hapag-Lloyd.”
Ancotrans er førende inden for containertransport til lands i Nordeuropa. Eller som Anne Kathrine Steenbjerge selv formulerer det:
“Så er vi dem, der sørger for, at containerne kommer til og fra havneterminalerne og ud til kunderne. Det foregår via lastbil, og vi råder over godt 850 biler. Af dem tilhører 200 Ancotrans, mens resten tilhører vores forskellige samarbejdspartnere. Så det er efterhånden en ret omfattende forretning,” siger hun og træder ind i et storrumskontor, hvor godt 30-40 ansatte sidder og stirrer koncentreret ind i deres computerskærme.
“De er disponenter, og det er dem, der lægger alle brikkerne til det store puslespil, der foregår ude på vejene hver eneste dag. De har det store overblik og ved præcis, hvor lastbilerne befinder sig. Det var sådan, jeg selv startede i virksomheden i 2003,” siger hun og viser vej ind bag en stor, grøn containervæg, hvor hun har indrettet sit chefkontor.
“Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg skulle blive en del af Ancotrans. Jeg havde helt andre planer.”
Da Anne Kathrine Steenbjerge voksede op, var Ancotrans allerede ejet i fjerde generation af familien. Hendes far, Henrik Steenbjerge, var direktør og eneejer, og han fortalte ofte derhjemme, hvad der foregik i forretningen. Og så blev der lyttet, men det var ikke sådan, at Anne Kathrine Steenbjerge eller hendes to yngre søskende blev pacet til selv at gå ind i familievirksomheden. Nærmest tværtimod.
“Min far var meget værdibaseret i sin opdragelse, og man skulle bare gøre noget, man holdt af. Man skulle selvfølgelig gøre sig umage, men han forsøgte aldrig at skubbe mig i en bestemt retning. Det ville jo have været oplagt, at jeg tog en uddannelse som speditør eller blev elev i Mærsk, men det blev aldrig italesat.”
Så Anne Kathrine Steenbjerge fulgte sin egen lyst og interesse og søgte ind på et reklamebureau, hvor hun i første omgang blev ansat som elev i økonomiafdelingen. Senere søgte hun en stilling som kontaktassistent.
“Jeg var meget ambitiøs og fik ledelsen overbevist om, at jeg også skulle på reklameskolen, så jeg kunne blive uddannet projektleder, og det blev jeg. Det var benhårdt, og jeg knoklede 24-7. Jeg gav den gas, for jeg var sikker på, at min fremtid lå i reklameverdenen. Jeg blev kun yderligere bekræftet, da jeg efter reklameskolen blev udnævnt til account director og fik mine egne kunder og egen kontaktassistent. Det gik virkelig godt.”
Lige indtil den aften, hendes far havde inviteret familien ud at spise.
“Det ligger simpelthen i jobbet, at du skal sørge for at give stafetten ordentligt videre
Anne Kathrine Steenbjerge, adm. direktør, Ancotrans
Anne Kathrine Steenbjerge fortæller, at hun mødte op på restauranten sammen med sin mand, og i løbet af aftenen begyndte faderen pludselig at tale med hendes ægtefælle om Ancotrans’ fremtidsudsigter og et muligt generationsskifte.
”Så sagde min mand direkte til min far: “Hvorfor taler du ikke med Anne Kathrine om de ting? Hun sidder jo lige her.” Og så talte jeg for første gang med min far om virksomheden, og hvad der skulle ske i fremtiden. Den slags samtale havde vi aldrig haft før, men nu var han i midten af 50’erne, så han var begyndt at tænke på et muligt generationsskifte. Jeg var åbenbart ikke en del af de tanker, og det var egentlig fair nok, for jeg havde allerede min egen karriere i reklamebranchen. Jeg havde valgt min vej.”
Et par dage efter middagen på restauranten ringede Henrik Steenbjerge til sin datter og bad om et møde. Der var noget, han gerne ville vende med hende, sagde han.
“Det var som om, at tankerne havde bundfældet sig hos ham, og vi aftalte derfor at mødes på Café Wilder på Christianshavn. Som jeg husker det, havde han en seddel med, hvor han havde skrevet sine tanker om et muligt generationsskifte ned. Og så spurgte han mig direkte, om jeg havde interesse i at overtage virksomheden. Jeg tænkte bare: “Hold da fest.”
Anne Kathrine Steenbjerge siger, at hun aldrig havde tænkt den tanke før mødet med sin far på Café Wilder.
“Det var først her, det gik op for mig, at det var en reel mulighed. Selvfølgelig havde Ancotrans altid været i mit liv og i mine tanker, men virksomheden lå meget langt omme i mit baghoved, hvis man kan sige det sådan. Jeg havde ikke set mig selv som en del af virksomheden.”
Der gik kun få dage, før hun besluttede sig.
“Jeg konkluderede ret hurtigt, at det var en kæmpe mulighed og en helt unik chance for at overtage en så gammel og velkørende virksomhed. Det var noget særligt,” siger hun.
”Min far og jeg begyndte at tale om, hvordan det kunne foregå, og vi blev enige om, at vi skulle have et års prøvetid på hinanden. Vi skulle se, om vi kunne få det til at fungere i praksis, så jeg startede med at sige op i reklamebureauet og havde min første arbejdsdag hos Ancotrans den 1. maj 2003. Jeg var 28 år, og det var en kæmpe omvæltning i mit liv,” fortæller Anne Kathrine Steenbjerge, der fulgte sin fars råd og begyndte som disponent, så hun kunne lære håndværket helt fra bunden af.
“Det var min fars mantra, at jeg skulle forstå maskinrummet i virksomheden. Han bad mig også tage stort kørekort til lastbiler, for det, syntes han, var cool. Jeg knoklede på og gik meget op i at vise de ansatte, at jeg ikke bare var hende blondinen fra reklamebranchen, men at jeg var kommet for at lære, at jeg tog det alvorligt, og at jeg virkelig ville det her.”
Der var perioder, hvor det var hårdt. Sindssygt hårdt, siger hun, men hun konkluderer også, at det var sliddet værd.
“Det var spændende og megasvært, for jeg var helt grøn i branchen og skulle foretage et skifte fra en kreativ verden til hardcore logistik. Jeg husker en aften, hvor jeg bare kom hjem og græd, fordi jeg følte mig så dum og dårlig. Heldigvis var mine kolleger både søde, åbne og meget tålmodige med mig. Jeg skulle helt klart bevise noget – både over for de ansatte, men også over for mig selv. Jeg tror, at den første tid gav mig en form for “street cred” og respekt i virksomheden, og den var vigtig, hvis jeg skulle blive en succes i rollen som mulig direktør.”
“Det ville have været oplagt, at jeg tog en uddannelse som speditør eller blev elev i Mærsk, men det blev aldrig italesat
Anne Kathrine Steenbjerge, adm. direktør, Ancotrans
Anne Kathrine Steenbjerge blev oplært som disponent og gik derefter på barsel. Da hun kom tilbage til Ancotrans, kunne hun mærke, at der var noget, der nagede hende, siger hun.
“Jeg begyndte stille og roligt at blive irriteret over, at det ikke var mig, der bestemte det hele. Og det er noget, jeg har fra min far. Vi har begge et meget stort konkurrencegen, og så har vi et ønske om selv at bestemme. Jeg gik rundt med den tanke, at “enten er det dig, der bestemmer – eller også er det mig.” Og det krævede lidt arbejde både fra min far og min side,” siger hun.
“Det sjove er, at vi aldrig fik talt om det års prøvetid, vi ellers havde aftalt. Vi fortsatte bare arbejdet som før. Jeg satte mig dog ind til min far på hans kontor, og hans idé var, at jeg skulle sidde der og lytte til, hvad han sagde og være i en slags mesterlære. Det havde jeg slet ikke tålmodighed til. I stedet begyndte jeg at kaste mig over udviklingen af et nyt it-system. Det var en opgave, der ikke interesserede ham, så på den måde skabte jeg mine egne ansvarsområder.”
I 2007 flyttede Anne Kathrine Steenbjerge med sin familie til Aarhus, hvor hun blev chef for virksomhedens jyske afdeling.
“Det var en rigtig god anledning til at komme tæt på vores største marked og vores største kunder samt vores jyske medarbejdere, men for mig handlede det også om at komme ud af min fars skygge og stå på egne ben, for han fyldte meget. Nu var vi på afstand af hinanden, og det betød, at jeg fik mere frihed i jobbet.”
I 2009 blev Anne Kathrine Steenbjerge udnævnt til adm. direktør i Ancotrans-koncernen, og for godt fem år siden rundede familiens generationsskifte endnu et afgørende punkt, da hun overtog majoritetsejerskabet af den i dag 140 år gamle virksomhed.
“Min far har måtte sluge en masse kameler undervejs, men han har bakket mig op fra starten af, og derfor opfatter jeg vores generationsskifte som ret gnidningsfrit,” siger hun og fortæller, at hendes far stadig følger aktivt med i virksomhedens udvikling.
“Da jeg tog over som direktør, havde han endnu eget kontor her i huset, og han kom ofte forbi, mens han i dag kun er her en enkelt gang om måneden, og det er virkelig hyggeligt. Han er selvfølgelig glad for, at det går så godt, som tilfældet er,” siger Anne Kathrine Steenbjerge og rækker begge arme i vejret.
“Vi har i 2021 nået 1 mia. kr. i omsætning. Det er jo helt vildt,” siger hun og peger op på en plakat, der hænger på væggen.
“Det er vores gamle strategiplan, og som du kan se, var det engang vores mål at nå milliarden i 2023. Den har vi så nået to år før tid, og det gør mig MEGA stolt. Det er en milepæl, som jeg har drømt om i flere år. Den beviser, at vi er nået op i en liga, hvor vi kan tillade os at drømme stort,” siger Anne Kathrine Steenbjerge, der vil “ud i hele Europa.”
“Der er stadig et kæmpe potentiale, og der er masser af muligheder for vækst. Jeg tror, at vi på sigt vil være til stede over alt i Europa, men det bliver ikke nødvendigvis med en sjette generation Steenbjerge i spidsen. Min store udfordring bliver derfor at sikre, at virksomhedens medarbejdere, vores værdier og kultur fortsat eksisterer den dag, min vagt slutter.”