Han husker opkaldet og mødet i retten dagen derpå. Men derefter bliver det helt sort: "I det øjeblik, nyheden er ude, bryder helvede løs"

null

382967_16_9_large_448.jpg
Longread
Eksklusivt for kunder
25. jun 2019 KL. 8:03
Da flyselskabet Cimber Sterling gik konkurs, blev Benjamin Nielsen bedt om at redde stumperne. Nu fortæller han om rejsen med voldsom turbulens og et arbejdspres, der krævede alt af ham

Det er sen aften, da telefonen ringer. Benjamin Nielsen tager den. Det gør han altid. Han er altid på. Døgnet rundt.

I røret er Jacob Krogsgaard, kommerciel direktør i flyselskabet Cimber Sterling og ledelseskollega til Benjamin Nielsen, der på det tidspunkt er direktør i Cimbers datterselskab, Cimber Air Maintenance Center, som står for vedligeholdelse af fly samt køb og salg af reservedele.

“Jacob fortæller mig, at den ikke går længere. Cimber Sterling står ikke til at redde, og han beder mig møde ved Retten i Sønderborg kl. 05.00 næste morgen. Vi skal have en dommer til at attestere konkurserklæringen.”

Benjamin Nielsen husker alle detaljerne fra de dage i maj 2012, hvor det hele vælter. Fra opkaldet om aftenen til mødet i retten dagen derpå. Men derefter bliver det helt sort.

“Jeg husker simpelthen ikke, hvad jeg foretager mig, for jeg har så sindssygt travlt i de uger. I det øjeblik, nyheden er ude, bryder helvede løs.”
Historien om Cimber Sterlings konkurs trækker store overskrifter i alle landets medier. Men der er også en fortælling, der bliver glemt, og i dén spiller Benjamin Nielsen hovedrollen.

I dagene efter konkursen bliver han af kurator bedt om at strikke en plan sammen, så Cimber Air Maintenance Center, som han er chef for, kan blive solgt fra.

“Det er nogle ekstremt intense dage, hvor vi arbejder i døgndrift for at redde virksomheden,” siger han og fortæller, at Cimber Sterling ved konkursen har en række fly stående i hangaren, som ikke tilhører selskabet, men flere udenlandske investorer.

“Jeg er deres kontaktperson, så de ringer alle til mig med deres frustrationer og spørgsmål, men jeg ved jo ikke engang selv, om jeg overhovedet har et job længere.”
Da Benjamin Nielsen første gang træder ind i flyselskabet Cimbers kontorer ved lufthavnen i Sønderborg, er det som ung kontorelev. Året er 1998, og ambitionerne er skyhøje.

“Jeg husker, at jeg af min chef bliver spurgt, hvor jeg ser mig selv om tre år? ”Da sidder jeg i din stol,” svarer jeg lidt kækt, men jeg mener det faktisk. Jeg har altid været helt ekstrem ambitiøs. Og det har jeg aldrig lagt skjul på,” siger Benjamin Nielsen, der blot seks måneder inde i sin elevtid påbegynder sit HD-studium.

“I dag kan jeg godt se, at det er fuldstændig vanvittigt, for jeg har slet ikke erfaring nok til at læse videre, men det kan ikke gå hurtigt nok med at komme op ad den karrierestige.”

Heldigvis ser cheferne hans drive og gåpåmod og tilbyder ham efter endt læretid en nyoprettet stilling som management trainee, hvor han kommer hele virksomheden rundt.

“Og så sker det, at jeg bliver bidt af luftfart, og det er hér, min karriere for alvor tager fart.”
Benjamin Nielsen ved godt, hvor den ild, der brænder i ham, kommer fra. Han fortæller om en “omtumlet barndom” i København med en enlig mor, der er alkoholiker og lider af psykiske problemer. Stabilitet eller en sund økonomi skal man lede længe efter, siger han.

“Det får også den betydning, at jeg hurtigt søger væk derfra. Som 15-årig kommer jeg på efterskole på Fyn og derefter et år i Midtjylland, før jeg flytter til Sønderjylland, hvor min søster er blevet anbragt i pleje hos vores moster og onkel, som støtter meget op om os. Jeg flytter på kollegie og får hurtigt styr på mit liv,” siger han.

“Jeg er ikke et naturtalent i skolen, men jeg gør mig umage og klarer mig ok. Jeg lærer, at hvis jeg vil opnå noget her i livet, skal det ske med uddannelse og gennem hårdt arbejde.”

Stillingen som elev hos Cimber bliver et lykketræf og samtidig startskuddet til en karriere i kometfart.


“Lad mig sige det sådan: Jeg er presset i de år. Jeg har også etableret en familie og har to små børn, men jeg er ikke til stede. Jeg lever to liv"


I starten af nullerne sker der noget i flybranchen. De mange lavprisselskaber gør deres entré, og folks opfattelse af, hvad en flybillet skal koste, er under voldsom forandring.

Det er en udvikling, Benjamin Nielsen oplever på nærmeste hold, da han som nyudnævnt direktionsassistent i Cimber sidder med ved bordet og kan høre, hvordan ledelsen kæmper mod den nye virkelighed.

I 2006 bliver han som 30-årig flådechef for selskabets godt 20 fly, og i den rolle rejser han verden rundt. Han etablerer et globalt netværk og påbegynder en MBA i international luftfart ved Concordia University i Canada.

“Lad mig sige det sådan: Jeg er presset i de år. Jeg har også etableret en familie og har to små børn, men jeg er ikke til stede. Jeg lever to liv. Et på farten og et derhjemme, men det er svært at få de to liv til at mødes,” siger Benjamin Nielsen, der bliver skilt fra sin første hustru i 2007.
Året efter kræver lavpriskrigen sit første, danske offer. Det bliver flyselskabet Sterling, der går ned. Men i december 2008 bliver det offentliggjort, at det sønderjyske flyselskab Cimber, overtager driftstilladelsen og kører selskabet videre som Cimber Sterling.

“Som flådechef overtager jeg Sterlings tre Boeing 737-jetfly og finder yderligere to. Og så går det godt i fire måneder. Så skal regningerne betales. Det bliver en kamp op ad bakke herfra,” siger Benjamin Nielsen og beskriver arbejdspresset de næste par år som ”fuldstændig sygt.”

“Det var meget, meget hårdt, og der var konstant pres på. Jeg tænkte hele tiden: “Har jeg mon et job i morgen?”


“Jeg har en stamina og en stresstærskel, der nok ligger et niveau over mange andre. Jeg kan virkelig klare mange opgaver på adrenalin"


Da han i foråret 2010 bliver CEO i Cimber Air Maintenance Center er det en tiltrængt luftforandring. Han får etableret sit eget, velfungerende ledelsesteam og får endda hentet nye kunder hjem uden for Cimber Sterlings normale partnerkreds.

Der er 250 ansatte i selskabet - primært flymekanikere og administrativt personale – og Benjamin Nielsen siger selv, at han stortrives i den periode – trods stress og en stor arbejdsbyrde.

“Jeg har en stamina og en stresstærskel, der nok ligger et niveau over mange andre. Jeg kan virkelig klare mange opgaver på adrenalin, og jeg føler kun, jeg bliver stærkere af modgang. Det er igen den der indre ild, der brænder i mig.”

Og måske er det også dén, der slår til, da Cimber Sterlings konkurs rammer i 2012.
Sammen med sit team får han på vegne af kurator etableret en businesscase, og det lykkes dem i løbet af 14 dage at få solgt “den sunde del” af Cimber Sterling til et udenlandsk selskab ejet af den ukrainske rigmand Igor Kolomojsky, der også er investor i Cimber Sterling.

“Og med den aftale redder vi 75 arbejdspladser og overtager hangarfaciliteter i både Sønderborg og Billund Lufthavn. Vi tager navneforandring til Skyways Technics, og pludselig er det mig, der er CEO for det hele. Men jeg føler slet ikke, jeg er på toppen,” siger Benjamin Nielsen og forklarer, at forløbet op til selve handlen har drænet både ham og ledelsesteamet totalt.

“Det går op for mig, at alle i organisationen er påvirket af situationen. Vi har alle været ekstremt meget på og i flere år ikke vidst, om vi var købt eller solgt. Nu ligger vi som et såret dyr, men skal starte helt forfra. Vi er nødt til at komme op på benene igen, og det skal gå hurtigt, for allerede om 14 dage skal der igen betales lønninger.”


"Jeg sover ærlig talt ikke godt de første to år. Jeg vågner hver nat og tænker på økonomi, ordrer og nye kunder"


Den første aftale, der bliver landet, redder selskabet. Det lykkes holdet bag Skyways Technics at få lov til at fakturere forud for nogle store opgaver, der allerede er i hus, og så kommer der penge i kassen. Og der bliver betalt løn til tiden.

“Vi holder skindet på næsen, men jeg sover ærlig talt ikke godt de første to år. Jeg vågner hver nat og tænker på økonomi, ordrer og nye kunder. I perioder arbejder vi kun med en horisont på 14 dage, men langsomt går det bedre,” husker Benjamin Nielsen, der også kan præsentere et lille overskud allerede det første år.

Siden da har der været sorte tal på bundlinjen på nær år 2017, som direktøren beskriver som “mit rædselsår.”

“Vi har store udfordringer med vores it-system, som lægger os totalt ned, ligesom jeg får konstateret testikelkræft. Det slår mig fuldstændig ud,” siger Benjamin Nielsen, der må rejse hjem fra en forretningsrejse til Singapore, da han får smerter i sit underliv.
En scanning på sygehuset viser, at han skal på operationsbordet med det samme. Det sker blot to dage senere.

“På det tidspunkt ved jeg ingenting, men alene ordet “kræft” er nok til, at jeg bliver bange. Og efter operationen bliver det kun værre. Jeg er overbevist om, at der er noget helt galt med mig. Selvom lægerne bekræfter, at de har fundet kræften på et tidligt stadie, og at jeg blot skal gå til kontrol, så kan jeg ikke give mig tilfreds med den forklaring.”

I stedet sidder han “bare og glor ud ad vinduet,” som han siger.

“Jeg er fuldstændig handlingslammet, og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er vant til at handle mig ud af alting, men det her er anderledes. Det er uden for min kontrol, og kan vel bedst beskrives som en blanding af angst og depression.”
To måneder efter operationen opsøger Benjamin Nielsen en psykolog, og med tiden får han igen styr på tankerne.

“Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver helt færdig med at bearbejde den oplevelse, men jeg føler, min hjerne og mit hjerte igen har fundet hinanden. Og jeg er tilbage på job. På fuld tid, selvfølgelig.”

En kommentar, der er ensbetydende med en presset hverdag, 160 rejsedage om året samt en familie og nu tre børn, der også skal tilgodeses.

“Oplevelsen har nok givet mig en anden ro og en evne til at være mere nærværende. Jeg sætter måske mere pris på det liv, jeg lever, men det sker samtidig med, at jeg stadig har et arbejdsliv i et højt tempo. Det er nu engang sådan, jeg har det bedst.”