Danske Bank-analytiker i særklasse
Foto: Danske Bank
Karriere Af
Johannes Møller fra Danske Markets tiltrak sig mest opmærksomhed blandt de nominerede til Starmine Analyst Awards. Nu skal han kæmpe for BankInvest.

Starmine vurderer årligt, hvilke analytikere der har formået at levere ekstraordinære præstationer - enten som aktieudvælgere eller som estimat-givere i det foregående år.

Og prisuddelingen for de nordiske bankers 2010 giver en klar sejr til Danske Markets med analytiker Johannes Møller i rampelyset.

Johannes Møller vandt som den bedste generelle "stockpicker" samt bedste analytiker til at sætte indtjeningsestimater.

Vinder Johannes Møller igen næste år, bliver det i stedet for BankInvest, hvor han netop er tiltrådt som porteføljemanager inden for danske aktier.

Maths Liljedahl fra Nordea Markets blev nummer to som generel aktieudvælger, mens Fredric Stahl fra UBS tog sølvet som næstbedste til at sætte sine estimater.

Hæder til fødevareanalytiker

Danske Markets vandt også som bedste aktiemægler med flest toprankede analytikere, nemlig 12 mod otte til Handelsbanken, Nordea, SEB Enskilda, der alle deler andenpladsen.

Danske Markets senioranalytiker Søren Samsøe var også med helt fremme i årets prisuddeling.

Føde- og drikkevareanalytikeren blev nummer to inden for både "Earnings Estimator in the Consumer Goods & Services Industry" og "Stock Picker in the Consumer Goods & Services Industry".

Samsøe tog syvendepladsen på listen over Overall Stock Picker, hvor altså hans kollega Johannes Møller vandt.

Årets analytiker en genganger

I går offentliggjorde Økonomisk Ugebrev sin rating i holdkonkurrencen blandt bankernes analytikerhold.

Danske Bank blev igen nummer et, mens Nordea rykkede fra en femteplads sidste år til en andenplads med Handelsbanken, Carnegie og SEB Enskilda på de efterfølgende pladser.

På personniveau vandt Nordea dysten mod ærkerivalen Danske Bank i Økonomisk Ugebrevs analytikerrating.

Analytiker Michael Novod fra Nordea blev for andet år i træk kåret til Årets Aktieanalytiker. Jakob Brink fra Handelsbanken og Per Grønborg fra Danske Bank deler andenpladsen.

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder