Bøger: Ujævn bog om vigtig målgruppe
Tweens er en yderst interessant målgruppe. Men bogen giver ikke et særligt godt overblik over hvad der driver dem.
Foto: Colourbox
Karriere Af ,
Vi er i de fleste virksomheder optaget af, hvor vores kunder er i dag, men ikke mindst også hvor og hvem de er i fremtiden. Desværre giver bogen ikke svar, men kun flertydige og uklare budskaber.

Bedømmelse:
2 af 6 stjerner


Jeg finder ellers altid bøger, der omhandler de næste generationer af forbrugere og arbejdstagere interessante. Et emne som vi i øvrigt tidligere har anmeldt bøger om og haft forfattere i studiet på Børsen Online.

Derfor fangede bogen "Tweens – mellem medier og mærkevarer" da også naturligt min interesse, som endnu et bidrag til dette evigtgyldige emne.

Introduktionen af de nye forbrugere

Tweens er et begreb, der beskriver børn mellem 7-12 år, som er en alder, hvor børn begynder at ligge afstand til barndommen og - ikke mindst relevant i vores kontekst - begynder i stigende grad at agere som direkte forbrugere.

Dette er yderst interessant, da det giver virksomheder i et BtC markedet en mulighed for at få et smugkig ind til fremtidens forbrugers potentielle adfærd.

Lars Pynt Andersen har sammen med Jeanette Rasmussen, Birgitte Tufte, og Tessa Gjødesen skrevet bogen, hvor de igennem en række artikler forsøger at give et signalement på, hvad der kan beskrive en Tween i den globaliseret verden, der nu også har bredt sig til børneværelserne.

Det kunne have været så godt, men...

Introduktionen til begrebet Tweens, forbrugsmønstre,og sammenligningen med Tweens i Hong Kong klares fint, men så holder det også op. Bogens potentielle styrke - at samle en række danske forskere som forfattere - bliver også dens svaghed.

Hver forsker har været ansvarlig for deres kapitel, som så er blevet redigeret til en bog, men det er dog forsat en artikelsamling, hvor den samlede essens uddrages flere gange på forskellig vis.

Tilbage sidder jeg med fornemmelsen af, at essensen af bogen kunne have været uddraget på 20-30 sider. Bevares med behørig reference til artiklerne, men stadig med langt klarere budskaber til læseren.

Where is the Beef?

Som nævnt er det her rent faktisk et emne, jeg finder interessant og relevant fra mange perspektiver. Ikke mindst som repræsentant for de virksomheder, der er voldsomt interesserede i at få fat i denne "dødbringende" viden om disse allerede nu, og ikke mindst i fremtidens superforbrugere.

Og lige netop derfor - og for alle andre, der endda af mere noble årsager måtte være interesserede i bogens emne - kan jeg ikke undlade sidde at tilbage og ærgre mig med det store spørgsmål: Og hvad så?

Bogen mangler basalt en opsamling på hvad der egentlig kan læres af alle disse refererede undersøgelser for forældre, skoler, og ja i vores kontekst for virksomheder, der har lyst til at indrette sig efter disse fremtidens globaliserede superforbrugere.

Artiklerne vi sikkert gøre sig fint i diverse relevante publikationer og derfor vil jeg stadig honorere med to stjerner, men som bog til et bredere publikum bliver budskaberne for flertydige og uklare.

Anmelder: Henrik Jørgensen
Stjerner: 2* af 6
Titel: Tweens – mellem medier og mærkevarer
Forfatter: Lars Pynt Andersen (red)
Forlag: Samfundslitteratur.
ISBN: 978-87-593-1231-5
Pris: 250 kr.

Henrik Jørgensen er tidligere Management konsulent hos PA Consulting Group med rådgivning inden for projektledelse, it, strategi og ledelse generelt. Han er nu selvstændig konsulent. Henrik har arbejdet med rådgivning både i Skandinavien og internationalt. Tidligere har Henrik været bestyrelsesmedlem i Epinion A/S.


Køb bogen
" Tweens - mellem medier og mærkevarer" her


Andre læser dette lige nu


Seneste karriere nyheder