Bøger: Kvinde kend din karriere
Inge Berneke er specialist i rekruttering og udvikling af topledere i Egon Zehnder.
Karriere Af ,
Inge Berneke var kun en 5 årig pige, da "Kvinde kend din krop" udkom – i dag er hun specialist i rekruttering og udvikling af topledere i Egon Zehnder.

Bedømmelse:
5 af 6 stjerner


På den baggrund har hun skrevet en bog, der giver erfaringer og overvejelser videre, som forfatteren gerne selv ville have haft del i, da hun skulle træde ind på studie- og karrierevej.

Kvoter? – nej kvalifikationer tak!

Bogen argumenterer veloplagt for at kvinder ikke bare kan komme rendende ind i bestyrelseslokalerne under kvote-feltråbet, men må kvalificere sig med ansvar for bundlinje og som andet og mere end blot kvinde. Hun har sin dokumentation i orden – hele bogen igennem.

Omvendt, peger Berneke på at der er brug for strukturer, der støtter bestræbelserne på at få kvinder frem. Denne regering og tidligere regeringers laden stå til i praksis betyder at vi ikke rykker, mens både Frankrig, Spanien, Belgien og Storbritannien – og Norden har vedtaget lovgivning eller målsætning for minoriteter og mangfoldighed.

Hun tager også fat på de kulturelle faktorer, der påvirker kvinders erhvervsliv. Det er f.eks. den upolerede tone, der indimellem må lægges øren til, når en kvindelig topleder er ene kvinde på direktionsgangen i danske virksomheder – og forfatteren peger på at mere komplekse og mangfoldige samfund end Danmark har en mindre aggressiv tone overfor minoriteter.

Men det er selvfølgelig det evige krydspres mellem familie og job og børneinstitutioner, der stadig lukker kl. 17.

Hva skal der til?


Rekrutteringskonsulenter er ikke sat i verden for at drive politik. Forfatteren påtager sig gerne et ansvar for at drive flere kvinder frem i lyset, men forklarer meget rimeligt at hendes klienter ønsker sig relevante kvalifikationer og erfaringer og at de skabes ikke blot af uddannelse (som kvinder er ret flinke til), men af konkrete opgavers løsning og praktisk ledelseserfaring.

Regeringen siger, at ligestilling skal være den enkeltes ansvar. Det er kvindernes egen skyld, hvis de ikke ønsker karrieren eller ikke kan få det til at hænge sammen med et familieliv.

Forfatteren peger på at uden en åben debat, der diskuterer de mange usynlige kulturer og den struktur, der gør det svært for kvinder – har vi ladt kvinderne i stikken.

Hun har ret i at ligestilling i den danske debat er blevet et fyord. Man trækker på smilebåndet af og fortsætter Business as usual. Et godt sted at starte var en forskningsmæssig indsats i kvinders vilkår i erhvervslivet.
Kvinder i Pink Ghetto.

Udsigten til at flere kvinder på toplederplan og i bestyrelser er bare ikke lovende. Rigtig mange kvinder tager en længerevarende uddannelse, men de kan ikke holde til ensomheden som en minoritet blandt mænd på ledelsesgangen og en langt større andel kvinder exitter.

Den lange barsel kombineret med perioder som freelancere, konsulenter og deltidsarbejdere i perioden fra 30-40 år er ikke vejen ind i bestyrelseslokalet.

Og jo der er kvinder, der bliver i virksomhederne, men de har valgt kønsstereotypt og sidder på jura/ HR/Kommunikationsområdet og har fravalgt de mere operationelle og kritiske roller i virksomhedernes maskinrum.

Netop derfra hvor flertallet af bestyrelsesposterne rekrutteres. Det er en opgave i virksomhederne og det er en samfundsmæssig strategisk udviklingsopgave, hvis vi skal udnytte de ressourcer, vi nu engang har til rådighed i Danmark.

Bogen er velskrevet og god at blive klogere af. Jeg har kun en enkelt indvending og det er overfor den grundlæggende præmis – at karrieren er målet. Jeg oplever mange mænd fortryde, at de så for lidt til familien, når de selv går mod slutningen af karrieren og oplever mange kvinder midt i karrieren tvivle på karriere-projektet.

Kvinder synes at musikken, kærligheden, børnene, mænd og fuglefløjt faktisk er vigtigere end prestige, magtkampe, at tjene penge og fædrelandet. Det er kætterisk og vil måske ændres, hvis Inge Bernekes bud bliver til virkelighed.

Inge Berneke
5 af 6 stjerner
Kvinde kend din karriere
L&R Business
269 sider og 269,-kr.


Køb bogen
"Kvinde kend din karriere" her


Margrethe Lyngs Mortensen arbejder med kommunikation, strategi og ledelse og har speciale i krisekommunikation. Hun har en bredt netværk i branchen og er censor på CBS og landets universiteter. Hun sidder i aftagerpanel på KUA. Margrethe har tidligere været på Slotsholmen i hhv. Fødevareministeriet og Erhvervsministeriet og direktør i Region Syddanmark Margrethe er initiativtager og stadig tovholder for VL 107. Hun er medforfatter på bogen "i den gode sags tjeneste" og har været generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.

Andre læser dette lige nu


Seneste karriere nyheder