Bøger: HR skal ud af virksomheden
Dave Ulrich & Co. tilbage på dansk med en bog, der flytter hegnspælene for HR-afdelinger endnu længere ind i territoriet for forretningsledelse og strategi.
Karriere Af , ,
Human Ressources (HR) skal tænkes udefra og ind. Investorers, kunders og andre vigtige interessenters forventninger til virksomhedens kompetencer, er HR's nye dagsorden.

Bedømmelse:
6 af 6 stjerner


Så er Dave Ulrich & Co. tilbage på dansk med en bog, der flytter hegnspælene for HR-afdelinger endnu længere ind i territoriet for forretningsledelse og strategi.

Denne gang flyttes pælene helt ud af virksomheden. Derud hvor interessenterne vurderer virksomhedens kompetencer i forhold til at indfri de løfter, der er givet gennem kommunikation, regnskaber, marketing, CR osv.

Medarbejderne er halvdelen af værdien

Disse organisatoriske kompetencer, som er en immateriel størrelse, udgør i dag mere end 50 pct. af de fleste virksomheders markedsværdi. Det er den værdi HR skal tage et ansvar for at vedligeholde, udbygge og forny.

De organisatoriske kompetencer skal sikre de forretningsmæssige resultater, som enhver virksomhed - at the end of the day - bliver bedømt på.

Fem nye HR-kanaler

Bogen leverer et imponerende rammeværk af trin-modeller og værktøjer som HR afdelingen kan transformere sig selv med, og genopstå i en værdifokuseret og forretningsbaseret form, hvor alt skal kunne ses på virksomhedens bundlinie.

Og der bliver gået til stålet. Den transformerede HR organisation kommer til at bestå af fem HR-kanaler, som leverer skarpt definerede ydelser til forskellige områder af organisationen. Koncern-HR er én kanal.

Den skal bl.a. kunne levere en "konsekvent og virksomhedsomspændende kultur og identitet" samt "programmer som implementerer top-chefernes dagsorden".

Endvidere er der spændende forslag til hvordan HR-folk bør deltage i den direkte kundedialog sammen med sælgerne og sikre, at virksomheden bygger langvarige og tillidsbaserede relationer til kunderne.

Tanken om at skulle deltage på salgsmøder med "rigtige, levende" kunder i kampen for at vinde nye ordrer, kan nok få sveden frem, selv hos hærdede HR-folk. Men pointen er god og vigtig nok – HR skal være med til at overbevise interessenterne om, at virksomheden har viljen og kompetencerne til at indfri sine løfter.

Multimedieprodukt Bogen bugner af tjeklister, vurderingsskemaer, procesbeskrivelser, cases mv. Alt emmer af, at det er velfunderede praktikere med stor erfaring i at opbygge HR organisationer, som står bag de mange gode råd og anvisninger.

Og som i de seneste bøger fra Ulrich & Co. sprænger bogen på brilliant vis sine egne rammer, og fører læseren videre over i et virtuelt univers, hvor der ligger instruerende videoer, workshopmaterialer, skabeloner, kapitler fra andre bøger fra forfatterne osv.

Et ægte multimedie-produkt med alt hvad hjertet begærer af koncepter og undervisningsmateriale.

Gratis med grænser

Graver man langt nok ned i hjemmesiden www.transformHR.com når man dog frem til nogle beskeder, der med store lokkende typer opfordrer til at "Contact us for pricing".

Dette gælder fx for værktøjet Organizational Capability Assessment, der er helt centralt i transformationsprocessen, men kun beskrevet i brede vendinger i bogen og "brochuren" på websitet. Så hertil og ikke længere.

Fair nok, for man får meget mere end hvad konsulent-forfattere almindeligvis vælger at rykke ud med i bogform.

Endnu et pletskud

Endnu et pletskud fra Ulrich & Co. Alt i alt har Ulrich & Co. fra RBL Group, som er konsulentfirmaet de fem forfattere driver sammen, endnu en gang i blændende form vist deres trofaste fanskare i alverdens HR afdelinger, at tiden ikke er til at hvile på laurbærene.

Tværtimod, det er tid til at smøge ærmerne op, og forsætte med at lave HR, der efterhånden både skal kunne ses på top- og bundlinien. Klatreudstyret til næste HR-ekspedition mod de strategiske tinder er ankommet. Resten er op til os.

Vurdering: 6 af 6 stjerner
Titel: HR Transformation – Human Resource udefra og ind
Forfattere: Dave Ulrich, Justin Allen, Wayne Brockbank, Jon Younger & Mark Nyman
Forlag: Gyldendal Business 2010
Antal sider: 328
Pris: 300,- kr.


Køb bogen
"HR Transformation" her


Frank Dybdal Lilleøre er cand.merc.jur og PhD inden for ledelse og organisation, og har over 15 års erfaring som konsulent med fokus på leder- og organisationsudvikling. Han har skrevet en række bøger og artikler om ledelse, senest STAKEHOLD! fra Børsens Forlag.
I dag er Frank ansat som First Vice President i Danske Bank-koncernens HR & Communications, hvor han har ansvaret for koncernens lederudviklingsprogrammer i Danske University. Herudover er han ekstern lektor ved Handelshøjskolen i Århus, Aarhus Universitet som fagansvarlig på Executive MBA - Ledelse i forandring.


Andre læser dette lige nu


Seneste karriere nyheder