Bøger: Når forandring helst skal fryde
Søren Brandis udgangspunkt er et dagligt virke som ledelsesrådgiver inden for strategisk ledelse og forandring suppleret med undervisning på blandt andet MBA-studierne.
Karriere Af ,
Der er skrevet et hav af bøger om forandringsledelse de sidste år og det er selvfølgelig fordi der er et stadigt stigende behov for at gøre sig klog på forandring og hvordan man mestrer forandringens disciplin.

Bedømmelse:
4 af 6 stjerner



Ordet "forandring" klinger i sig selv forskelligt fra øre til øre. Nogen frygter den og andre elsker den – men ingen finder den nem.

Flere af bøgerne virker som om, at de er skrevet til ledere, men Søren Brandis bog kan sagtens læses af medarbejderne også og det er en af bogens store forcer.

Ledelse handler jo ikke kun om lederens gøren og laden, men i ligeså høj grad er ledelse jo en proces hvor alle i virksomheden indgår – sådan er det også med forandring.

Forfatterens udgangspunkt er et dagligt virke som ledelsesrådgiver inden for strategisk ledelse og forandring suppleret med undervisning på blandt andet MBA-studierne, så som læser har man at gøre med en mand, der er solidt inde i både teori og praksis.

Det kan man hurtigt fornemme da bogen er skrevet i et letforståeligt sprog, pointer er suppleret med cases fra det virkelige liv og teorier er beskrevet kort og præcist – flere af den slags bøger, tak.

Forandring i en hastigt skiftende verden

Forfatteren skriver meget præcist hvad bogens mission er – nemlig at bidrage til at "fremtidens organisationer udvikler gode vaner til forandring, så de til stadighed fornyr sig til fremtidens udfordringer" – det er jo noget som er svært at sige "nej tak" til som virksomhedsleder.

Bogen udfordrer tidligt læseren ved at gøre sig til talsmand for, at forandring skal blive en vane – spørgsmålet er så om man skal bevare de gamle vaner eller om man skal tage fat i de nye med de tidligere forandringers erfaringer i baghovedet.

Bogens varedeklaration

Bogen består af syv kapitler, som hver tager relevante emner op.

Kapitel 1 beskriver hvorfor det er vigtigt at mestre forandring og kapitlet er et opgør med det traditionelle lederskab - noget der formentligt kræver mod og ressourcer i en krisetid at tage fat på.

Kapitel 2 introducerer ordet "ledelsesforurening", som er et begreb, der blandt andet dækker over alle de ting man kan gøre galt under en forandring.

Et eksempel kunne være at glemme, at det er afgørende at have medarbejderne med sig i den nye retning og at det derfor kan være en god idé at inddrage dem i processen.

Kapitel 3 beskriver arketyper af forandringer som lederen kan bruge til at skabe sig et overblik og måske udarbejde forskellige scenarier for sin virksomheds situation.

Kapitel 4 beskriver blandt andet bæredygtig forandring som et middel til at drive virksomhed. Her gør forfatteren op med forandring for forandringens skyld – forandring er jo et middel til at nå et mål.

Det er også her at balancegangen mellem på den ene side at få gjort tingene på kort sigt og på den anden side at sikre, at virksomheden opnår de nødvendige kompetencer til at kunne gå fremtiden trygt i møde bliver nævnt – en balancegang mange ledere vil kunne nikke genkendende til.

I kapitel 5 tager forfatteren et nyere begreb op af værktøjskassen – nemlig disciplinen at vække en længsel hos sine medarbejdere.

"Længsel" vil sikkert få nogle til at tænke "pladderhumanisme" eller lignende – men her kan man jo overveje om man helst vil have medarbejdere, der går ind i en forandring fordi "jorden brænder" eller fordi de kan se, at den kommende situation er mere attraktiv end den nuværende.

Forfatteren forsyner læseren med en opskrift på en forandringsanalyse i kapitel 6. Her skal man som læser være indstillet på, at det kræver grundig analyse at arbejde med forandring i forfatterens optik. Ved at gennemgå opskriften har man uden tvivl et solidt beslutningsgrundlag.

Fem vaner bliver gennemgået i kapitel 7 og med dem i hånden er det forfatterens mål at læseren, der vil forandring på den rigtige måde, bliver klar til at udøve godt lederskab.

I bogens appendiks har forfatteren på bare 20 sider gennemgået de toneangivende teoretikere indenfor forandringsledelse på en meget letlæselig måde.

Skulle man som leder sidde og overveje at tage et kursus eller en uddannelse indenfor Forandringsledelse på den nærmeste handelshøjskole eller erhvervsakademi, vil jeg anbefale at læse de 20 sider inden tilmeldingsblanketten udfyldes.

Skulle forfatteren en dag lave en version 2 af bogen ville jeg komme med det indspark at erstatte ordet "vi" med "jeg" eller hvilket perspektiv bogen nu er skrevet ud fra – det er dog på ingen måde meningsforstyrrende.


Så hvem er bogens målgruppe?

Der er flere grupper af læsere, som kan få glæde af bogen:

  • Toplederen som står overfor eksempelvis en sammenlægning af to divisioner
  • HR-direktøren som skal rådgive virksomhedens ledelse om hvordan en forandringsproces forløber mest hensigtsmæssig
  • Medarbejderen som ønsker at spille aktivt med i ledelsesprocessen under en forandring


Bogen leverer ikke noget epokegørende nyt på området, men den er sat sammen og skrevet på en måde, så praktikere vil kunne få større glæde af den end af de bøger denne anmelder ellers har set om emnet.

Med bogen i hånden har læseren fået fyldt værktøjskassen godt op og er klar til at stille de spørgsmål, der er relevante for beslutningstagningen i en forandringsproces – bogen får fire stjerner ud af seks.

Forandringens vaner – lederskab i tider med forandring
Forfatter: Søren Brandi
Forlag: L&R Business
304 sider
460,- kroner


Søren Kreilgaard er cand. merc. i Strategi, Organisation og Ledelse og har arbejdet indenfor HR hele sin karriere. I dag er han HR-fuldmægtig i Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor han arbejder med HR-support til ledelsen. Han er også ekstern lektor på CBS – Handelshøjskolen i København hvor han underviser indenfor HR og Forandringsledelse.

Din medarbejder vil hellere have dig fyret - end selv at få mere i løn

Omverdens krav og forventninger til ledere er ved at ændre sig dramatisk og har resulteret i en reel ledelseskrise. Hvis ledere skal holde på dygtige medarbejdere og rekruttere talenter, så kræves der noget helt andet af en moderne leder.

Det fortæller Rasmus Hougaard, der har skrevet bogen "The mind of the leader", der bygger på research blandt 35.000 ledere verden over. Du kan opleve Rasmus Hougaard og andre internationale thought leaders på Børsens Ledelseskonference d. 30. september. Lær af de dygtigste og få konkrete værktøjer til dit eget ledelsesarbejde. Meld dig til her.

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder