Han løb 250 km i Saharas ørken
Michael Vads næste udfordring bliver Boston Marathon
Foto: Kjeld Andersen
Karriere Af
De 45-50 graders varme satte deres præg på os alle sammen. Det føltes som om, kroppen – og ikke mindst fødderne – kogte.

Sådan siger 44-årige Michael Vad om det 6-dages ekstremløb, han netop har gennemført i 40 graders varme i Sahara.

Han er glad og tilfreds, men det var ikke helt uden komplikationer at gennemføre det hårde løb.

"Udover at være mærket af de høje temperaturer havde jeg helt sikkert været for optimistisk mht. pakningen af min rygsæk. Det betød, at jeg løb med 30-40 pct. mere vægt end mange af de andre, og det gjorde naturligvis strabadserne ekstra hårde. Sidst, men ikke mindst, var det bløde sand meget vanskeligt at løbe i," siger Michael Vad, som til daglig er managing partner i den verdensomspændende headhunterfirma Heidrick & Struggles

Han kom ind som nr. 36 ud af 130 og brugte 46 timer på at løbe de 250 km.

Trist at det er slut

"4 Deserts Sahara Race", som løbet hedder, er et af verdens hårdeste. Èn dansker udover Michael Vad og løbere fra hele verden deltog, og det er med et stort smil på læben, at ekstremløberen ser tilbage på begivenheden.

"Det, som gjorde det unikt, var dels det gode kammeratskab med de andre løbere. Folk fra 22 forskellige lande, som alle var positive og hjælpsomme var meget givende. Dernæst var selve ørkenen et helt enestående bekendtskab. Ubeskrivelige naturscenerier, klippeformationer, bjergplateauer - og så lige en grøn oase midt i det hele," siger Michael Vad, som nævner, at noget af det værste ved turen var, da det var slut.

"Oplevelsen var ekstrem intens, og derfor føltes det lidt trist, da konkurrencen var ovre."

Smerter undervejs

Michael Vad, som nu i alt har gennemført 6 ekstremløb, fik undervejs på ruten knæ- og spiseproblemer. Kombinationen af meget blødt sand, ustabilt underlag og en tung rygsæk bevirkede, at han allerede på førstedagen fik problemer i sit ene knæ.

"Jeg forsøgte at kompensere med strækøvelser og lidt smertestillende medicin, men smerterne var der desværre under hele løbet."

På grund af den fysiske belastning samt varme og den specielle kost er det ifølge Michael Vad heller ikke unormalt at få problemer med appetitten efter 3-4 dage.

"Jeg kunne ikke spise op til 4. etape, hvilket naturligvis påvirkede præstationen den dag. Jeg kom dog igennem med hiv og sving og fik det heldigvis bedre om aftenen. Det var vigtigt, fordi 5. etape var "kongeetapen" på hele 87,5km," lyder det fra ekstremløberen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt han vil gøre det igen, svarer han klokkeklart.

""Ja, det vil jeg helt sikkert. Det var som sagt en helt utrolig oplevelse, som jeg gerne vil gentage på et senere tidspunkt."

På Børsens Boston-hold

Michael Vads næste udfordring bliver på en kortere, men også ganske krævende distance. Han er med på det hold løbende erhvervsfolk, som Børsen følger tæt, og som skal være klar til Boston Marathon i april 2010.

Michael Vad har løbet 25 maraton tidligere og er derfor meget erfaren.

Målet i Boston er dog ikke af de nemme, da han vil prøve at tangere sin personlige rekord på 2 timer og 52 minutter.

Bestræbelserne kan følges tæt her på borsen.dk.

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder