Erhvervsfolk i maraton-gear
Gjensidiges løbehold i den første test op til Boston Marathon 2010. Fra venstre: adm. direktør Jens Bager, Alk-Abello, nationalbankdirektør Torben Nielsen, direktør i Gjensidige Kim Rud- Petersen og direktør Frederik Juul fra Sandrew Metronome.
Foto: Thorkild Amdi
Karriere Af
Klokken er 17.00 tirsdag aften på en parkeringsplads nord for Holte. Det er mørkt, vådt og klamt – efterårsvejret tager man ikke fejl af.

I mørket står en gruppe erhvervsfolk og venter. Slips, jakkesæt og spadseredragter er erstattet af trikot, løbejakker, huer og handsker. Væk er udsigten til en fin middag og god vin – dagens belønning består af vand og bananer.

Gruppen har taget en udfordring op af de helt store. Denne tirsdag markerer starten på fem måneders anstrengelser og målrettet træning, hvor belønningen først høstes den 19. april, når mållinjen på et af verdens mest prestigefyldte maratonløb i Boston passeres om eftermiddagen.

Enestående mulighed

For flere er det første gang, for andre er det chancen for at løbe de 42,2 kilometer hurtigere end nogensinde. Fælles for dem alle er dog, at de ikke tvivlede mange sekunder, da tilbuddet fra det norske forsikringsselskab Gjensidige landede på skrivebordet.

"Jeg ser det som en enestående mulighed for at være med i et de sværeste, ældste og mest prestigefyldte maratonløb. Ellers havde jeg aldrig haft chancen – og jeg får en mulighed for at forbedre min personlige rekord," siger medicinalvirksomheden Alk-Abellos adm. direktør Jens Bager, der fem gange har løbet maratonløb i New York.

Han er mest vant til at træne alene, så derfor trak det også, at der denne gang er et nøje, personligt tilrettelagt forløb, kombineret med at man er i tæt kontakt med andre løbere med samme mål.

En bred gruppe

"Det giver mig muligheden for at møde en meget bred gruppe mennesker, samtidig med at der samles penge ind til et godt formål," tilføjer han med henvisning til et tilkoblet CSR-projekt.

Nationalbankdirektør Torben Nielsen er også en dreven maratonløber, der senest var med i Chicago for få uger siden.

"Jeg er vant til at sige ja til udfordringer – og den her var jeg slet ikke i tvivl om. Jeg nyder meget at løbe sammen med andre. Det sociale element er vigtigt for mig, og her skabes et fællesskab, som jeg hygger mig meget med," forklarer han svedende efter tirsdagens første træningstur på Rudersdal Lysløjpe.

Holdets mest erfarne distanceløber er ledende partner i headhunterfirmaet Heidrick & Struggles, Michael Vad. Netop hjemvendt fra et 250 kilometer langt løb i Sahara og med 25 maratonløb i bagagen vil han forsøge at løbe sit hurtigste maraton nogensinde i Boston.

Formen testes

Alle holdets deltagere starter med en formtest tirsdag aften, hvor løbetrænerne får en fornemmelse af, hvor hurtigt deltagerne kan løbe fem kilometer. Testen bliver det første pejlemærke for træningsprogrammet.

"Ruten er kuperet, ligesom den bliver i Boston. I må gå og I må løbe som det passer jer nu, men om fem måneder skal I være klar til at løbe hele vejen," lyder det opmuntrende fra træneren Bjarke Kobberø, før løberne tager fat på rundturene i den regnvåde skov.

Vil se skide godt ud

Direktør Christel Thrane fra netværket for erhvervskvinder, Protocol, kan ikke prale med deltagelse i tidligere maratonløb. I stedet er hun krøbet i løbetøjet denne aften for at nå et mål, inden hun om kort tid runder et skarpt hjørne.

"Jeg har hele tiden sagt, at når jeg bliver 40 år, vil jeg være i mit livs form og se skide godt ud. Så derfor kom denne mulighed som sendt fra himlen. Det ville jeg aldrig kunne have gjort alene," siger en tilfreds og spændt (39-årig) Christel Thrane, der åbent erklærer, at hun er i en elendig form lige nu og derfor starter helt fra bunden. Hun satser også på at skære nogle kilo af undervejs i processen.

Flere nybegyndere

Hun er ikke den eneste nybegynder på holdet. Komikeren Finn Nørbygaard og Paustian-kokken Bo Bech har også meldt sig under fanerne. Bo Bech med den krølle, at han ikke har haft en løbesko på fødderne i 15 år, hvor Finn Nørbygaard trods alt har løbet halvmaraton flere gange.

For direktør i Novozymes, Nickie Inger Spile, er det ikke første gang, hun løber maraton. Men det er trods alt 23 år siden, og hun troede ikke, hun skulle prøve det igen.

"Men det her kunne jeg ikke sige nej til. Jeg er vant til at træne meget alene, og her får jeg muligheden for at være en del af den fælles entusiasme, der er omkring projektet," siger hun og tilføjer:

"Jeg skulle dog lige spørge familien først. Men det var rent proforma, for jeg havde truffet beslutningen allerede."

Once in a lifetime

Direktør for filmdistributøren Sandrew Metronome Filmdistribution, Frederik Juul, tog sin første maraton-tur i Berlin i september. Og han var heller ikke i tvivl efter den oplevelse.

"Det er once in a life time, man får sådan et tilbud. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville sige ja. Chancen for at være med i et mere af de fem største maraton, ville jeg ikke sige nej til," siger Frederik Juul. Da de fem kilometers formtest for fuld damp er overstået, må han støtte sig til det nærmeste træ for lige at få pusten.

Derefter står menuen på vand og bananer til hele holdet, mens de første erfaringer udveksles. Forude venter tre, fire og måske fem ugentlige løbeture vinteren igennem, hvor hastighed og længde gradvist skrues i vejret, så krop og psyke er klar til 42 kilometer næste forår.

Børsen er med hele vejen

Der bliver nok at snakke om og fortælle undervejs. Følg holdets vej til Boston her i avisen og på borsen.dk.

Gjensidige har sikret en ekstra plads på Boston Marathon-holdet. Deltag i auktionen her.






Artiklen er bragt i samarbejde med Gjensidige Forsikring.

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder