Fra Mærsk til økologiske vatpinde
Foto: Joy Vasiljev
Karriere Af
38-årige Joy Vasiljev er en af dem, regeringen gerne vil have mange flere af i Danmark: Kvinde, iværksætter og succesrig. Selv om hun stortrivedes i sit tidligere job i A.P. Møller-Mærsk, gjorde hun for halvandet år siden alvor af lysten til at beskæftige sig med sin store hobby.

Joy Vasiljev var i syv år ansat som indkøber og projektchef i landets største virksomhed i et job med stor fleksibilitet. Begunstiget af dygtige kolleger og spændende arbejdsopgaver var hun også, men alligevel sagde hun farvel til den faste løn og de veldefinerede rammer i sommeren 2007 for i stedet at forfølge drømmen om at arbejde med økologi.

"Jeg har altid været meget miljøorienteret. Det startede med de økologiske gulerødder og gik over til, at jeg erstattede skyllemiddel med eddike. På et tidspunkt ville jeg have fat i nogle økologiske vatpinde, og de sig at være sindssygt dyre og svære at få fat i. Det var det, der startede det hele," siger Joy Vasiljev.

Graviditet blev afsæt

Hun begyndte systematisk at notere, hvilke økologiske non-food produkter, hun gerne ville have fat i, men af forskellige grunde enten havde svært ved at finde eller betale, og fandt hurtigt ud af, at der virkede til at være et marked hér, ingen endnu havde kastet sig over.

"Så blev jeg gravid med mit andet barn, og efter barsel gjorde jeg op, at nu var det til at tage springet. Jeg synes, livet handler om at få prøvet noget forskelligt, og samtidig var det vigtigt at stoppe i APM, mens arbejdet stadig var ét, jeg var rigtig glad for," siger hun og understreger, at selv om beslutningen om at gå fra de trygge rammer til usikker indtægt og helt ukendt branche kan virke uoverskuelig, oplevede hun den aldrig sådan.

"Nej, for idéen var modnet gennem lang tid, jeg havde forberedt mig grundigt, og hjertet var 100 pct. med," siger Joy Vasiljev, der brugte sin opsparing på 250.000 kr. som startkapital og fik hjælp af en kassekredit et halvt år efter opstart til at køre forretningen i gang.

Flere kunder, flere udgifter

Hendes virksomhed, the Organic Company, er en business-to-business leverandør af 100 pct. økologiske bomuldsprodukter med fokus på babytilbehør og andet tilbehør til hjemmet. Siden forretningens første levemåned er det kun gået frem hvad angår omsætning, ordrer og kunder.

"Jeg har fået flere kunder hurtigere end ventet, men har også brugt flere penge fra dag 1 end forventet. Men det største arbejde for mig lå i startfasen, hvor jeg brugte rigtig, rigtig meget tid på at lægge forretningsplan, lægge budgetter, kontakte udvalgte butikker en masse og efterlyse de helt rigtige leverandører. Det virkede," siger Joy Vasiljev, der først i sommer fik brug for at involvere sin bank i forretningsplanerne og på det tidspunkt mødte stor opbakning til projektets videre drift.

For hende blev iværksætter-tilværelsen udløst af iveren efter at arbejde med økologi, få ultimativ frihed og spændingen ved at springe ud i det ukendte. Uden gå-på-mod og fighterevner bliver man ifølge hende ikke en succesrig iværksætter, men det er en myte, at det kræver en 70 timers arbejdsuge de første år.

"Jeg arbejder ikke mere, end jeg gjorde i APM, og det vil jeg heller ikke, for min familie betyder mest. For mig at se er det et valg, om man vil ligge vandret i lange perioder pga. arbejdspres. Personligt er jeg kommet langt med en struktureret arbejdsform og sans for at vælge nogle ting fra. F. eks. arbejder jeg bevidst ikke med tøjkollektioner, som er en helt andet måde at tænke forretning på, ligesom jeg heller ikke vil gå detailvejen, hvor man bruger tid på f.eks. at bytte fejlkøb," siger hun.

Vær kritisk og få dig et netværk

Hendes bedste råd til andre med en iværksætter i maven, er ikke i første omgang at lade frygten for skrøbelig økonomi dræbe planerne. Men når man går i gang med den konkrete planlægning, er det afgørende at teste kritisk, om idéen holder vand, så mavefornemmelsen ikke får lov at styre alt.

"Og så har jeg for mit eget vedkommende haft ufattelig stor gavn af mit netværk. Ikke mindst det, jeg har fundet i Morgendagens Heltinder (netværk for kvinder, der er selvstændige, red.), hvor jeg har søgt meget af den viden, jeg ikke havde selv. Og husk, at man skal pleje sit netværk, før man får brug for det," lyder opfordringen.

Om fem år har hun ifølge sin målsætning 20-doblet omsætningen, fået Norden ind i sin kundebase og udvidet sit sortiment med et ekstra ben. Og hvis ikke det lykkes, så er hun indstillet på at tage konsekvensen og blive lønmodtager igen.

"Men jeg har ikke fortrudt mit valg et sekund. Jeg elsker det, jeg laver," siger Joy Vasiljev.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder