La Glace – fra mor til datter uden gnidninger
Foto: Scanpix
Karriere Af
Forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn, 66, har en for mange ukendt fortid som ejer af det danmarksberømte konditori La Glace i København. Det drives nu af datteren Marianne. I går optrådte to for første gang sammen for at give opskriften på, hvordan et generationsskifte bliver en succes.

La Glace blev styret af Merethe Stagetorn fra 1978-1989, hvor hun solgte konditoriet til datteren Marianne, der har været direktør lige siden. Men hvordan bærer man sig ad med at overlade en succesrig virksomhed til sit barn uden at blande sig for meget i driften?

Og hvorfor kaste sig over netop konditorbranchen i kølvandet på en markant mor, man nemt kommer til at stå i skyggen af?

De spørgsmål var udgangspunktet for mødet mellem Merethe Stagetorn og Marianne Stagetorn, der fandt sted torsdag d. 4. september på netop La Glace.

Her var der indbudt til diskussion om generationsskifter i anledning af, at netværket Kvinder for Indflydelse 2008 under Mellemfolkeligt Samvirke er i gang med at samle penge ind til Zimbabwe – et netværk, Marianne Stagetorn, 41, er medlem af.

Kodeord: Ingen forandringer

Merethe Stagetorns mand nærede i 70'erne et stort ønske om at købe ejendommen, som husede La Glace. Og selv om hun dengang lige havde slået sig ned som advokat, tog hun imod opfordringen om at købe konditoriet.

"Det blev et af mit livs lykkeligste beslutninger," siger hun.

Takket være en stor indsats fra den daværende chefkonditor gennem 25 år lykkedes det Merethe Stagetorn at drive stedet i 11 år, men den store udvikling fandt ikke sted, indrømmer hun.

"Der var nærmest tale om en konserveringsboble. Jeg så det som min opgave at bevare status quo – og det kunne stedet også godt tåle," siger hun med henvisning til, at La Glace blev grundlagt helt tilbage i 1870 på samme adresse, Skovbogade 3, hvor det også i dag har til huse.

For dum til jura

I 1989 solgte hun La Glace til datteren Marianne, der på det tidspunkt var blot 22 år gammel. Til trods for at familiens motto lyder: 'den, der går i nogens fodspor, kommer aldrig foran'.

"Og ja, derfor var det også en sær beslutning i udgangspunktet. Sagen var, at jeg havde fundet ud af, at jeg var for dum til at blive jurist ligesom resten af familien, og at efterfølgende havde droppet tanken om en karriere i international handel i erkendelse af, at jeg virkelig hader at tale i telefon. Løsningen blev La Glace, for pludselig stod det klart for mig, at lykken lå lige foran mine fødder, hvis jeg tog chancen," forklarer Marianne Stagetorn om overtagelsen for snart 20 år siden.

Hun lånte penge til købet af ejendommen og konditoriet og aftalte en afdragsordning med sin mor. Sideløbende med sin debut som iværksætter læste Marianne til først akademiøkonom og siden konditor for at ruste sig til jobbet som indehaver.

Mor var konsulent

Begge kvinder er enige om, at overdragelsen fandt sted fuldstændig uden gnidninger, og at forklaringen skal findes i klare aftaler om driften og den ældre generations evne til at give slip på kontrollen.

"Mor var rigtig god til at give ultimativt slip. Sige: 'Her er nøglen, ring hvis der er noget'. Det gjorde jeg et par gange, og mor var vel en form for konsulent, før det ord overhovedet var opfundet," siger Marianne Stagetorn.

Det bestrider Merethe Stagetorn, der hverken kan huske opkald af nogen art fra datteren om drift eller økonomi i konditoriet. Og konsulent har hun da slet ikke været, hævder hun.

"Jeg var meget bevidst om ikke at blande mig. Det synes jeg ikke, man skal, hvis man i realiteten ikke vil gøre noget i forlængelse af indblandingen. Og jeg var ude af La Glace og havde 100 pct. tillid til, at Marianne kunne drive det godt," siger Merethe Stagetorn.

Hun kommer dog i tanker om, at der i købskontrakten var indskrevet en klausul om, at i tilfælde af salg af konditoriet inden for en kortere årrække, havde Merethe forhåndsret til at købe virksomheden tilbage.

Filial gik rabundus

Heller ikke en – skulle det vise sig – katastrofal beslutningen om at starte en filial på Kogens Nytorv i København bragte fnidder i mor-datter-forholdet til trods for, at begge parter var involveret i beslutningen. Filialen lukkede i 1991 og betød store, økonomiske tab for familien.

"Jeg lærte af det, at jeg ikke duer til at skulle være to steder på én gang. Jeg skal aldrig have en filial i København igen," siger Marianne, der dog ikke lægger skjul på, at hun ser store muligheder for La Glace-ekspansion på verdensplan, hvis et af de tre børn på i dag 10,12 og 13 år en dag får lyst til at kaste sig ind i virksomheden.

"Men der er intet pres. En af grundene til, at vores generationsskifte er gået så godt, er, at det har været mit absolut frie valg at sidde, hvor jeg sidder i dag. Jeg traf 100 pct. selv beslutningen, og det skal mine børn også. De skal have evnerne og viljen, ellers duer det ikke," siger Marianne Stagetorn, der betegner sig som 'kaloriepusher' og som én, der 'handler med livskvalitet'.

"Jeg har et af de bedste job i verden," siger hun uden tøven.

Alligevel mener Merethe Stagetorn, at datteren nok ikke havde købt konditoriet i 1989, hvis ikke det var fordi, det dengang var på familiens hænder.

"Så det er da et spørgsmål, jeg har stillet mig selv – havde Marianne et reelt, frit valg i forhold til beskæftigelse? Så vidt det var muligt i vores situation, er svaret ja," siger Merethe.

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder