Karriere  
Opdateret 10.14 - GPV Industri har ansat Bo Lybæk som ny administrerende direktør og koncern-chef i GPV Industri-koncernen. Det meddeler selskabet torsdag.

"Ansættelsen af Bo Lybæk skal medvirke til en styrkelse af ledelsen i GPV samt til en fortsat effektivisering af virksomheden. Målet er som tidligere meddelt at opnå en væsentlig forbedring af indtjeningen samt at sikre, at GPV er i stand til et realisere de ambitiøse strategiske mål," skriver GPV.

Den hidtidige adm. direktør i GPV, Jørgen K. Hansen, skal fremover forestå Business Development, herunder den fortsatte udvikling af GPVs aktiviteter i Asien.

Bo Lybæk, der er 47 år, kommer fra en stilling som administrerende direktør for Hydro Aluminium Tønder A/S, hvor han har været i otte år og ligeledes er bestyrelsesformand.

"Bo Lybæk er uddannet civilingeniør og MBA og har haft ledende stillinger i danske og udenlandske virksomheder i de seneste 20 år. Bo Lybæk har en bred erfaring med at drive produktionsvirksomhed og med internationalt business-to-business salg," skriver GPV.

Bo Lybæk tiltræder i januar 2008.

"Bo Lybæk har kvaliteterne til at drive en vækst og vinde markedsandele for os. Han har hidtil vist, at han er god til at skabe gode resultater på bundlinjen," forklarer bestyrelsesformand, N.E. Nielsen fra GPV Industri, over for Direkt.


© 2007 Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder