IT Af
Folkene bag den danske computerspils-succes Hitman flytter nu udviklingen af det populære spil til et spritnyt studie i den canadiske by Montreal.

Det er nødvendigt for at leve op til kvalitetskravene, mener IO Interactive, der står bag spil-føljetonen med den hårdkogte lejemorder Agent 47 i hovedrollen.

Som situationen er i dag, er der ikke nok kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Allerede i dag rekrutterer virksomheden hver anden medarbejder fra udlandet.

"Kvalitetskravene bliver højere og højere, så for at være sikre på, at vi kan levere en høj kvalitet til forbrugerne, kræver det simpelthen, at vi er endnu flere, der arbejder på Hitman," siger direktør i IO Interactive, Niels Jørgensen.

Han lægger vægt på, at selskabet - der er japansk ejet - stadig har hovedsæde i Danmark, og at det kun er tre stillinger, der flyttes til Canada.

"Vi flytter ikke produktionen af Hitman, vi udvider den," siger Niels Jørgensen.

Ikke desto mindre er det en bet for den højt besungne danske spilindustri, at det absolutte flagskib nu har valgt at lægge videreudviklingen af Hitman uden for Danmarks grænser, mener direktør Klaus Hansen fra Producentforeningen.

"Jeg så helst, at alle aktiviteter blev i Danmark," siger Klaus Hansen.

Han er dog ikke overrasket over, at IO Interactive søger udenlands, eller at det lige præcis er Canada, det geografiske valg er faldet på.

"Canada tilbyder nogle betingelser i form af investeringsfonde, som er meget, meget attraktive for den danske spilbranche, fordi man får en kontant bonus for at flytte sine virksomhedsaktiviteter dertil," siger direktør Klaus Hansen fra Producentforeningen.

Selv om IO Interactives danske afdeling bevares, er han betænkelig ved udviklingen.

"Jeg frygter, at andre virksomheder vil kigge på Canada og de muligheder, der er der, som ikke er i Danmark, og derfor træffer samme beslutning," siger Klaus Hansen.

Computerspilbranchen er flere gange blevet nævnt som et af de vækstområder, hvor Danmark skal profilere sig i fremtiden. Alligevel kniber det med den politiske vilje til at afsætte økonomiske midler dertil, konstaterer Klaus Hansen.

"Vi har et regeringsoplæg, hvor computerspil og kulturerhverv generelt er totalt fraværende. Jo mindre der sker i Danmark på det her område, jo mere er det et spørgsmål om tid, før der går hul på boblen, og flere vælger at flytte til Canada," siger han.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Seneste IT nyheder

Pleasure anbefaler