Microsoft-boss: Mobiler bliver dramatisk billigere
Foto: Scanpix
Microsoft forventer, at smartphones over det næste år halveres i pris samtidig med en række nye enheder rammer butikshylderne.

Den ansvarlige for Microsofts Windows Phone-division, Andy Lees, tror at teknologigiganten og firmaets partnere vil være i stand til at halvere prisen på smartphones over det næste års tid.

Udtalelsen faldt i forbindelse med Microsofts Worldwide Partner Conference i Los Angeles foran 15.000 tilskuere.

Andy Lees fortalte, at en gennemsnitslig smartphone i dag koster 200 dollars, men at den pris forventes at ryge ned til 150, eller endda 100 dollars i løbet af næste år. Det skal sammenlignes med at prisen sidste år var op mod hele 400 dollars.

Den store prisreduktion skyldes at chipproducenter er i stand til at proppe flere og flere funktioner ind i mikroprocessorer til mobiltelefoner. Tidligere var der behov for særskilte chips til flere af de forskellige funktioner, og produktionsomkostningerne var højere.

"Vi ser en dramatisk prisreduktion i markedet," sagde Lees.

Nummer to om få år

Dagen forinden måtte Microsofts øverste direktør, Steve Ballmer, erkende, at man endnu har svært at tage markedsandele fra smartphone-giganter som Google, Apple og Research In Motion, men at Microsoft forventer stor vækst i 2012 og årene fremover, ikke mindst nu hvor Nokia har kastet sig i armene på Windows Phone-platformen.

"Nokia skubber til os. De presser os til at gå bredere geografisk og ramme nye prispunkter," sagde Ballmer.

Det er ikke kun Microsoft selv, der tror på Windows Phone, også IDC forudser stor vækst for Windows Phone, og spår at platformen vil være andenstørst i 2015 med en markedsandel på 20,9 procent foran Apples iOS med en markedsandel på 15,3 procent.

Googles Android-operativsystem vil dog være suverænt størst, forudser IDC, med en markedsandel på 45,4 procent.

Windows Phone får en stor opdatering til efteråret med en ny udgave af softwaren, der pt. kendes under kodenavnet "Mango".

Microsoft fortæller, at Mango bringer 500 nye funktioner med sig, inklusiv understøttelse for multitasking og en række nye sprog, inklusiv dansk.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler