CSC bekæmper truslen fra cloud med cloud
"Vi er klar over, at hvis vi ikke tager truslen fra cloud seriøst, ender vi med smulerne fra de riges bord. Derfor investerer vi i cloud-teknologi," siger nordisk salgs- og marketingdirektør Finn Rasmussen, CSC.
Foto: CSC
Hvis man lever af at sælge it-drift som en outsourcing-ydelse, kan fremkomsten af cloud give nervøse trækninger. Med cloud computing kan kunderne nemlig hurtigt og billigt købe sig adgang til en server.

Det er en udfordring for de traditionelle leverandører af outsourcing. De bliver udfordret på to fronter: Dels kan cloud-firmaerne tilbyde servere og lagringsplads billigere, dels kan de gøre det hurtigere: få minutter efter at man har bestilt en server og betalt med kreditkortet, er den klar til brug.

En af de virksomheder, der mærker den trussel, er CSC. Den multinationale virksomhed, hvis danske aktiviteter startede i 1959 under navnet Datacentralen, leverer drift og applikationer til en række store kunder i det offentlige og erhvervslivet.

Vil være tidligt ude

Finn Rasmussen, der er nordisk salgs- og marketingdirektør i CSC, fortæller, hvordan virksomheden for et par år siden begyndte at investere i cloudteknologi og ændre sin organisation.

"CSC var ikke blandt de første, da e-business-bølgen kom. Vi ser cloud som noget, der på samme måde vil forandre vores branche. Derfor besluttede vi, at denne gang ville vi være en first mover. Vi mener, at vi har nogle kernekompetencer, der er nødvendige, for at cloud kan blive en succes: Dels har vi mange års erfaring med at levere og drive infrastruktur- og applikationsydelser, dels har vi en ekspertise inden for sikkerhed, fordi vi har lang erfaring med at betjene kunder med særligt høje sikkerhedskrav inden for det offentlige, forsvar, efterretningstjenester og lignende over hele verden," forklarer han.

Som en del af den indsats er CSC gået i gang med at udstyre nogle af virksomhedens globale datacentre med cloud-teknologi. Et af dem ligger i København. Her ventes cloud-teknologien klar til brug til sommer.

"Vi er i tæt dialog med en lille håndfuld danske kunder, der planlægger at tage vores cloud i brug over de næste seks måneder," siger Finn Rasmussen.

Fra traditionel it til skyen

En anden del af CSC's cloud-indsats går ud på at arbejde på to fronter: Konsulent- og applikationsydelser.

"Vi rådgiver kunderne om, hvordan de bedst kan drage nytte af de muligheder, som cloud giver dem. Vi udfører analyser og kommer med anbefalinger af, hvordan de kan udnytte det nu og på længere sigt. Dermed får it-funktionen et roadmap, som de kan bruge til en dialog med forretningssiden," siger han.

På applikationssiden kommer CSC med værktøjer til at føre gamle programmer ind i den nye verden.

Det sker i form af automatiserede og standardiserede processer, der accelererer udviklingen og tilpasningen af applikationer, så de kan køre i skyen.

Højere op i værdikæden

"Det med at levere driften af en server og lagringskapacitet bliver en standardvare. Den ydelse er under stærkt pres, både når det gælder prisen og den tid, det må tage at levere den. Derfor vil vi i fremtiden tjene vores penge højere oppe i værdikæden. Det bliver på services, der tilfører værdi til forretningen," siger Finn Rasmussen.

Det betyder imidlertid ikke, at CSC er på vej ud af it-drift som forretningsområde. I stedet skal investeringen i cloud-teknologi gøre det muligt at få flere kunder ind, så der stadig kan tjenes penge, selvom marginen bliver mindre.

"For os er det vigtigt at sige til kunderne, at cloud ikke kun handler om at reducere omkostninger til it-driften. Den giver også nye forretningsmuligheder og kan for eksempel mindske time-to-market. Dermed kan cloud gøre en virksomhed mere konkurrencedygtig, hvis den kan komme hurtigere på markedet med et nyt produkt end konkurrenterne," siger han.

Cloud i alt

Udfordringen til CSC kommer blandt andet fra udbydere som Amazon Web Services, der tilbyder drift af servere på nettet. Men også firmaer med SaaS-løsninger (Software as a Service) er konkurrenter, da CSC har en omfattende forretning med at udvikle og drive applikationer.

Finn Rasmussen understreger, at cloud betyder en transformation af CSC. Det vil også kunne ses i stillingsannoncerne, når der søges nye medarbejdere.

"Der er ingen tvivl om, at vi nu har behov for andre kompetencer end dem, vi traditionelt har anvendt. Så vi har en løbende opgave med at uddanne medarbejderne og tilpasse kompetencerne," siger han.

Om ti år venter Finn Rasmussen, at der vil være cloud i alt, hvad CSC går ud med.

"Samtidig vil selve ordet cloud være forsvundet. Alt hvad vi leverer, vil blive leveret som en service bestående af vores egne og samarbejdspartneres cloud-tjenester."

Udfordring for it-funktionen

CSC er midt i en større omstilling både teknologisk og organisatorisk for at være klar til cloud. Alligevel mener Finn Rasmussen, at den helt store udfordring ligger ude hos kunderne, som skal til at tænke på en ny måde for at kunne drage bedst nytte af de nye cloud-tjenester.

"De it-ansvarlige har været vant til at tage stilling til investeringer i hardware, software og personale. Nu skal de i stedet vurdere en række nye forhold, når der skal købes cloud-tjenester, såsom at lære at vurdere forbrugsmønsteret for en service. Samtidig er der masser af udbydere af cloud-tjenester. Det giver en stor udfordring med at få tjenesterne til at spille sammen både teknisk, sikkerhedsmæssigt og når det gælder selve styringen af tjenesterne," siger han.

Andre læser dette lige nu


Seneste IT nyheder