Japansk websted klarede 6-doblet trafik efter jordskælv
Jordskælvskatastrofen i Japan gav øget pres på websteder med nyheder og billeder. Webstedet MSN Sankei klarede en seksdobling i belastningen takket være cloud-teknologi.
Foto: Scanpix
Trafikken til et japansk websted blev seksdoblet efter jordskælvet og tsunamien for nylig. Webstedet klarede den øgede belastning ved hjælp af cloud-teknologi.

Nogle måneder før katastrofen havde japanske MSN Sankei omlagt deres websystem til at udnytte cloud-systemet Windows Azure fra Microsoft. Websystemet er det danskudviklede Sitecore.

"Sitet indeholder fotos og videoer fra japanske medier – både dem, der er blevet bragt, og dem, som ikke er blevet anvendt. Dermed er det en vigtig kilde til nyheder. Da katastrofen indtraf, steg belastningen på serverne med en faktor seks," siger direktør Michael Seifert.

Hvis webstedet havde kørt på den traditionelle måde på servere hos virksomheden, ville det have taget uger at opgradere systemet, så det kunne håndtere den øgede belastning.

Men fordi det brugte cloud, tog det kun nogle øjeblikke at bestille ekstra kapacitet i Azure-systemet.

Sparer 28 procent

Også før jordskælvet havde MSN Sankei en gevinst ved at bruge cloud. Virksomhedens websted oplever normalt en spidsbelastning på hverdage mellem 12 og 17.

Hvis den skulle have købt servere til at honorere det behov, ville det være dyrt. Med cloud kan man nøjes med at slå ekstra kapacitet til under spidsbelastningen.

"Det har givet en besparelse på 28 procent på driften under normale omstændigheder," fortæller Michael Seifert.

Han venter, at endnu flere websystemer (CMS, Content Management System) vil gå over i skyen i de kommende år.

"Der er klare fordele, når det gælder om at håndtere spidsbelastninger. Et godt eksempel er en beredskabsstyrelse. Deres websted har ganske få besøgende, indtil der opstår en katastrofe – og så skal det pludselig klare en stor belastning," siger han.

Andre læser dette lige nu


Gå til pleasure.borsen.dk Gadget på pleasure.borsen.dk

Seneste IT nyheder

Pleasure anbefaler