Cloud er enfamiliehus eller etageejendom
"Hvis du lejer dig ind i en ægte SaaS-løsning, svarer den til en etageejendom. Her bor mange familier, der ikke har noget med hinanden at gøre. Så der er lås på dørene ind til hver lejlighed," forklarer Peter Ulka fra konsulentfirmaet Herbertnathan & Co
Cloud er ikke bare cloud. Nogle løsninger der udbydes som SaaS (Software as a Service) er oprindelig udviklet som traditionelle systemer, der installeres på en server hos kunden.

Det medfører nogle forskelle, kunderne skal være opmærksomme på, mener partner Peter Ulka fra konsulentfirmaet Herbertnathan & Co. Han sammenligner det med huse:

"Hvis du lejer dig ind i en ægte SaaS-løsning, svarer den til en etageejendom. Her bor mange familier, der ikke har noget med hinanden at gøre. Så der er lås på dørene ind til hver lejlighed," forklarer han:

"Omvendt svarer løsningen med traditionel software hosted hos en udbyder til enfamiliehuset. Du lejer et hus, men du mister nogle af stordriftsfordelene. For eksempel skal der installeres rettelser og opdateringer – i den ægte SaaS-løsning er det en del af løsningen."

Få klar besked

Han anbefaler derfor, at virksomheder får afklaret, præcis hvilken type løsning de lejer sig ind i, og hvad der er inkluderet.

Et ERP-system (Enterprise Resource Planning) kommer jævnligt i ny version. Det medfører et vist arbejde at opgradere fra den gamle til den nye udgave. Her skal man på forhånd undersøge, om sådan en opgradering med i lejen.

"Jeg siger ikke, at den ene model er dårligere end den anden. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Men man skal gøre sig det helt klart, hvilken model man lejer sig ind i," siger han.
Alle bruger ét system

De ægte SaaS-systemer har den fordel, at alle brugere automatisk altid kører på den nyeste version af programmet. Til gengæld kan de have den ulempe, at systemerne ikke kan tilrettes til den enkelte kundes behov.

"Men det har firmaerne bag dem vidst, da de gik i gang med udviklingen. Så derfor har de typisk lavet systemerne mere fleksible end de traditionelle ERP-systemer. Man kan konfigurere systemet ved at ændre på indstillinger, så det kan tilpasses til virksomhedens behov, uden at det kræver egentlig programmering," siger han.

Andre læser dette lige nu


Seneste IT nyheder