IT  
Teleselskabet 3 sætter nu turbo på sit mobile bredbåndsnet. Hastigheden bliver tredoblet fra de nuværende 7,2 megabit per sekund til 21 megabit pr. sekund.

Ifølge selskabet selv er man blandt de første i verden til at holde så høje hastigheder på mobilt bredbånd.

Den nye rekordhastighed kan man nå i centrum af København og Århus, hvor der også er flest 3-brugere.

"Vi skal holde det forspring vi har fået som "first mover" på 3G-området i Danmark og fortsat være et skridt foran konkurrenterne," siger Morten Christiansen, direktør for 3 i Danmark.

I tredje kvartal vil 3 lancere tre nye abonnementer baseret på de nye hastigheder. Tjenesten vil dog blive markedsført under nye tal.

I stedet for at angive de "tekniske nominelle hastigheder" vil man angive den effektive maksimumhastighed, baseret på målinger i netværket.

Det betyder, at 7,2 megabit pr. sekund bliver omdøbt til 6,0, mens 14,4 bliver til 10 og 21 omdøbes til 16 megabit per sekund.

"Vi tager initiativet til en ny hastighedsangivelse, hvor vi fremover angiver hastigheden som en effektivt målt hastighed. Vi håber, at de øvrige danske teleselskaber tager denne standard til sig, så forbrugerne igen kan sammenligne de forskellige produkter direkte," siger Morten Christiansen med henvisning til, at den nye opgørelse er blevet standard blandt de svenske teleselskaber.

/ritzau/

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Seneste IT nyheder

Pleasure anbefaler