SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Investor

Her er listen over de mest bæredygtige fonde, der får påbud for mangelfuld information

Investorerne efterlades med “utilstrækkelig” information om de mest bæredygtige fonde, fastslår Finanstilsynet

Direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, forventer bedre information fremadrettet om bæredygtige fonde. Arkivfoto: Steven Achiam
Direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, forventer bedre information fremadrettet om bæredygtige fonde. Arkivfoto: Steven Achiam

Otte danske investeringsfonde har modtaget i alt 24 påbud fra Finanstilsynet. Påbuddene er regnet ned over fonde med de mest bæredygtige mål for investeringerne.

Påbuddene er givet, fordi fondene ikke informerer på en “klar, fyldestgørende og forståelig måde” om bæredygtighed, og “på flere væsentlige områder er bæredygtighedsoplysningerne derfor utilstrækkelige,” lyder det bl.a. fra Finanstilsynet om tilsynets temaundersøgelse.

Temaundersøgelsen blev dog igangsat i juni 2022, hvor der stadig var en del uklarhed om EU’s disclosurefordning, lyder det bl.a. fra Nykredit, som er en af de i alt seks investeringsforvaltningsselskaber, der har modtaget påbud.

Selvfølgelig er det bekymrende, når tilsynet giver påbud til samtlige fonde

Mikael Bak, direktør, Dansk Aktionærforening

Undersøgelsen af de absolut mest bæredygtige fonde, også kendt som “fuldt bæredygtige”, der i EU-regi klassificeres som artikel 9-fonde, har intet at gøre med, om fondene reelt investerer bæredygtigt, men om investorerne får de oplysninger, de har lovmæssigt krav på og på en fyldestgørende måde.

Bekymrende resultat

I både Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet Tænk lyder reaktionen, at resultatet langt fra er ønskværdigt.

“Selvfølgelig er det bekymrende, når tilsynet giver påbud til samtlige fonde, som tilsynet har kigget på. Tilsynets skarpe kritik tyder på, at der visse steder har manglet relevant erfaring og indsigt til at få sat de præcise miljømål, som EU-reglerne foreskriver,” siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening.

Han vurderer dog, at branchen har satset meget på området de senere år og derfor “vil lære og rette ind”.

I Forbrugerrådet Tænk kalder seniorøkonom Morten Bruun Pedersen resultatet for “problematisk”.

“Det kan ikke passe, at man som forbruger eller investor skal læse og kende hele lovgivningen på området for at kunne træffe en kvalificeret beslutning,” siger Morten Bruun Pedersen.

At modtage et påbud fra Finanstilsynet er ifølge ham “noget af de mest lempelige, man kan modtage”.

“Det er også i orden for nuværende, men hvis det fortsætter, skal der skrues op fra Finanstilsynets side,” siger han og kommer med et ønske til Finanstilsynets fremtidige arbejde:
“Man burde nok tage spadestikket dybere, og det er ikke for at insinuere noget, men det er et naturligt skridt at tage at kigge på, hvad disse bæredygtige fonde reelt investerer i,” siger Morten Bruun Pedersen.

⚙ For at se dette indhold skal du acceptere cookies

I Nykredit har man modtaget i alt seks påbud fra Finanstilsynet vedrørende de to fonde HP Invest Grønne Obligationer samt den svanemærkede Bæredygtige Aktier. Påbuddene handler bl.a. om “bæredygtighedsrisicis sandsynlige indvirkning på afkastet” og “størrelsesordenen af disse risicis sandsynlige indvirkning på afkastet er for fonden, dvs. om den f.eks. er lav, mellem eller høj”.

“Vi har haft en god dialog med Finanstilsynet om de præciseringer, som tilsynet har ønsket, og ved årsskiftet har vi opdateret alle prospekterne,” siger Søren Larsen, chef for esg.

I Nordea har Nordea Funds modtaget to påbud vedrørende fonden Klima og Miljø, og her oplyser man, at de påtalte forhold er udbedret i august 2022. Derudover har Sparinvest, Formuepleje, Danske Invest og SEB Invest modtaget påbud fra Finanstilsynet. De fleste påbud er givet Sparinvest, der indkasserer syv påbud for sine to fonde Bæredygtige Aktier og INDEX Bæredygtige Global, mens Formuepleje modtager fire for Better World Environmental Leaders.

Både Sparinvests og Formueplejes fonde får påbud for, i deres prospekter at skrive, at bæredygtighedsrisici kan henholdsvis have “en positiv indflydelse på det langsigtede afkast” og at “investeringer i selskaber, der forstår og håndterer” bæredygtighedsrisici resulterer i “en sundere langsigtet afkastskabelse og et højere risikojusteret afkast”. Begge formuleringer er ifølge Finanstilsynet “ikke i overensstemmelse med definitionen af bæredygtighedsrisici i disclosureforordningen”.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

Forsiden lige nu