Den almindelige aktiespiller er tilsyneladende gået med det sikre her i spillets begyndelse.
I hvert fald er det særdeles velkendte navne, der optræder, når man kigger ned over den aktuelle liste over de mest købte aktier indtil videre. De store danske selskaber Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk, Bavarian Nordic, Ørsted og Vestas sidder solidt på top-5, og det er der sådan set ikke noget overraskende eller odiøst i.
“Novo er en klassik aktiedarling med bred appel, mens spillerne ser ud til at tro på, at det kan vende for Ørsted-aktien
Novo er en klassik aktiedarling med bred appel, mens spillerne ser ud til at tro på, at det kan vende for Ørsted-aktien, efter den fik læsterlige klø sidst i august, fordi selskabet nedskrev tre store amerikanske havvindprojekter.
Samme potentiale ser de måske i Bavarian-aktien, som i sommer oplevede en stor nedtur, da selskabet droppede sin vaccine mod rs-virus. Ingen af delene er usandsynlige.
TILMELD DIG BØRSENS AKTIESPIL HER
Samlet udgør de fem topaktier en portefølje, som sagtens kan sikre et udmærket resultat i spillet.
Men det vil overraske mig meget, hvis det i sidste ende er nok til at vinde det. Hvis det er ambitionen, kommer man nok ikke udenom at skulle satse en smule anderledes og se bort fra de aktier, alle de andre har. Tag bare den aktuelle top-10-liste over de bedste aktiespillere: Ingen af de førnævnte store danske selskaber er repræsenteret. I skrivende stund er porteføljen hos den førende aktiespiller sammensat af aktier inden for både bio- og medtech, kunstig intelligens, it, ejendomsinvestering og elbiler, mens nummer to har satset overvejende på drilling og offshore.
Hvis man overvejer at gentænke sin sammensætning af aktier, er det måske ikke helt dumt at kigge i retning af de temaer.
Generelt ser jeg flere interessante tendenser, når jeg dykker ned i data fra spillet. Jeg noterer mig eksempelvis, at der er et gennemgående rødt-hvidt bias – faktisk er hele 20 ud af de 25 mest købte aktier danske.
Mens det selvfølgelig er et gevaldigt skulderklap og en stor tillidserklæring til dansk erhvervsliv, fortæller det mig også, at det er her, en stor del af aktiespillerne føler sig hjemme. Nuvel, man kan sikkert godt gøre god figur med udelukkende danske selskaber, men så bør man nok igen kigge mod nogle af de mindre, der ikke ligger i alles depoter.
Med de fem udenlandske selskaber i top-25 demonstrerer spillerne til gengæld, at de også har øje for nogle af de globale trends, jeg var inde på i sidste uge – med begrænset succes. Eksempelvis har det canadiske olie- og gasselskab Africa Oil Corp. formentlig virket tillokkende, fordi energiaktierne generelt er forholdsvis billige trods høje oliepriser. Med et fald på over 8 pct. den seneste uge er der dog indtil videre ikke kvitteret for det sats.
Tesla, Nvidia, Apple og Microsoft er alle en del af de såkaldte Magnificent Seven – de storslåede syv – der har båret årets flotte kursridt i Nasdaq-100-indekset. Der er derfor ikke noget at sige til, at de er populære, men heller ikke de har ligefrem haft den bedste uge.
Over en bred kam har de været ramt af rentestigninger og den fortsatte rentefrygt, der hersker på markedet p.t., fordi den amerikanske forbundsbank Federal Reserve (Fed) har holdt fast i sin stramme retorik og skabt bekymring hos investorerne for flere renteløft.
Tirsdag kommer så den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, og hvis den igen viser stærke beskæftigelsestal, kan det betyde, at Fed hæver renten yderligere for at bekæmpe inflationen. I så fald er det dårligt nyt for dyre aktier som netop de fire ovenfor.
Tror man som aktiespiller på en stærk arbejdsmarkedsrapport, bør man altså være påpasselig med at være for investeret i den slags selskaber – i hvert fald på kort sigt.
TILMELD DIG BØRSENS AKTIESPIL HER
Hvis vi kigger yderligere frem, træder vi også ind i den periode, hvor virksomhederne begynder at komme med deres op- eller nedjusteringer. Her skal man som aktiespiller være opmærksom på ikke at få en ordentlig kindhest fra et selskab, som pludselig skuffer, fordi salget ikke har været, som man forventede. Forbruget er nedadgående, og det kan særligt ramme aktier inden for cyklisk forbrug og industri.
Men alt det er vi formentlig allerede en smule klogere på den kommende uge. Det er nogle ret markante begivenheder, der kommer, og det kan få stor betydning for, hvordan markedet arter sig. Jeg ser frem til at følge, hvordan spillerne griber det an.
Med håbet om lutter positive afkast.
Spillets mest populære aktier
1. Novo Nordisk B
2. A.P. Møller-Mærsk B
3. Bavarian Nordic
4. Ørsted
5. Vestas Wind Systems
TILMELD DIG BØRSENS AKTIESPIL HER