I mere end 15 år har Zusanna Grethe Norrild siddet helt inde i finansmarkedernes maskinrum, når hun i forskellige chefstillinger hos en række af landets største børsmæglere og banker blandt andet har koordineret store handler mellem verdens største kapitalforvaltere og investeringsfonde.
Men selvom hun i hele sin karriere har siddet i den operationelle del af finansverden og dermed ikke har stået i spidsen for at lægge linjen for investeringerne, er hun som uddannet investeringsrådgiver og mangeårig aktieinvestor mere end klar til at tage kampen op mod de øvrige eksperter i Børsens aktiespil.
Hendes strategi er klar: Der skal smæk på.
“Jeg kommer til at gøre det stik modsatte af den opdragelse, jeg har fået i finanssektoren. For mig handler aktiespillet om at være en lille smule flabet og prøve på at time markedet. Hurtigt ind, tag gevinsten, hurtigt ud. Jeg kommer til at kigge på aktier inden for både tobaks- og våbenindustrien, så på den måde er jeg lidt den slemme pige i klassen,” siger Zusanna Grethe Norrild, der i foråret forlod en stilling som chef for Nordeas Issuer Services-afdeling for at blive selvstændig konsulent.
Før Nordea var Zusanna Grethe Norrild i næsten fem år chef for onboarding af nye kunder hos Nykredit og inden da syv år i Danske Capital som specialist med fokus på administration af bankens fonde i Luxembourg og de store eksterne og professionelle kunder i udlandet.
“Når man er i branchen, så snakkes der om mulige investeringer hele tiden. Ved frokostbordet kan snakken f.eks. gå om dagens valutakurser – hvordan bliver der handlet? Det eneste problem er, at når du er ansat i en bank, kan du ikke selv gøre noget, uden at det skal cleares med compliance,” forklarer hun.
Privat har hun investeret i aktier, lige siden hun i slutningen af sine 20’ere scorede en pæn gevinst, da hun som ansat i Spar Lollands back office fik en mulighed, der var svær at takke nej til:
“En dag fik vi et struktureret produkt med danske aktier på hylderne, og der sad aktiedealeren så og sagde: Det bør du hoppe ind i. Så jeg tænkte lidt blåøjet, det gør jeg, tog børneopsparingerne, pensionsopsparinger og noget forskelligt. På bare et par måneder var 100 kr. investeret blevet til 140 kr., og så blev produktet lukket, fordi grænsen for afkast vist var blevet makset ud. Men så var jeg ligesom “in the game” og tænkte, det her er ret fedt.”
Siden den oplevelse har Zusanna Grethe Norrild selv været en aktiv deltager på finansmarkederne.
“Jeg plejer at sige til min familie og veninder, at hvis man ikke er investeret, så står man hver eneste måned og kaster hundredekronesedler i toilettet og trækker ud. Jeg er oldschool og har fra start lært mantraet, at time in the market beats timing the market.”
Zusanna Grethe Norrilds ambition i aktiespillet er klar: Hun går efter sejren. I hvert fald i Børsens ekspertgruppe. Og vinderstrategien er lagt.
“Jeg skal se, om jeg kan ramme trenden, når aktien kører op, og lige så snart den vender nedad så tage gevinsten og finde det næste. Jeg regner med at rebalancere porteføljen i hvert fald to gange om ugen.”
Aktierne til porteføljen, som hun regner med består af 8-12 aktier, er allerede udpeget. 20 pct. af porteføljen skal investeres i tobaksaktier. 20 pct. ryger i de store tech-aktier, og 20 pct. placeres i energiaktier.
“Inden for energi satser jeg på olie og gas. Vindenergi er ude.”
Derudover placeres 20 pct. i aktier inden for medicinalindustrien.
“Jeg har f.eks. fundet en svensk aktie, Alligator Biosciences, som jeg på ingen måder privat selv ville have investeret i. Kursen er på vej ned lige nu, men vender det, kan det gå rigtig stærkt den anden vej.”
Alligator Biosciences, der arbejder med at udvikle antistoffer inden for immunterapi på kræftområdet, er faldet 60 pct. i år, og du har som investor tabt 98 pct. af din investering, hvis du købte på kurstoppen i 2018.
De sidste 20 pct. af porteføljen påtænker hun at investere i det, hun kalder “wild horses.”
“Her har jeg kig på bl.a. gaming-aktier, men også våbenproducenten Lockheed Martin har jeg et godt øje til.”
Derudover har hun kig på aktier inden for kosmetik, modehuse, bryggerier – og luftfart.
“Københavns Lufthavne-aktien har været nedadgående på det seneste, men deres topchef er smuttet til Heathrow og stopper i slutningen af september. Så mon ikke der kommer en ny udmelding inden længe, der måske kan rykke noget?”
På trods af at hun hele sin karriere har arbejdet tæt på de store kapitalforvaltere og udbydere af aktiefonde, består hendes portefølje privat udelukkende af i alt ca. 15 enkeltaktier.
Hun har blandt andet ramt Tesla-aktien på et godt tidspunkt og har derudover en række af de store tech-aktier i porteføljen, som ellers hovedsageligt består af danske aktier.
“Det kan bare noget, det der med at slå sine aktier op og se ‘wauw, her er der virkelig sket noget i selskabet, som har rykket kursen’. Det samme thrill får man ikke, når man investerer i fonde eller obligationer for den sags skyld.”
Novo- og Danske Bank-aktierne er det seneste år steget hhv. 47 pct. og 56 pct., men Zusanna Grethe Norrild har ikke været med på opturen.
“Desværre er jeg en af dem, der både sparkede Novo og Danske Bank ud for et par år siden, fordi det gik for sløvt, så de blev kylet ud. Jeg er samtidig ret konservativ i min tilgang, og derfor har jeg mest store selskaber som A.P. Møller-Mærsk og Apple f.eks. Og så prøver jeg at sprede mig på forskellige industrier. Det synes jeg også er ret vigtigt,” siger hun og tilføjer:
“Men her i aktiespillet er det bare game on, så der skal altså virkelig fart over feltet.”