En række aktier er nu kommet så langt ned i pris, så de kan være gode tilbud.
Det mener i hvert fald privatinvestor og tidligere børsmægler Peter Bækgaard, som er blandt gæsterne i Børsens nye podcast “Investor”. Han køber bl.a. op i de to svenske selskaber Biogaia og Elekta samt danske DSV.
Hør i podcasten hvorfor og hvilke muligheder han ser i aktierne. I podcasten er der også besøg af porteføljespecialist Josephine Cetti fra hedgefonden St. Petri Capital, der tror, at det generelle marked skal længere ned.
“Jeg tror ikke, bunden er nået endnu, der er en overvejende sandsynlighed for, at markedet skal længere ned. Spørgsmålet er, hvad gør centralbankerne? De kan ikke blive ved med at trykke pengesedler. Situationen minder på mange måder om 1970’erne, hvor markedet havde nogle af de samme udfordringer,” siger Josephine Cetti.
En af de aktier, der har fået en tur i rutsjebanen, er Bavarian Nordic, som på én dag faldt 23 pct., hvorefter den er steget i takt med opjusteringer som følge af nye ordrer på vacciner mod abekopper.
Kom med bag kulissen, når chef for Investor Relations i Bavarian Nordic Rolf Sass Sørensen fortæller om, hvordan det opleves indefra at se aktien tage de voldsomme spring.