Investor og serieiværksætter dyster med i aktiespillets ekspertpanel: Her er guldægget, han vil vinde med

Nicolai4.jpg
Nicolai Frisch deltager i aktiespillets ekspertpanel. Han holder særligt øje med små aktier til hans portefølje. Video: Mie Hee Christensen & Peter-Emil Witt.
Investor
Eksklusivt for kunder
18. sep 2020 KL.12:00

Som 13-årig stiftede investor og serieiværksætter Nicolai Frisch for allerførste gang bekendtskab med aktier gennem et aktiespil. Nu deltager han som den fjerde og sidste deltager i Børsens aktiespils ekspertpanel, hvor han skal dyste mod tre andre garvede aktiehajer i kampen om det største afkast på to måneder.

Nøglen til succes skal findes i de små selskaber, som har et uopdaget potentiale fortæller, Nicolai Frisch.

“Jeg prøver at finde mindre cases, som ikke rigtig er blevet opdaget endnu, og så er jeg langsigtet i dem. Jeg kan sagtens holde en aktie i fem år og vente på, at den udspiller sig,” siger han.

Godt øje til mindre dansk aktie

Et rigtigt godt bud på en aktie, som investoren har et godt øje til, skal findes blandt de mindre danske børsselskaber.

“Nu er jeg rigtig glad for et selskab, som hedder North Media. Jeg håber, at cases udspiller sig endnu mere over det næste års tid. Jeg har ikke indtrykket af, at markedet har forstået hvilket guldæg, der ligger der,” siger Nicolai Frisch, der i løbet af spillet vil forsøge at spotte de højtflyvende aktieraketter.

“For at vinde skal man finde nogle it-aktier eller biotekaktier, som man håber på kommer med en god nyhed, og hvor aktien kan stige 100 pct. på en måned,” siger han.

Men han er samtidig bevidst om, at hele porteføljen ikke skal være i den højrisikable zone, så derfor vil han også forsøge at sprede sine investeringer, så der bliver lagt en solid bund.

“En typisk aktie, som jeg vil putte i porteføljen, det er Mastercard, men den aktie stiger måske 30 pct. om året, så på den lange bane har det været en god aktie at have i porteføljen, men at vinde et aktiespil på den bliver svært. Det kan godt være, at jeg tager den som et enkelt bud, bare for at vise, at det er en god aktie at have i sin portefølje,” siger Nicolai Frisch.