KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Investor

Investorer ser “systemisk risiko” i Novo Nordisk

Novo Nordisk opfordres af globale investorer til at melde sin påvirkning og afhængighed af natur og biodiversitet. Novo sætter “stor pris” på dialogen

Som topchef i Novo Nordisk skal Lars Fruergaard Jørgensen være fuldt bevidst og rapportere om selskabets biodiversitetsrisici, mener globale investorer. Arkivfoto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Som topchef i Novo Nordisk skal Lars Fruergaard Jørgensen være fuldt bevidst og rapportere om selskabets biodiversitetsrisici, mener globale investorer. Arkivfoto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix Foto: Ritzau Scanpix

Den danske supertanker af en virksomhed og aktie – Novo Nordisk – er havnet i søgelyset hos en kreds af 190 globale investorer – herunder flere danske pensionsselskaber – med 166.616 mia. kr. under forvaltning.

Novo Nordisk er det eneste danske selskab på listen over de 100 globale børsnoterede selskaber, der på baggrund af deres markedsværdi og deres påvirkning og afhængighed af naturen og biodiversiteten står til ifølge investorkredsen Nature Action 100 at være særligt sårbare over for naturens ressourcer og biodiversiteten.

“De hidtil usete niveauer af natur- og biodiversitetstab udgør en systemisk risiko for virksomhederne. Virksomhederne er afhængige af økosystemer på utallige måder,” lyder det fra investorerne i et brev til de 100 selskaber, hvor investorerne også skriver, at de forringede økosystemer allerede påvirker erhvervslivets drift, forsyningskæder og økonomiske afkast.

I brevet opfordres selskaber som Novo Nordisk, McDonald’s, L’Oréal og Amazon til at arbejde med og offentliggøre deres risici relateret til naturen og biodiversiteten. Initiativet skal ses som investorernes bekymring for tab på deres investeringer, men også som en mulighed for at selskaberne, hvis de gør, som investorerne opfordrer til i sidste ende kan vende udviklingen og dermed fastholde deres indtjening og gøre en positiv forskel for naturen og biodiversiteten.

Svært at værdisætte

Hos pensionsselskabet PFA, der er med i Nature Action 100, fortæller Rasmus Bessing, direktør og ansvarlig for esg (miljøforhold, socialt ansvar og virksomhedsledelse) og aktivt ejerskab, at man har tilsluttet sig initiativet, fordi “vi mener, at biodiversitetskrisen er en stor udfordring, som vi skal have klaret.”

Tab af biodiversitet er en risikofaktor på samme måde, som klimakrisen er en risikofaktor

Rasmus Bessing, direktør og ansvarlig for esg og aktivt ejerskab, PFA

“Selskaberne skal afdække deres afhængighed af biodiversiteten, og hvordan de påvirker biodiversiteten med deres forretning, for tab af biodiversitet er en risikofaktor på samme måde, som klimakrisen er en risikofaktor,” siger Rasmus Bessing.

Kan I værdisætte denne risiko for hvert selskab på listen?

“Vi arbejder med forskellige modeller for at vurdere biodiversitetsudfordringen, men lige frem at angive én konkret værdi, det ville være at tage munden for fuld.”

Stoffer i spildevand

AP Pension er også en del af Nature Action 100, og som PFA udtaler Anna Maria Fibla Møller, chef for ansvarlige investeringer, sig ikke konkret, men generelt om initiativet. For AP Pension handler det om, at selskaberne bliver bedre til at identificere, håndtere og redegøre for potentielle og aktuelle negative indvirkninger på biodiversitet og de finansielle risici relaterede til biodiversitet.

“Det kan blive forretningskritisk for selskaberne, og i sidste ende kan det påvirke værdien af selskaberne negativt,” siger Anna Maria Fibla Møller og peger på, at farma-sektoren er afhængig af bl.a. planter i naturen til mange forskellige former for medicin.

Derfor er flere medicinalselskaber på listen, bl.a. Merck & Co, Novartis, Astrazeneca og Pfizer.

“Vi ved, at medicinske produkter er skabt til at modstå kemisk nedbrydning i den menneskelige krop, hvorfor stoffer i medicin kan være aktive i lang tid. Når de skylles ud med spildevandet, kan stofferne være medvirkende til at gøre skade på organismer i f.eks. vandløb. Derudover anvender industrien bl.a. meget indpakning, og nogle materialer kræver store mængder vand til produktion og fremstilling. Disse materialer genererer også meget affald efter endt brug,” siger Anna Maria Fibla Møller.

Novo Nordisk har ikke ønsket at svare på en række spørgsmål fra Børsen, men sender i stedet “et statement” i forhold til investorbrevet:

“Tab af biodiversitet og naturværdier er en af de store globale udfordringer, som verden står over for, og derfor har Novo Nordisk også fokus på vores egen påvirkning og afhængighed af natur og biodiversitet samt påvirkningerne fra vores værdikæde. Vi sætter stor pris på dialog med alle vores interessenter, også investorer, og vil inkludere natur og biodiversitet i vores rapportering i tråd med CSRD (EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering, red.). Vi har i mange år rapporteret til CDP (Carbon Disclosure Project, et frivilligt rapporteringsinitiativ, red.) og arbejdet med Science-Based Target Initiative (videnskabsbaserede klimamål, red.) for klima.”

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu