Da fremtidsanalytiker Christiane Vejlø i midten af nullerne var PR-chef for Dansk Bredbånd, kunne hun fra første parket se konturerne af et streaming-marked, der i hendes optik havde potentiale til at blive rigtig stort.
Hun var selv med til at lancere en af de første filmtjenester i Danmark og var også en af de første i landet, der fik adgang til Netflix’ streamingtjeneste via “vpn-fiksfakserier.” For selv at få en del af lagkagen valgte hun som sin første aktieinvestering nogensinde at købe Netflix-aktier.
“Jeg havde i forvejen tænkt mange gange, at jeg skulle komme i gang med at investere. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at man skulle kunne noget særligt for at investere i aktier. Jeg kommer jo ikke fra en handelsbaggrund eller har haft en omgangskreds, hvor det at investere i aktier var noget, man gjorde eller talte om,” siger Christiane Vejlø, der i dag er selvstændig med mediet og konsulentforretningen Elektronista Media, som har fokus på den teknologiske udvikling.
“Jeg kommer til at kigge på nogle af de andre porteføljer, som klarer sig godt, og så vil jeg stjæle med arme og ben
Christiane Vejlø, investor og selvstændig
Netflix-aktien har siden Christiane Vejlø første gang investerede givet et afkast på over 10.000 pct. på trods af de gevaldige kursklø de seneste par år. Hun har siden købt op i aktien løbende, og investeringen giver hende blod på tanden til at lave en portefølje, der i overvejende grad består af tech-aktier.
I den aktiesektor har Christiane Vejlø gennem sit arbejde med teknologivirksomheder og fremtidsanalyse en naturlig indsigt, så når hun de kommende to måneder skal dyste med i aktiespillet i Børsens aktiepanel, vil hun anvende samme strategi:
“Alle de virksomheder, jeg investerer i, ved jeg ret meget om. Hvem er deres topchef, hvordan ligger de i markedet i forhold til deres konkurrenter, har de metoo-skandaler, er deres produkt populært – eller er der risiko for, at det flopper,” siger Christiane Vejlø og fortsætter:
“Jeg tænker langsigtet privat, men i aktiespillet vil jeg prøve at købe og sælge med lidt kortere intervaller. Som analytiker kunne jeg godt blive lidt mere moden i det med at tage gevinsten og sælge, det tror jeg de fleste investorer kan genkende, og i aktiespillet får jeg en tryg mulighed for at lege lidt.”
I aktiespillet har hun til at begynde med valgt at købe de store amerikanske tech-aktier Microsoft, Apple, Nvidia, Intel og Tesla.
“Jeg starter ud med nogen af de aktier, jeg har et godt kendskab til, vel vidende, at det ikke er sikkert, de klarer sig bedst på den korte bane. Men i spillet håber jeg også på, at jeg tør handle lidt mere og opdager nogen virksomheder uden for tech, så jeg kan få spredt mig selv lidt mere. Og bare i det hele taget få ny viden og nye forståelser for, hvordan aktiemarkedet kan fungere,” siger hun.
En af de aktier, Christiane Vejlø allerede har udset sig som en mulig købsmulighed, er Zealand Pharma, der i år er steget 48 pct., efter at interessen for aktier inden for vægttabsmedicin er eksploderet.
“Jeg kommer til at kigge på nogle af de andre porteføljer, som klarer sig godt, og så vil jeg stjæle med arme og ben. Jeg tror generelt, at alle, der investerer, er i markedet for et godt tip,” siger hun.
Christian Vejlø fortæller, at hun er særligt fascineret af de psykologiske aspekter af aktiemarkedet.
“For mig er det ikke kun kvantitativt – jeg er ikke så meget en taltype, men kan enormt godt lide at holde øje med virksomhedernes vækst og stemningen omkring virksomheden og konkurrenterne og trends i markedet. Det koger jeg med den kreative del af min hjerne sammen i min personlige hjernecomputer og laver så en slags probabilitets-analyse for at spå om, hvad der måske kunne give afkast,” siger hun.
“Det sjove ved aktier er, at det er super psykologisk. Man kan godt risikere, at den analyse, man selv har lavet, ikke nødvendigvis er korrekt, men hvis tilpas mange andre har gjort sig samme tanker, kan kursen stige alligevel – så er det jo en selvopfyldende profeti. Så jeg kan godt lide at investere efter, hvad andre ville tænke, hvis man kan kalkulere lidt på, hvordan psykologien er hos andre end én selv,” uddyber hun.
“Det sjove ved aktier er, at det er super psykologisk
Christiane Vejlø, investor og selvstændig
Christian Vejlø forklarer, at hun også sommetider skæver til værdiansættelsen af aktierne, men at det samtidig omvendt er svært at vide, hvornår en aktie kan betegnes som dyr.
“Nvidia er et godt eksempel – der er jeg splittet. For på den ene side tænker man jo, det kan ikke blive ved, men på den anden side – det kan det jo måske godt, fordi al AI-udvikling er afhængig af deres computerchips, det kommer der kun til at blive mere efterspørgsel efter fremadrettet, tror jeg.”
Generelt tror hun, at den AI-bølge, som har drevet særligt de amerikanske tech-aktier i første halvår af 2023, på længere sigt vil være omkalfatrende for hele aktiemarkedet.
“Jeg tror, AI kommer til at ændre det at handle aktier så radikalt, at alt det, jeg synes er sjovt, det går fløjten. Det her med at sidde og lave små analyser og antagelser med lidt mavefornemmelse baseret på den data, man selv observerer, hvis man lige pludselig kan indfange alt data i en AI-algoritme, så bliver det meget mindre interessant. Og hvad betyder det for aktiemarkedet, hvis alle kan regne det hele ud med AI?” siger Christiane Vejlø.