Der er ikke mange rosende ord til C25-aktien Ambu, når aktiechef Lars Hytting og investor Ole Søeberg ruller sig ud i denne uges Investor Podcast.
“Jeg har simpelthen ikke kunnet regne den hjem,” siger Lars Hytting med henvisning til aktiens voldsomme prissætning, der på et tidspunkt viste en p/e på over 200.
Til gengæld mener han, den er på et mere fornuftigt leje nu, hvor kursen er omkring 79 kr.
“Jeg råbte kurs 80, da den hed 320, og det er der, vi er endt nu,” siger Lars Hytting.
Vi kommer også forbi det paradigmeskifte, der er sket på aktiemarkerne, siden Nasdaq-indekset for et år siden nåede sin absolutte top.
Tidligere formand for Dansk Aktionærforening Ole Søeberg har gennemtrawlet markederne og konstateret, at hvor der i 2021 var mere end 700 selskaber med en markedsværdi på mere end 5 mia. dollar og en price/sales over 10, så er antallet nu faldet til langt under 100.
Til sidst kommer Lars Hytting også med et overraskende bud på en ny formand til lydselskabet GN Store Nord. Hytting har selv købt selskabet til podcastens All Star Portefølje, og den har p.t. givet et afkast på mere end 30 pct.