Svensk id-kontrol koster DSB 69,8 millioner kroner

340331_16_9_large_69.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
20. feb 2017 KL.17:03
69,8 millioner kroner brugte DSB sidste år på at kontrollere passagerers id på tog mod Sverige.

Det oplyser transportminister Ole Birk Olesen (LA) i et svar til Folketinget.

DSB står for at udføre id-kontrollen i forbindelse med den svenske grænsekontrol ved den dansk-svenske grænse. Skånetrafikken dækker dog halvdelen af de direkte omkostninger ved id-kontrollen.

Ud over omkostningerne ved selve id-kontrollen har DSB opgjort et fald i antal rejser som følge af kontrollen svarende til tabte passagerindtægter for 56 millioner kroner i forhold til 2015.

Kan dækkes af svenske kroner


Men en del af regningen kan blive dækket af svenske kroner, understreger transportministeren i det skriftlige svar til Folketinget.

Den svenske stat har nemlig afsat en pulje på 139 millioner svenske kroner til operatører, der ligesom DSB har haft udgifter til udførsel af id-kontrol.

- DSB er i øjeblikket i gang med at forberede en anmodning om erstatning. Det er endnu uvist, om DSB kan få erstatning for det fulde beløb, lyder det i folketingssvaret.

Sverige iværksatte id-kontrollen over for rejsende fra Danmark 4. januar 2016. Indtil videre løber kontrollen til 4. maj 2017.

Kontrollen gennemføres af de firmaer, som transporterer passagerer fra Danmark til Sverige.

/ritzau/