Svært at vænne sig til højt serviceniveau i Egypten

254797_16_9_large_11.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
27. mar 2013 KL. 7:23
Noget af det sværeste ved at komme til Egypten som udsendt dansk erhvervsmand er det meget høje serviceniveau. Den megen hjælp, man som person får både privat og i virksomheden, er jo ukendt for de fleste danskere.

”Det er rigtig svært for mange at vænne sig til. Vi er jo ikke vant til det i Danmark, så det kræver en mental omstilling. Du har stuepige til at gøre rent, måske en til at lave mad, chauffør til at køre dig, folk til at hente og bringe ting – stor forandring i forhold i Danmark, hvor de fleste ikke har nær så megen hjælp. Men det koster ikke meget, og det forventes næsten, at du tager imod,” siger erhvervsmanden Fouad Shelbaya, der er født i Egypten, men opvokset og uddannet i Danmark – og nu erhvervsaktiv i Egypten, mens familien bor i Danmark.

Bestemt ledelse

Han nævner helt umiddelbart den megen hjælp som det første en dansker skal lære at håndtere, hvis man flytter til Egypten. Derudover kræves tålmodighed og at man er i stand til at være lidt mere bestemt i sin ledelse.

”Tålmodighed er i høj grad en klar nødvendig. Meget foregår i et andet tempo – og på en helt anden, og måske endda mere kompliceret, måde end i Danmark. Det kan være svært for en udsendt, Måske især i virksomhedssammenhæng, hvor der selvfølgelig hjemmefra er et pres fra en mindre tålmodig direktør eller ejer. Men du er nødt til at tænke på, at du er i andet land og ikke kan lave alting om. I hvert fald ikke på én gang. Og for en dansk leder eller virksomhedsejer er også ofte en stor omvæltning, at der i Egypten skal være respekt – og distance – mellem leder og medarbejder. Jeg taler ikke om management by fear men om en forskel på lederen og den ansatte. Ellers sker der for lidt,” siger Shelbaya.

Punkt for punkt


Han forslår, at lederen i stedet for som i Danmark at nævne for en medarbejder, at der er et problem, som skal løses, laver et memo, der helt konkret siger, at nu gør vi dét, dét og dét.

Så sker det, for så er det en lodret ordre, som skal udføres - ellers ved medarbejderne, at der bliver ballade. Er beskeden ikke meget præcis, kan det godt være, at et punkt eller to bliver sprunget over.

”Men det kan vel også ske i Danmark,” griner dansk-egypteren.