Sundhed: Ølstafet kan blive årets motionshit

297243_16_9_large_758.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
09. jan 2015 KL.14:26

Hvor peger pilen hen i 2015, når sundhed og motion står øverst på skamlen? Børsens motionsblogger Bjarke Kobberø kommer med sine bud - garneret med plads til en øl-stafet.

Bjarkes blog herfra:

Der er sikkert nogle der vil mene, eller i hvert fald ønske, at de motionstrends, der kommer til at hitte i det nye år bliver øl-stafet, mentaltræning/visualisering eller træning af tommelfingeren på smartphone og fjernbetjening. Det kan der sikkert være noget om. Faktisk kan noget der minder om øl-stafet godt hænge sammen med utrolig god form. Men det vender jeg lige tilbage til.

Ikke overraskende vil jeg dog selvfølgelig i denne blog fokusere på de reelle motionstrends, jeg ser erobre mange erhvervslederes gunst i det nye år. For det er der heldigvis en masse fysisk aktivitet der gør. De klassiske aktiviteter som løb, cykling, svømning og styrketræning i center vil altid ligge højt, så lad mig hellere tage fat i de trends, vi oplever den stærkest stigende interesse for. Der er 3 top-kandidater.

1) Træning i naturen

Ikke som sådan et sprit-nyt 2015 fænomen, der ud af ingenting har væltet alle omkuld, men en trend der til stadighed vinder fart. Vi oplever hos Running26 en markant stigende efterspørgsel på forløb, der enten inkluderer træning i naturen og/eller har et ’off-road’ hovedmål. Trailløb, mountainbike/crosscykling og open water svømning er frontfigurer, og det vælter frem med konkurrence-serier med afsæt i naturen, f.eks. et hav af trailløb, Xterra Offroad-triathlon, som vi selv arrangerer mm.

Jeg ser rigtig mange gode elementer i denne bevægelse. Dels har hele landevejsløb/cykling-bølgen reddet nogle år efterhånden, og menneskets natur er ofte sådan skruet sammen at vi efter et stykke tid gerne vil prøve noget nyt. Kan man lide at løbe, cykle eller svømme er det nærliggende at krydre med naturelementet for at give ny inspiration og nye udfordringer. Men jeg synes også der ligger et dybere, og fundamentalt vigtigere, perspektiv i at søge mod naturen.

Jeg synes det giver en helt anden form for frihed og mentalt ånderum at komme ud i naturens stilhed. Der er ingen forstyrrende trafik (udover vildfarne hunde, aggressive gæs og diverse småkravl), og du bliver tvunget til i højere grad at glemme alt om tid og sted (især hvis du bliver angrebet af et af førnævnte dyr). Når vi fræser henover asfalten er det ofte med blikket 75 pct. af tiden rettet mod gps-uret, med bilos i lungerne og trafikstøj i ørerne. I skoven bøjes tid og rum, og det giver typisk ikke mening at løbe eller cykle efter et bestemt tempo, da det ofte er meget mere kuperet og teknisk krævende.

Det gør også at vi i højere grad er nødt til at holde øje med omgivelserne og navigere efter rutens krav, så vi ikke skvatter over en gren og pludselig har alle småkravlene i munden i stedet for på jorden. Og der er ro. Tankerne får ganske enkelt lov til at flyve på en anden måde, hvilket kan være utroligt befriende og berigende i en hverdag hvor der hele tiden skal træffes beslutninger og er konstante krav til vores mentale tilstedeværelse. At det så samtidig er hamrende effektiv, sjov og udbytterig træning, er en bonus vi kan leve med.

2) Funktionel styrketræning

Vi ser en klar tendens til at mange søger væk fra maskiner og redskaber til deres styrketræning, og i stedet laver styrketræning med kropsvægten alene som ballast. Crossfit har huseret nogle år, og indeholder mange af de samme elementer – men der er en tendens til den mere frie tilgang til styrketræningen, hvor man ikke er afhængig af andet end selv at være tilstede – hvilket jo typisk er et godt udgangspunkt for det meste af det man gerne vil lave.

Det er i overvejende grad core-træning, altså styrketræning af den stabiliserende muskulatur omkring mave/ryg/hofte, men også eksplosiv styrketræning af bentøjet med afsæt og andre akrobatiske udfoldelser hitter (i den grad man nu engang finder forsvarligt). Denne tendens ligger for så vidt godt i tråd med trenden mod at søge i naturen for konditions- og udholdenhedstræningen.

3) Personlig træner

Den sidste trend jeg vil fremhæve her er ønsket om at have en personlig træner. Det kan selvfølgelig lyde ualmindeligt plat, da det jo er det jeg selv bruger en del af min tid på at levere. Jeg håber du kan rense følgende for den værste fornemmelse af lam salgs-snak, for den er faktisk god nok.

For at underbygge min uhørte objektivitet falder også dette godt i tråd med de øvrige trends. Vi oplever konkret et langt større behov for at træningen bliver individuelt tilrettelagt. Efter i mange år at have nydt godt af holdtræningens fortræffeligheder indenfor højt humør, gensidig motivation og inspiration, søger stadigt flere erhvervsledere nu den mere egoistiske tilgang til træning. Det er et klart udfald af den moderne erhvervsleder ikke just får kortere arbejdsdage eller færre ting at bruge sin dyrebare tid på. Når vi så træner, vil vi også have det optimale ud af den tid vi investerer – ellers vil vi hellere bruge den på noget andet.

Med en personlig træner er vi sikker på at vi hele tiden træner så effektivt som muligt, vi får en masse personlig support og opbakning, og nok vigtigst af alt er vi sikret en meget høj grad af fleksibilitet. Holdtræning vil typisk ligge bestemte dage og tidspunkter. Det kan for mange være guld værd i forhold til at komme i gang med at træne kontinuerligt, men når først vi er blevet afhængige af træningen (det bliver man jo af det møg) søger vi mod en større grad af frihed og personlig optimering. Både for at få en mere fleksibel hverdag, men også for at sikre at vi oplever en udvikling i vores træning og fysiske og mentale form.

Jokeren - ølstafet

Og så var der jo lige en krølle omkring ølstafetten. Eller noget der minder om det, i hvert fald, nemlig en beer mile. Et nederdrægtigt koncept, hvor der skal gennemføres en mile (1,6 km) inkl. indtagelse af 1 hel dåseøl ved start og for hver 400 m derefter, altså 4 øl i alt undervejs.

Verdensrekorden er 4 minutter og 57 sekunder. Hvis du kan klare den er det helt ok med mig at du vælger at sige at øl-stafet er din foretrukne motionsform i 2015. Ellers håber jeg at du kan finde inspiration i ovenstående.