Skodvejr sender danskere i favnen på tyske rejsefirmaer

236932_16_9_large_442.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
12. jul 2012 KL.12:57
Udsigten til en regnfuld sommer får nu ferieramte danskere til at søge hjælp hos rejsebureauer syd for grænsen i kampen for at komme til varmere himmelstrøg.

For de danske rejsefirmaer kan simpelthen ikke følge med i efterspørgslen blandt de tusindvis af danskere, der vil sydpå i sidste øjeblik.

”Vi havde en rekordmåned i juni, og der bliver ved med at være stor efterspørgsel, så det er rigtigt dejligt. Vi kan samtidig gøre det markant billigere ved at lade danskerne rejse over Hamborg. Tyskernes sommerferie er nemlig forskudt i forhold til vores. Det gør det muligt at købe langt billigere rejser via tyske feriebureauer,” siger Henrik Skov, ejer af rejsefirmaet HamborgRejser.dk, til Børsen.

Klassiske destinationer hitter

Han fortæller, at charterdestinationer som Mallorca, Grækenland, der har været populære blandt danskerne siden 1960'erne, er de mest efterspurgte rejsemål lige nu. Men også Tyrkiet hitter.

Den udlægning nikker man genkendende til hos Dansk Rejsebureau Forening.

”Rejsebureauerne modtager rigtig mange opkald lige nu. Danskerne har ikke tålmodighed med vejret. Nu har de endelig fået sommerferie, og så vil mange gerne ud og rejse og få varme på kroppen. Men charterferierne blev udsolgt for to måneder siden. Derfor er ekstra mange danskere meget ivrige efter at finde alternative rejseløsninger,” siger direktør Lars Thykier i en pressemeddelelse.

Dyrt at købe sent

Rejselystne forbrugere risikerer samtidig at betale overpris, når de i 11. time tager kontakt til et dansk bureau for at komme væk.

Det skyldes blandt andet den høje belægning hos flyselskaberne, der sammen med rejseselskaberne altid har travlest i sommermånederne. Det betyder, at udsigten til tilbudsrejser er tæt på ikke-eksisterende.

Ifølge Henrik Skov kan man spare op til 30 pct., hvis man booker rejsen gennem et tysk bureau.