Sandy kan koste USA milliarder

244503_16_9_large_851.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
29. okt 2012 KL.19:04
Myndighederne frygter, at orkanen Sandy kan komme til at koste staten milliarder.

Regningen efter skader forårsaget af Sandy frygtes at blive over de 15,6 mia. dollar eller op mod 90 mia. kr., som orkanen Irene kostede i fjor.

Sådan lyder meldingen fra USA's katastrofedirektorat FEMA ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Sandy er indtil videre en kategori 1 på en skala fra 1 til 5, og det er da heller ikke vindstyrken, der bekymrer de amerikanske meteorologer, så meget som det kraftige lavtryk, der følger efter.

Giftig cocktail

Dette kan nemlig sammen med de polare jetstrømme fra vest, fuldmåne og springflod blive til en giftig cocktail, der fører til store oversvømmelser og enorme bølger på op til tre meter, skriver NTB.

Det er dobbelt så meget end da Irene ramte den amerikanske østkyst sidste år, og udgifterne ventes derfor også at være højere.

"Irene førte til at vandet steg til et sted mellem 1,2 og 1,5 meter," forklarer Todd Kimberlain, fra USA's nationale orkancenter.

Over 375.000 mennesker er evakueret fra deres hjem i New York, og bygninger, tunneler osv. er lukket. Der er over 8 mio. indbyggere i storbyen.

Orkanen Katrina i 2005 er den som har kostet USA mest. Udgifterne herefter var på 108 mia. dollar.