Peak Performance vokser mest: Alligevel ser IC Group på salg af sit største modebrand

358034_16_9_large_997.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
06. feb 2018 KL.11:57

Modeselskabet IC Group taber omsætning, og bundlinjen er langt fra tidligere tiders højder. Alligevel fortsætter undersøgelserne af, om det største og bedst indtjenende brand i koncernen, Peak Performance, som også er det eneste, der vokser, skal have en ny ejer.

Det er meldingen fra IC Group i forbindelse med halvårsrapporten, der viser en omsætning på lidt under 1,5 mia. kr. mod lidt over i de tilsvarende seks måneder i regnskabsåret 2016/17.

Effektiviteten er dog øget, således at koncernens samlede driftsresultat (ebit) steg fra 180 mio. kr. til 207 mio. kr. i første halvdel af 2017/18. 

Uden ski- og fritidstøjsmærket Peak Performance ville billedet have været et andet. Mærket bidrager med op mod halvdelen af koncernomsætningen og over halvdelen af driftrsresultatet. Salget af Peak steg i halvåret med over 7 pct. til 659 mio. kr., og driftsresultatet gik op med 22 mio. kr. til 133 mio. kr.

"Vi glæder os over den pæne udvikling i Peak Performance. Den afspejler, at mærket har den rigtige ledelse, der eksekverer strategien," siger adm. direktør Alexander Martensen-Larsen, der for trekvart år siden rykkede op fra posten som økonomidirektør til topchef.

Spørgsmålet om, hvorfor IC Group undersøger om der eventuelt kan findes en bedre ejer til sit bedste og største mærke, Peak Performance, i stedet for at frasælge andre og mindre succesfulde mærker, vender direktøren helt om.

"Det ville da være mærkelig at sælge noget, der ikke performer så godt som man ved, at det faktisk kan. For mig er det mere naturligt at undersøge, hvad man kan få for noget, der performer fuldstændigt som det skal. Det er i min verden helt logisk, at man gør det på dén måde," siger han.

Alexander Martensen-Larsen erkender, at hvis Peak Performance afhændes, så vil det fjerne en betydelig del af koncernens toplinje og indtjening.

"Men vi har vækstplaner for de andre mærker," siger han.

Som forventet

Udover Peak Performance udgøres kerneforretningen i IC Group af Tiger of Sweden, hvis omsætning i halvåret er faldet med over 10 pct. til under en halv mia. kr., og af brandet By Malene Birger, hvis salg er faldet marginalt til 174 mio. kr.

Udenfor kernen og helt selvstændigt opererer mærkerne Saint Tropez og Designers Remix, der samlet har tabt 10 pct. af deres salg og efter de første seks måneder ligger lige under 200 mio. kr.

IC Group-topchefen fastslår, at det i halvåret er gået helt som forventet i IC Group.

"Det er aldrig godt nok. Men det er som ventet, og nedgangen i Tiger of Sweden afspejler, at der er kommet et nyt ledelsesteam og at brandet  skal ud på en rejse for at forbedre udviklingen," siger Alexander Martensen-Larsen.