Nye papirer: Skattestyrelsens advokat i udbyttesag rådgav Sanjay Shah om aktieudlån

371868_16_9_large_70.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
12. nov 2018 KL.16:02
(Rettelse 12. november kl 15.43. I dækningen af den store udbyttesag har Børsen i denne artikel tidligere citeret DR for, at advokatfirmaet Bech-Bruun har lavet en ”vurdering, der har blåstemplet fiktive værdipapirhandler i den tyske bank, North Channel Bank”. DR oplyser nu, at DR ikke har haft belæg for at skrive dette. Derfor rettes oplysningen også i her i Børsen.)

Endnu en sag om potentiel interessekonflikt føjer sig nu skandalen om svindel med refusion af udbytteskat for 12,7 mia. kr.

Dokumenter, som Børsen er i besiddelse af, viser, at det britiske advokatkontor Pinsent Masons, som fører sagerne mod den hovedmistænkte Sanjay Shah og hans selskab Solo Capital i blandt andet Storbritannien, Dubai og Malaysia, selv har ydet juridisk rådgivning til Sanjay Shah om blandt andet aktieudlån.

Det skete i slutningen af 2011, hvor Shahs selskab Solo Capital Ltd. ifølge papirerne bad en daværende partner hos Pinsent Masons om rådgivning i forbindelse med blandt andet Solo Capitals aktielån.


Rådgav Sanjay Shah af flere omgange

En af Shahs ansatte rådførte sig få dage før jul i 2011 hos Pinsent Masons-partneren, men også i 2012 – hvor Skat mener Solo Capital indledte svindelnummeret mod den danske statskasse – ydede Pinsent Masons juridisk bistand til Shahs selskab.

Det fremgår af en faktura, som Børsen er i besiddelse af, at Pinsent Masons den 29. marts 2012 sendte en regning på et beløb svarende til 117.861 kr. med datidens kurs til Solo Capital for rådgivning om varetægt af klientbetalinger for perioden fra 2. februar til 21. marts 2012.

Hverken Pinsent Masons eller Skattestyrelsen har besvaret Børsens henvendelse for en kommentar til sagen. Det samme gælder partner Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der formelt har hyret Pinsent Masons og et andet britisk advokatkontor, One Essex Court, til at bistå de danske myndigheder.

Den partner hos Pinsent Masons, der var med til at rådgive Solo Capital, har siden fået nyt job hos et andet advokatselskab i London. Han bekræfter, at han rådgav Solo Capital ad flere omgange over cirka et år, men han fastholder, at han aldrig selv har mødt Sanjay Shah.

“Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har mødt nogen fra Solo Capital fysisk – jeg ydede rådgivningen telefonisk og på mail. Dengang kunne jeg dog ikke forstå, hvordan de kunne være i stand til at have så mange penge, som de gav indtryk af at have. Men der er mange klienter i London, som har mange penge,” siger den tidligere partner, hvis identitet er Børsen bekendt.

Han tilføjer, at han langt fra var den eneste hos Pinsent Masons, der rådgav Solo Capital.
“Min rolle var meget lille – vi havde andre specialister – herunder eksperter i skattelovgivningen, som jeg mener udviklede en ret kompliceret skattestruktur, men det var ikke noget, der gav mig grund til bekymring ud fra det jeg vidste, om dem,” siger advokaten.

Så var du klar, over at nogle af dine kolleger lavede skatterådgivning for dem.

“Ja. Altså fuldstændig lovlig skatterådgivning. Som i ethvert andet advokatfirma har man specialister i forskellige teams som rådgiver klienten. Og jeg tror sågar, at jeg har set nogle meget komplicerede strukturer, som nogle af mine skattekolleger arbejdede på, men jeg er ikke skatteadvokat, så jeg dykkede jeg ikke ned i skattedetaljerne,” siger han.

Det har ikke været muligt at få bekræftet oplysningerne om, at Pinsent Masons også bistod Solo Capital med udarbejdelsen af de komplekse skattestrukturer.

Sanjay Shah er den hovedmistænkte i sagen om formodet svindel med udbytteskat, hvor et netværk af advokater og finansfolk i årene fra 2012-2015 uretmæssigt har hevet 12,7 mia. kr. ud af den danske statskasse.




Ifølge Sanjay Shahs rådgiver Jack Irvine vedrørte rådgivningen fra Pinsent Masons blandt andet spørgsmål om den del af Sanjay Shahs forretning, der behandlede de danske aktietransaktioner.

Ifølge ham skal Sanjay Shahs advokater nu vurdere, om de mener Pinsent Masons har indtaget en problematisk dobbeltrolle ved både at yde Solo rådgivning og siden slæbe dem i retten. Og om det er noget, der i givet fald skal protesteres over i diverse retssager, hvor Skattestyrelsen har stævnet Sanjay Shah og hans selskaber med krav om milliarder i erstatning.

“Det her er hel ny information, og der er mange flere dokumenter fra Pinsent Masons til Solo, som nu skal gennemgås. Advokaterne overvejer derfor deres stillingtagen hertil,” skriver Jack Irvine i en kommentar.

Sagen kommer efter en anden sag om potentiel interessekonflikt. I sidste uge skrev DR og Politiken således, at det danske advokatfirma Bech-Bruun har rådgivet den tyske bank, North Channel Bank, i både 2014 og 2015 via et tysk advokatkontor.

North Channel Bank er i bagmandspolitiets søgelys i forbindelse med udbyttesvindelen for 12,7 mia. kr., og derfor blev banken ransaget sidste år af tysk politi. North Channel Bank nævnes som en central spiller i udbytteskandalen via dens samspil med amerikanske pensionsfonde.

Bech-Bruun vandt derefter i 2017 opgaven om at lave en advokatundersøgelse af, hvorfor de udenlandske svindlere kunne lænse statskassen for de 12,7 mia. kr., før det hele blev opdaget i Skat i sommeren 2015 efter tip fra udlandet.