Norsk rigmand kritiserer Petrobras

250550_16_9_large_152.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
28. jan 2013 KL. 7:42

Når det kommer til kritik af Petrobras for åbne mikrofoner, tier de danske virksomheder stille, selv om frustrationerne ligger lige på tungen.

Derfor bliver der henvist til en artikel i september sidste år i det norske olie- og offshoreavis Upstream for at se det, som alle tænker.

Her er det Kristian Siem, bestyrelsesformanden for det norske selskab Subsea7, en af de store leverandører af alle typer udstyr til olie- og gasindustrierne over hele verden, der i direkte vendinger lufter sin utilfredshed med ikke kun det brasilianske bureaukrati, men også med Petrobras’ frygtede udbudsrunder.

Skyder sig selv i foden

"Deres færdigheder er på linje med resten af verden. Men som organisation er de ikke altid effektive – de skyder nogle gange sig selv i foden," siger Kristian Siem og henviser til flere udbudsrunder, hvor de enten ændres dramatisk eller direkte bliver aflyst.

"Vi bruger store ressourcer på disse udbudsrunder, og så beslutter de sig for ikke at gennemføre det. Det kan ske nogle gange, men hvis det sker hyppigt, er det trættende og meget dyrt. Nogle gange investerer vi millioner i et udbud, og selv om vi har den bedste pris, får vi ikke opgaven. Det er spild af ressourcer," siger Kristian Siem til avisen.

Omfattende bureaukrati

Han har heller ikke meget tilovers for det omfattende brasilianske bureaukrati og manglende politisk vilje til at skære igennem, når forskellige myndigheder lægger forhindringer i vejen for udviklingen af en blomstrende olieindustri til alle brasilianeres bedste.

"Det er en funktion af de vanskeligheder i et land, hvor du har brug for tilladelser og licenser udstedt af forskellige administrative organisationer, der arbejder helt autonomt uden hensyn til deres egne bidrag til den overordnede proces med at få olieindustrien i gang," siger Kristian Siem.

I 2011 tog Subsea7 en nedskrivning på et trecifret millionbeløb, da en stort anlagt anlægsinvestering blev droppet. Alle tilladelser og godkendelser var i hus, men så dukkede der endnu en styrelse op og “stak en kæp i hjulet”.

Investeringen blev droppet i stedet for at gå rettens vej og måske få ret om op til ti år.

"Vi har det godt med Petrobras. Men det er noteret, at det kræver flere ressourcer og mange lokale kompetencer, da det er deres regler, der skal følges for at kunne leve sig ind i deres systemer," siger Mikael Kristensen, driftsdirektør for Axis Offshore, J. Lauritzens joint venture inden for hotelskibe til offshore-arbejder, kaldet floatels.

Han henviser eksempelvis til, at al korrespondance med Petrobras foregår på portugisisk, selv om den globale olieindustri over hele kloden opererer med engelsk som kommunikativ fællesnævner.