Norge vil give plads til to flydende havvindmølleparker i år

null

367346_16_9_large_136.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
16. aug 2018 KL. 7:37
Norge har planer om at give plads til flydende havvindmølleparker til efteråret.

I hvert fald vil regeringen til efteråret åbne to nye områder i havet ud for Norge, hvor havvindindustrien kan gå i gang med pilotprojekter inden for flydende havvind.

Det oplyser den norske olie- og energiminister, Terje Søviknes, på en energikonference i denne uge, der blev afholdt i Arendal, skriver branchemediet Offshore Wind.

" Industrien har efterspurgt et test- og pilotområde. Det vil blive et sted for innovation og læring, hvilket vil gøre det muligt at udvikle den norske teknologi og de norske kompetencer til at konkurrere i et hurtigtudviklende og voksende globalt marked," lød det fra Terje Søviknes ifølge mediet.

I alt er der identificeret fire områder i norske farvande, der passer særligt godt til havvind. Energien, som parkerne vil generere, skal leveres til eksisterende olie- og gasplatforme, og de vil ikke blive tilkoblet fastlandets elnet.

Norske Equinor, der tidligere var kendt som Statoil, ejer, udvikler og driver den første kommercielle flydende havvindmøllepark i verden sammen med partneren Masdar. Parken er kendt som Hywind Scotland og har en kapacitet på 30 megawatt.

Flydende havvind er endnu ikke særligt udbredt, men der har også været snak om, at den amerikanske vestkyst kan være en oplagt mulighed for at få opført flydende havvindmølleparker.

/ritzau/FINANS