Morgenbriefing: PFA og Industriens Pension bundpropper på afkast, danske pensionskasser finansierer problemstater

394112_16_9_large_291.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
13. jan 2020 KL. 6:15

Her er mandagens vigtigste erhvervsnyheder.


Danske pensionskasser finansierer problemstater
Danske pensionsselskaber investerer i statsobligationer i lande med korruption, undertrykkelse og tortur. Det viser en rundspørge, Børsen har foretaget. Pensionsselskaberne ejer bl.a. obligationer i lande som Kina, Bahrain, Tadsjikistan og Aserbajdsjan, hvor der er problemer i forhold til bl.a. regeringsledelse og EU- og FN-sanktioner. Pensionsselskaberne mener investeringer er vigtige for at landene kan udvikle sig. (Børsen)

PFA og Industriens Pension bundpropper på afkast i rekordår
PFA og Industriens pension har klaret sig dårligst af de store pensionsselskaber målt på afkast i rekordåret 2019. Det viser en opgørelse i Finans. Mens Danica har sikret kunderne afkast på næsten 24 pct., må PFA’s kunder nøjes med 15,5 pct., og Industriens Pensions med 15,6 pct. Forklaringen er bl.a. en højere andel af alternative investeringer. (Finans)

Kommentator: Kristian Jensen bliver brugt som prygelknabe
Venstres ledelse fyrede søndag Kristian Jensen fra alle udvalgsposter og den tidligere næstformands eneste ordførerskab. Det sker efter, at Kristian Jensen i et interview med Jyllands-Posten foreslog, at Venstre burde udarbejde en reformpakke med regeringen, De Radikale og De Konservative. Politisk kommentator Jarl Cordua mener formand Jakob Ellemann-Jensen med fyringen forsøger at få kontrol. ”Det var en gylden mulighed for Jakob Ellemann til at skære igennem og trække grænsen op for, hvad man kan tillade sig i Venstre,” siger Jarl Cordua til Ritzau. (Ritzau)

Ingen udsigt til fred i handelskrigen i 2020
Selvom USA og Kina onsdag underskriver første delaftale i handelskrigen, er der meget langt til handelsfred og mærkbart lavere toldsatser. Det vurderer økonomer over for Børsen. Toldsatserne vil efter den såkaldte fase 1-aftale stadig være langt højere, end før handelskrigen brød ud, og der er langt til en stor aftale mellem de to lande, lyder vurderingen. (Børsen)

Kvinder siger nej til at blive vismænd
De Økonomiske Råds formandskab ønsker flere kvindelige vismænd, men kvinderne siger nej tak. Det fortæller overvismand Michael Svarer til Børsen. Kvinder prioriterer ofte forskningskarrieren og familielivet frem for det krævende vismandsjob, lyder forklaringen. 1. februar tiltræder Nabanita Datta Gupta som ny vismand, og hun er den blot anden kvindelige vismand siden 1962. (Børsen)

Markeder
Udsigten til at USA og Kina onsdag underskriver en delaftale i handelskrigen er mandag med til at løfte aktier i Asien en anelse. De ledende indeks ligger til stigninger på 0,5-0,8 pct.

En svag jobrapport, det såkaldte kongetal, udløste fredag mindre tab i USA.
  • S&P 500: -0,3 pct.
  • Dow Jones: -0,5 pct.
  • Nasdaq: -0,3 pct.

Det skriver cheferne
En melding, der gav slemt bagslag for Kristian Jensen.

Perspektiv & Debat
Børsen mener: Til forsvar for det alle ikke kan lære
SF's Jakob Mark har fået medvind til forslaget om at eliminere alle fordele ved karaktergennemsnit over 10. Man kan kun sympatisere med målet om at mindske unges mistrivsel og sikre fokus på læring frem for snæversynet karakterræs. Men det sker ikke, hvis venstrefløjen i stedet bruger trivselsproblemerne som en belejlig undskyldning til at genstarte 1970'ernes ideologiske korstog mod karakterer og målbare faglige præstationskrav. Sådan skriver Børsens ansvarshavende chefredaktør, Bjarne Corydon, i dagens leder. (Børsen)

Redaktionen anbefaler
Topchef i duksebank får stadig ondt i maven: ”Når du er skråsikker og ikke evaluerer dig selv, er du jo indbildsk”
John Fisker kan i år fejre 25-årsjubilæum i Ringkjøbing Landbobank og otte år som adm. direktør. Et kvart århundrede med vækst, men også hvor bankens kerneprincip er blevet sat på prøve. (Børsen)

Det sker i dag
Landsmøde i Alternativet. Alternativet holder mandag ekstraordinært landsmøde. Partiet skal ændre vedtægterne forud for yderligere et ekstraordinært landsmøde 1. februar, hvor partiet vælger ny politisk leder. Den hidtidige politiske leder, Uffe Elbæk, meddelte 16. december, at han trækker sig fra posten 1. februar.

Forresten, så ændrede mange opfattelse af den ellers folkekære skuespiller Ghita Nørby, efter at hun i et interview med Radio24Syv sidste år kaldte journalisten Iben Maria Zeuten »dybt åndssvag«, »overfladisk« og »sindssyg«. Om interviewet siger Ghita Nørby, der lørdag fyldte 85 år, nu til Jyllands-Posten: ”Jeg blev muligvis en smule for provokeret, og det var nok ikke nødvendigt at tage helt så meget på vej. Men jeg var i en vanskelig situation, fordi jeg var i mit hjem. Havde jeg været på en restaurant eller på et kontor, så var jeg jo bare gået min vej. Men jeg følte mig fanget i mit eget hjem”. (Finans)